Det laver Landstingets Sundhedsudvalg!

Et andet væsentligt værktøj, som udvalget har mulighed for at benytte sig af, er at rejse rundt og besøge hospitaler m.m. for på den måde at danne sig et førstehåndsindtryk af udviklingstendenserne.

Tirsdag d. 18. januar 2000
Anders Andreassen
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet.

På vegne af Landstingets Sundhedsudvalg skal jeg indledningsvis ønske et lykkebringende nytår 2000 samt takke de ansatte i sundhedsvæsenet og i den tilhørende administration for deres daglige indsats for at skabe gunstige rammer om befolkningens sundhed i landets sundhedsdistrikter.

Efter Landstingsvalget i februar 1999 blev der nedsat et nyt Sundhedsudvalg med følgende medlemmer Olga Poulsen, næstformand (IA), Lars Karl Jensen (S), Anders Nilsson (A), Loritha Henriksen (Kandidatforbundet) og undertegnede.

Sundhedsudvalget varetager en rækker opgave, som jeg her kort vil beskrive. Sundhedsudvalget er blandt andet forpligtet til inden for sundhedsområdet at føre tilsyn med, at landsstyrets forvaltning holder sig inden for de rammer, som følger af lovgivningen eller god forvaltningsskik. I løbet af 1999 har sundhedsudvalget således stillet en række spørgsmål til landsstyremedlemmet for Sundhed blandt andet vedrørende bemandings- og rekrutteringsforholdene, Grønlænderhjemmet, regionalisering i Diskobugten og løn- og personaleforhold for herigennem at varetage sin kontrolfunktion og for at medvirke til, at der ikke sker brud på borgernes retssikkerhed.

En anden væsentlig opgave for Sundhedsudvalget er at holde sig a jour med udviklingen indenfor sundhedsområdet. Som udgangspunkt for dette arbejde benytter udvalget blandt andet de mange rapporter om sundhedsvæsenet, som er blevet omdelt til landstingets medlemmer. Et andet væsentligt værktøj, som udvalget har mulighed for at benytte sig af, er at rejse rundt og besøge hospitaler m.m. for på den måde at danne sig et førstehåndsindtryk af udviklingstendenserne inden for både patient- og behandlingsområdet og personaleområdet.

Det bør dog nævnes, at det nuværende udvalg indtil dags dato ikke har benyttet sig af denne mulighed.

Som Sundhedsudvalgets formand skal jeg igen stærkt tage afstand fra Daniel Skiftes meget unuancerede kritik af udvalget. For det første kan en lignende kritik vel nok rettes mod flere af landstingets fagudvalg, men det aspekt har tilsyneladende ikke Daniel Skiftes interesse! For det andet er kritikken uretfærdig og uberettiget, netop fordi Sundhedsudvalget har været og er et meget aktivt udvalg.

Selvom perspektiverne inden for sundhedsvæsenet langt fra er opløftende, skal der absolut ikke herske tvivl om, at Sundhedsudvalget er yderst bevidst om sit medansvar for at medvirke til forandring og forbedring. Vi er alle vidende om de massive bemandings- og rekrutteringsproblemer, som sundhedsvæsenet er tynget af. Vi er ligeledes alle vidende om, at der ingen lette løsninger er på disse problemer.

Det er Sundhedsudvalgets klare opfattelse, at dialog med de forskellige personalegrupper i sundhedsvæsenet, administrationen, kommunerne, landsstyre, landsting og sundhedsudvalg er nødvendig for at bane vejen for en fælles forståelse af de velkendte problemer, samt en vilje til at søge en løsning på disse problemer. En dialog som udvalget gerne bidrager til og tager del i!