Beretning om den økonomiske udvikling i Grønland 1999

Udvalget har til opgave at følge den økonomiske udvikling i Grønland og afgive beretninger herom til statsministeren og Grønlands Hjemmestyre.

Lørdag d. 19. februar 2000
Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands Økonomi
Emnekreds: Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Indholdsfortegnelse
Udviklingen på kort sigt
Udviklingen på længere sigt
Nødvendigt med strukturpolitiske tiltag
Erhvervspolitik
Fiskeriet
De hjemmestyreejede selskaber
Boligpolitikken
Uddannelse


Indholdsfortegnelse
  • Sammenfatning
    • Udviklingen på kort sigt
    • Nødvendigt med strukturpolitiske tiltag
    • Erhvervspolitik
      • Subsidier
      • Konkurrencenævn og -lovgivning
      • Privatisering af udvalgte hjemmestyreejede selskaber
      • Udlicitering af anlægsopgaver
      • Ensprissystemet
      • Trafikområdet
      • Fremme af iværksætterkulturen
    • Fiskeriet
    • De hjemmestyreejede selskaber
    • Boligpolitikken
    • Uddannelse
      • Hovedproblemstillinger
      • Problemstillinger i relation til folkeskoleområdet
      • Anbefalinger i relation til de faglige grunduddannelser
      • Anbefalinger i relation til GU og htx
      • Anbefalinger i relation til mellemuddannelser og videregående uddannelser
      • Voksenuddannelse
      • Øvrige anbefalinger
  • Kapitel 1: Strukturpolitiske problemstillinger
    • Udfordringerne i de kommende år
    • Strukturpolitik - mange områder og muligheder
    • Erhvervspolitik
      • Omfanget af erhvervssubsidier og infrastrukturtilskud
        • Hvorfor subsidier er problematiske
      • Konkurrencenævn og -lovgivning
      • Privatisering af udvalgte hjemmestyreejede selskaber
      • Udlicitering af anlægsopgaver
      • Ensprissystemet
      • Trafikområdet
      • Fremme af iværksætterkulturen
    • Den offentlige sektor og de hjemmestyreejede selskaber
      • Forbedrede budgetprocedurer
      • Gældsudviklingen
      • De hjemmestyreejede selskaber
    • Boligpolitikken er helt central
  • Kapitel 2. Uddannelse i Grønland
    • Litteraturliste til kapitel 2
  • Kapitel 2.1 Uddannelsessystemets struktur og organisering
    • Folkeskolen
    • De gymnasiale uddannelser
    • De faglige grunduddannelser
    • Mellemuddannelser
    • Videregående uddannelser
    • Voksen- og efteruddannelse
    • Ansøgere og optagne på uddannelser
  • Kapitel 2.2 Uddannelsesfrekvens og elevstrømme
    • Uddannelsesniveauet generelt
    • Sammenligning med Norden
    • Sprog og uddannelse
    • Uddannelses- og erhvervsvejledning
  • Kapitel 2.3 Uddannelsessystemets volumen, omkostninger og effektivitet
    • Udvikling i elevtal
    • Grønlandske studerende i Danmark 1987-1998
    • Antal fuldførte forløb
    • Uddannelsesstøtten i Grønland - samt sammenligninger med SU-systemer i Norden
    • Udgifter til uddannelsessektoren
    • Ressourceforbruget på de enkelte uddannelsesområder
      • Folkeskolen
      • GU
      • Lokale erhvervsskoler og brancheskoler
      • Brancheskolerne
      • Videregående uddannelsesinstitutioner
      • Grønlands universitetet - Ilisimatusarfik
    • Udgifter pr. færdiguddannet
    • Udgifter til uddannelse i forhold til disponibel BNI
  • Kapitel 2.4 Kvalitetsindikatorer
    • Gennemførelsesprocent
    • Indikatorer for fagligt indhold
    • Lærerkvalifikationer
    • Lærerkorpsets sammensætning
    • Lære- og praktikpladssituationen på erhvervsuddannelserne
  • Kapitel 2.5 Målsætninger i uddannelsespolitikken
    • Den demografiske udvikling
    • Indholdsreformen i folkeskolen
    • Vejledningsredegørelse
    • Højere teknisk eksamen (htx)
    • Universitetsparken i Nuuk
    • Ingeniøruddannelse
  • Kapitel 3. Fiskeriet
    • Fiskerierhvervets betydning
    • Udviklingen i fiskeriet
      • Rejefiskeriet
      • Hellefiskfiskeriet
      • Andre fiskearter og skaldyr
    • Fangstkvoter
      • NAFO's anbefaling vedrørende rejefiskeriet i 2000
      • NAFO's anbefaling vedrørende fangst af hellefisk i 2000
      • NAFO's anbefalinger vedrørende fiskeri efter andre arter i 2000
      • Fangstkvoterne i 2000
    • Fiskeriaftaler
    • Fiskeripolitiske overvejelser
  • Kapitel 4. Den generelle økonomiske situation
    • Konjunkturudviklingen i hovedtræk
      • Den realøkonomiske udvikling i 1998-99
      • Indkomstudviklingen i 1998-99
      • Udsigterne for 2000
      • Regionale forskelle
    • Konjunkturbestemmende forhold
      • Finanspolitikken
      • Olie- og mineralefterforskning
      • Eksporten
    • Konjunkturudviklingen
      • Forbruget og investeringerne
      • Handelsbalancen
      • Ledighed
      • Priser og lønninger
    • Vurdering af den økonomiske politik
  • Appendix - offentlige finanser
    • A. Hjemmestyrets økonomi - hovedtræk
    • B. Hjemmestyrets indtægter, 1998
    • C. Hjemmestyrets udgifter, 1998
    • D. Hjemmestyrets udlån (netto), 1998
    • E. Finansåret 1999
    • F. Finansloven for 2000
    • G. Kommunernes økonomi
      • Kommunernes regnskab og budget
      • Kommunernes skatteindtægter
      • Bloktilskud til kommunerne
      • Kommunernes finansielle status
      • Kommunernes budget for 2000
    • H. Den danske stats udgifter til Grønland


