Udygtig Puisi-bestyrelse

I NANORTALIK sidder fiskere, arbejdere og kommunalbestyrelse med smerten efter et erhvervseventyr, der aldrig nåede et realitetsniveau, som går ud over en elementær stil i folkeskolen.

Tirsdag d. 15. februar 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Politik, Puisi.

I NANORTALIK sidder fiskere, arbejdere og kommunalbestyrelse med smerten efter et erhvervseventyr, der aldrig nåede et realitetsniveau, som går ud over en elementær stil i folkeskolen: Skriv om dine ideer i forbindelse med udviklingen af det grønlandske erhvervsliv.

Der var bare ikke elever i folkeskolen, men politikere, erhvervsfolk, hjemmestyrets erhvervsudviklingsselskab Sulisa og mange andre, der gik ind for projektet. Og som forlod sig på et oplæg, der var himmelråbende mangelfuldt.

50 millioner har det foreløbig kostet, og dertil kommer fiskernes tab og kommunens øgede omkostninger i Nanortalik.

Læser man AG’s artikler på side 6 og 7 i dagens avis ledes tanken hen på bondefangeri af værste skuffe. Puisi-bestyrelse og direktion har på utallige møder lovet guld og grønne skove. - Sæler og spæk er mere værd end guld, fik de gang på gang at vide, og de blev opildnet til at være klar, når fabrikken kom i gang. Fartøjer og fangstredskaber skulle være i orden, så produktionen kunne køre på højt blus fra begyndelsen.

Både kommunen og fiskerne forberedte sig. Hvorfor sprænge Kirkespirdalen i luften for at samle guld, når det kan klares med traditionel sælfangst?

Kommunen budgetterede med ekstra indtægter, større beskæftigelse, færre sociale udgifter, og fiskerne anskaffede sig nye skibe og redskaber og indrettede deres hidtidige fartøjer til sælfangst.

Også hjemmestyrets erhvervsstøtte forberedte sig, for her behandlede man ansøgninger fra Nanortalik, som angiveligt er fremsendt i forventning om indhandlingen til Puisi. Og lånene blev givet, også til ombygning af eksisterende fartøjer.

DEN MANGELFULDE indsats fra Puisi’s bestyrelse og direktion skriger til himlen. Til gengæld har de haft talegaver som en brugtvognsforhandler og har været i stand til at prakke Nanortalik et produktionsprojekt på, som intet har med virkeligheden at gøre.

Da ingen af dem imidlertid får noget ud af det, men tvært imod bliver hængt ud for skandalen, så må vi gå ud fra, at direktionen og bestyrelsesmedlemmerne har troet på projektet. De har troet på, at sæler er guld værd, at spækket kan indbringe 500 kroner pr. kilogram. Og de har ikke kunnet skjule deres begejstring overfor kommunen og fangerne i Nanortalik, men spredt det glade budskab og opfordret alle til at være parat.

Det er derfor muligt at konstatere, at direktion og bestyrelse ikke er dygtige nok. De bør i fremtiden beskæftige sig med noget andet. Og med deres overtalelsesevne kunne de vel gøre karriere i politik. De skal bare være forsigtige med at love for meget, for de har med al tydelighed bevist, at de ikke kan holde det.

MED DEN LUKKETHED, der har været overfor pressen er det svært at slå ned på nogle konkrete årsager til Puisi-skandalen. Men det forekommer, at der har været en usædvanlig langmodighed med direktionen. I hele finansieringsfasen forelå der ingen eller kun mangelfulde budgetter.

Der har ikke på noget tidspunkt været tilfredsstillende dokumentation for budgettet, og det førte undervejs i finansieringen til et par konfrontationer, som da Sulisa skulle garantere for et lån på 18 millioner kroner. Betingelsen for garantien var, at der skulle fremlægges et troværdigt likviditetsbudget. Det skete ikke, men garantien blev givet alligevel.

Både ejere og bestyrelse har troet blindt på direktionens lovprisninger af fremtidens sælmarked i Kina. Det vækker ikke tillid.

Da bestyrelsen endelig begyndte at interessere sig for Puisi A/S, var det for sent, og skaden forekommer i øjeblikket uoprettelig.

NÅR EN SKANDALE kan få lov at rulle så længe, så skyldes det efter vor opfattelse, at det er for nemt at være bestyrelsesmedlem her i landet. Der er ikke tradition for, at bestyrelsesmedlemmer bliver draget til ansvar for virksomheders nedtur. Når en virksomhed er på vej i grøften er det bestyrelsens ansvar at bremse og dernæst sikre, at den kommer tilbage på "kørebanen". Alligevel har vi gennem tiden set, hvordan bestyrelser har fået lov at køre selv meget store virksomheder ud over de stejleste fjeldskrænter uden at blive draget til ansvar for ødelæggelserne.

Derfor bør Puisi-skandalen undersøges grundigt. På hvilket områder har der været tale om misinformation og lemfældig omgang med sandheden? På hvilket grundlag er de afgørende beslutninger taget? Har virksomheden fra politisk hold været fremmet eller forceret, så normale erhvervsøkonomiske procedurer er undgået? Og så videre...