/Sammenfatning


Udviklingen på kort sigt
Efter pæn økonomisk vækst i 1998 og i de foregående par år vurderer udvalget, at den økonomiske aktivitet også steg i 1999. Atter i 2000 ventes positiv, om end beskeden, vækst. Gennem hele perioden har inflationen endvidere været lav. Hertil kommer, at ledigheden faldt forholdsvis kraftigt i løbet af 1999 efter at have været nogenlunde konstant gennem flere år.

Der er imidlertid grund til at fremhæve, at der er en række elementer i den nuværende økonomiske situation, der nøje bør følges:
  1. Stigende skatteindtægter i kølvandet på den stigende økonomiske aktivitet har ikke kunnet forhindre underskud i landskassen i 1998 og et budgetteret underskud i 1999, mens der i 2000 budgetteres med et meget begrænset overskud. Især driftsudgifterne er steget kraftigt. I forbindelse med finansloven for 2000 vedtog Landstinget blandt andet på denne baggrund en ny budgetlov. Denne kan bidrage til en bedre styring af de offentlige udgifter, men kan ikke i sig selv forhindre tendensen til opdrift i udgifterne.
    At det ikke har været muligt at opnå overskud i de seneste år, hvor der har været fremgang i økonomien, vækker bekymring. Den skal ikke mindst ses på baggrund af økonomiens enstrengede struktur omkring fiskesektoren. Dette burde særligt tilsige, at der i gode tider opnås overskud, så der er noget at trække på i dårlige tider.
  2. Den fortsatte vækst gennem flere år har bidraget til, at ledigheden er faldet, og at presset på arbejdsmarkedet er øget væsentligt. Selvom de nominelle lønstigninger fortsat er lave, afspejler de seneste overenskomster, at der er ved at opstå lønpres i dele af den offentlige sektor og flaskehalse i anlægssektoren. Det indebærer risiko for, at det kan smitte af på resten af økonomien. I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at jo større pres der er på arbejdsmarkedet, desto mere skærpes behovet for en stram finanspolitik - især hvis arbejdsudbuddet ikke samtidig kan øges.
  3. Væksten finder hovedsageligt sted i de større byer. Dette er ikke problematisk i sig selv, da fx den kommunale udligning sikrer, at kommuner med svag vækst også får fordel af den positive udvikling i andre kommuner. Der er imidlertid risiko for, at overophedning i nogle af vækstområderne fører til generelle omkostningsstigninger i hele landet. De regionale forskelle stiller således store krav til tilrettelæggelsen af den økonomiske politik. Det kan derfor være hensigtsmæssigt med en målrettet tilpasning af hjemmestyrets aktiviteter, herunder nybyggeri og renoveringsprojekter, under hensyntagen til den lokale økonomiske situation. I denne sammenhæng skal det også fremhæves, at en ændret boligpolitik som nedenfor beskrevet giver muligheder for at føre en regionalt afstemt konjunkturpolitik.


Udviklingen på længere sigt
Produktionsfaldet i 1990-93 blev afløst af positive vækstrater hvert år siden 1994. Selv om det således er gået fremad de seneste år, er de langsigtede udsigter for udviklingen af Grønlands økonomi ikke særligt opløftende. Set samlet over den seneste 10-årige periode er økonomien ikke vokset, og med de eksisterende økonomiske strukturer er der ikke udsigt til, at den grundlæggende udviklingstendens vil blive væsentlig mere positiv fremover. Især den store afhængighed af rejefiskeriet kombineret med utilstrækkelig udvikling af kommercielt bæredygtige erhvervsaktiviteter også på andre områder vækker bekymring. I et lidt længere perspektiv er det endvidere nedslående, at en mindre andel af de unge i de senere år er begyndt på en uddannelse efter folkeskolen.

Hertil kommer, at samfundet står over for betydelige udfordringer som følge af den demografiske udvikling, hvor den andel af befolkningen, der er i den arbejdsdygtige alder, vil falde, mens andelen af især ældre borgere vil stige kraftigt. Denne udvikling vil give sig udslag i et betydeligt underliggende pres på de offentlige finanser. Et større arbejdsudbud fremover vil kunne mindske forsørgerbyrden. Det kan ske både ved at få befolkningen tidligere ud på arbejdsmarkedet (jf. nedenfor om uddannelse) og ved at få den til at blive længere på arbejdsmarkedet. I forbindelse med vedtagelsen af finansloven for 1999 blev pensionsalderen hævet fra 60 til 63 år fra 2000. Dermed vil antallet af personer i den erhvervsaktive alder blive øget og antallet af pensionister reduceret. Dette initiativ vil lette, men ikke forhindre, presset på de offentlige finanser.

Et særligt problem er væksten i antallet af førtidspensionister. En mere restriktiv praksis for tildeling af førtidspension vil kunne bidrage til højere arbejdsudbud, og det kan i den forbindelse overvejes, om kommunerne fremover skal bære en større del af omkostningerne ved førtidspension. Specielt i en situation med faldende arbejdsløshed og flaskehalse på arbejdsmarkedet bør såvel hjemmestyret som kommunerne i højere grad satse på beskæftigelse og revalidering i stedet for passiv forsørgelse.

Nødvendigt med strukturpolitiske tiltag
Større arbejdsudbud er imidlertid ikke tilstrækkeligt til at sikre højere beskæftigelse. Indsatsen bør understøttes af strukturreformer på en række forskellige områder for at skabe et bredere erhvervsgrundlag og vækst i økonomien via en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne. Dette vil samtidig forbedre de offentlige finanser.

Udover den offentlige sektor omfatter de nødvendige reformer en lang række områder som fx:
  • erhvervspolitik,
  • fiskeriet,
  • de hjemmestyreejede selskaber,
  • boligpolitikken,
  • og uddannelse.
Nogle initiativer er taget og andre overvejes, men da reformerne hænger sammen og virker gensidigt forstærkende, er det ikke tilstrækkeligt kun at gennemføre dem på udvalgte områder. De bør gennemføres over en bred front for at skabe de bedst mulige forudsætninger for en positiv økonomisk udvikling.

Erhvervspolitik
Ved at fremme konkurrencen inden for alle erhverv vil samfundets ressourcer kunne blive udnyttet bedre. Som led heri vil mulighederne for eksport af såvel eksisterende som nye produkter blive forbedret, og potentialet for skabelse af nye virksomheder vil blive øget. Et bredere erhvervsgrundlag er i øvrigt den afgørende forudsætning for, at Grønlands økonomi bliver mindre sårbar.

Større åbenhed over for udlandet er en simpel og effektiv måde til at øge effektivitetskravene til grønlandsk produktion. Som led heri vil prisniveauet i højere grad blive påvirket af verdensmarkedspriserne, hvilket vil reducere problemerne med de uundgåelige lokale monopoler, da det bliver nødvendigt for erhvervslivet at tilpasse omkostningerne i lyset af det udenlandske prisniveau.

Denne mekanisme kan ligeledes udnyttes, i det omfang hjemmestyret ønsker, at virksomhederne leverer bestemte ydelser. Disse bør præciseres i servicekontrakter (som også kan indeholde krav om anvendelse af lokal arbejdskraft), der sendes i offentlig licitation. Såvel virksomheder i Grønland som i omverdenen bør som udgangspunkt have mulighed for at deltage i disse licitationer. Det kan medvirke til, at ydelserne leveres til bedst mulige priser.

Subsidier
Subsidier er med til at fastholde samfundets ressourcer i de støttede sektorer og projekter, hvorved de ikke anvendes tilstrækkeligt effektivt. Hertil kommer, at erhvervstilskud med tilhørende besparelsesmuligheder indgår som en betydelig post på hjemmestyrets budget.

Det vil altid være politisk vanskeligt at fjerne erhvervstilskud, som af de berørte virksomheder bliver opfattet som velerhvervede rettigheder - især i krisetider, hvor virksomhederne i forvejen er økonomisk trængte. Da det går godt i økonomien for øjeblikket, er tidspunktet velegnet til at afvikle nogle af tilskuddene. Troværdigheden og effekten af en sådan politik styrkes, hvis afviklingen af subsidierne sker inden for rammerne af et samlet erhvervspolitisk program, hvor erhvervsvirksomhedernes generelle rammebetingelser bedres i takt med en større markedsorientering af økonomien.

Konkurrencenævn og -lovgivning
Det er vanskeligt at få konkurrencen til at fungere effektivt i Grønland på grund af naturlige monopoler og mange små markeder. Netop derfor er det særligt vigtigt at fremme konkurrencen mest muligt gennem så gode markedsøkonomiske betingelser som muligt og samtidig have egnede administrative og lovgivningsmæssige forhold.

Der findes et Konkurrencenævn, men det har kun sjældent holdt møder og har i det hele taget ikke været særligt aktivt. Det ser nu ud til, at der er intentioner og vilje til at få det til at fungere bedre end hidtil. Udvalget har således begrundet forhåbning om, at nævnet fremover vil tage initiativer og i det hele taget spille en større rolle.

Udover selve konkurrenceloven og administrationen af denne er det relevant med en gennemgang af den øvrige erhvervslovgivning med henblik på at fremme konkurrenceelementet. Konkret kunne dette fx føre til ophævelse af det generelle krav om næringsbrev, før en virksomhed kan etableres samt ligestilling af grønlænderes og udefra kommende arbejdskrafts adgang til arbejdsmarkedet. Som følge af flytteomkostninger mv. vil den hjemmehørende arbejdskraft under alle omstændigheder stå stærkt.

Privatisering af udvalgte hjemmestyreejede selskaber
Inden for de seneste år er der sket en bevægelse i retning af større markedsorientering af de hjemmestyreejede selskaber. Fx er de kommercielle og ikke-kommercielle aktiviteter blevet adskilt i Royal Greenland og i KNI, hvorved grundlaget for privatisering af de kommercielle dele af disse selskaber er blevet forbedret. Udvalget anbefaler, at der arbejdes videre i denne retning. I den forbindelse er det værd at bemærke, at de enkelte hjemmestyreejede selskaber hverken behøver at blive solgt på samme betingelser eller på samme måde. Det afgørende er, at der kommer gang i processen, så samfundet kan høste fordelene i form af øget effektivitet og dynamik.

Udlicitering af anlægsopgaver
Med udsigt til betydeligt nybyggeri og omfattende renoveringsopgaver i de kommende år samt med en bygge- og anlægssektor, der i forvejen opererer tæt på kapacitetsgrænsen, er det givetvis nødvendigt at involvere udenlandske entreprenører i arbejdet. Især renoveringsopgaver kan kræve specialistviden/-færdigheder, som kun i begrænset omfang findes lokalt.

At lade udenlandske virksomheder deltage i de store byggeopgaver afskærer ikke lokale virksomheder fra at udføre væsentlige dele af arbejdet. Der er udsigt til overordentligt gode beskæftigelsesmuligheder for grønlandsk arbejdskraft i takt med, at den bliver uddannet, og der er rige muligheder for grønlandske virksomheder for at indgå i projekterne. Blandt andet vil det være forbundet med lavere omkostninger for virksomhederne at ansætte allerede fastboende arbejdskraft, da de ikke samtidig vil skulle afholde bolig- og rejseudgifter til disse. Desuden kan krav om anvendelse og oplæring af lokal arbejdskraft fx inddrages i licitationsbetingelserne.

Ensprissystemet
Ensprissystemet er primært begrundet i fordelingspolitiske hensyn, idet det sigter mod en ensartet levestandard i byerne og bygderne. I den henseende må systemet betragtes som en succes.

Der er imidlertid også ulemper forbundet med systemet. Krydssubsidieringen bevirker, at den enkelte forbruger og producent ikke tager højde for de reelle økonomiske omkostninger ved forbrug af produkter, som er omfattet af ensprissystemet. Eksempelvis tages der ved placering af energiforbrugende aktiviteter generelt ikke hensyn til, hvor elektriciteten produceres billigst, ligesom der ikke er særlig motivation til at spare på vand, hvor der er dyr vandforsyning. Ensprissystemet modvirker således en effektiv og dynamisk anvendelse af ressourcerne med store samfundsøkonomiske omkostninger til følge.

En reform af ensprissystemet i retning mod mere omkostningsægte priser vil have stor fordelingsmæssig betydning for befolkningen og formentlig påvirke det fremtidige bosætningsmønster kraftigt, hvis ikke en sådan reform følges op af andre (og samfundsøkonomisk billigere) støtteordninger til randområderne. Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at det er muligt at erstatte ensprissystemet med et system, som både tilgodeser landsstyrets sociale og fordelingsmæssige målsætninger og samtidig medvirker til en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne. En mulighed kunne således være at fjerne støtten fra forbruget og i stedet yde støtte ved direkte tilskud til indbyggerne.

Trafikområdet
Trafikområdet er ligesom en lang række andre infrastrukturområder i Grønland omfattet af ensprissystemet. Givet den trafikpolitiske målsætning om gode transportmuligheder for borgerne også i tyndtbefolkede dele af landet må omfattende offentlig subsidiering af den grønlandske transportsektor betegnes som nødvendig. Den indbyggede krydssubsidiering bevirker imidlertid, at de faktiske udgifter forbundet med den offentlige regulering og tilskud er uigennemskuelige, og at operatørerne kun har begrænset incitament til at omkostningsminimere produktionen.

Udvalget anbefaler derfor, at der politisk foretages en revurdering af den offentlige støtte til transportsektoren, og at landsstyret i overensstemmelse hermed indgår servicekontrakter med operatørerne om direkte støtte til nærmere definerede opgaver i forbindelse med offentlig licitation. Derved vil den politiske beslutningsproces blive mere gennemskuelig samtidig med, at ressourcespild begrænses gennem operatørens øgede incitament til at løse opgaven så effektivt som muligt. Det er endvidere vigtigt, at nye initiativer hviler på grundige samfundsøkonomiske analyser.

Fremme af iværksætterkulturen
Som led i opnåelse af en mere diversificeret erhvervsstruktur er det vigtigt, at der bliver udviklet nye virksomheder. Dette kræver imidlertid, at en større del af befolkningen ønsker at starte egen virksomhed, og at der er fornuftige rammebetingelser for virksomhedsdrift. Disse kan fremmes gennem reduktion af erhvervssubsidierne til eksisterende virksomheder, privatisering og udlicitering, ensprisreform og større konkurrence i økonomien i det hele taget.

Iværksætterkultur er ikke noget, der bliver udviklet fra den ene dag til den anden. Der skal derfor etableres en tradition for og almen accept af selvstændig virksomhedsdrift uden for fanger- og fiskerierhvervet med rod i det lokale samfund. Denne vil tage tid at udvikle, men vil kunne fremmes gennem større fokus i uddannelsessystemet på de faglige uddannelses- og erhvervsmæssige forudsætninger, der knytter sig til drift af egen virksomhed og gennem styrket rådgivning af nye og potentielle iværksættere.

Fiskeriet
Ovenstående generelle betragtninger om erhvervspolitik gælder også fiskerierhvervet. Dette vil således også kunne komme til at fungere bedre med en større grad af markedsorientering, også i opkøbsleddene. Udover lavere direkte og indirekte subsidier kan en sådan større markedsorientering gennemføres ved, at en række af begrænsningerne på erhvervet bliver ophævet. Dermed bliver det op til erhvervet selv at afgøre, fra hvilke bådtyper rejerne skal fanges, og hvorledes de skal forarbejdes, og dermed også om de skal sælges som skalrejer eller som pillede rejer.

Et vigtigt instrument i fiskeripolitikken er afgiften på 3 pct. af værdien af rejer, som ikke produceres på land. Da der er tale om udnyttelse af en begrænset råvareressource, kan det ud fra en samfundsmæssig betragtning være rimeligt at afgiftsbelægge tilladelser/koncessioner, som giver private producenter store fortjenstmuligheder. Afgiften skal ses i lyset af, at de tildelte kvoter udnyttes fuldt ud, og at den således hverken påvirker fiskeriindsatsen eller effektiviteten i erhvervet. Afgiften har med andre ord næppe stor betydning for de økonomiske dispositioner, herunder eksporten, men reducerer primært det private overskud af rejefiskeriet. Afgiftens højde skal således ses i sammenhæng med især rejepriser.

De hjemmestyreejede selskaber
Hjemmestyret er ejer (eller medejer) af en række erhvervsdrivende selskaber og virksomheder, herunder aktieselskaber, hvor hjemmestyret ejer 100 pct. af aktierne. Af disse selskaber har de seks største siden 1993 samlet øget deres nettogæld med 1,6 mia. kr. til 2,7 mia. kr. i 1998.

I betragtning af selskabernes økonomiske og samfundsmæssige betydning, kan hjemmestyret ikke se bort fra denne gældsudvikling. Særligt udviklingen i Royal Greenland er bemærkelsesværdig. Royal Greenland, som er Grønlands mest betydende virksomhed, har således blandt andet som led i ekspansionen på de europæiske markeder øget sin gæld fra 1,0 mia. kr. i 1993 til 2,2 mia. kr. i 1998, svarende til en stigning på 1,2 mia. kr. på bare fem år.

Udviklingen i de største hjemmestyreejede selskabers regnskabsresultater går dog generelt set i den rigtige retning. Således kunne alle de seks største i 1998 for første gang melde om overskud i samme år. Resultaterne set under ét er dog stadig ikke tilfredsstillende.

Også sammensætningen af bestyrelserne har udviklet sig positivt, idet den gradvist er blevet ændret i mere professionel retning. Næsten tre ud af fire bestyrelsemedlemmer er i dag erhvervsfolk, mens kun godt en fjerdedel er politikere eller embedsmænd. Til sammenligning var under 50 pct. af bestyrelsesmedlemmerne erhvervsfolk i 1996.

Boligpolitikken
Hjemmestyret yder store tilskud til såvel opførelse af boliger som til huslejer, og boligområdet er et andet vigtigt område, hvor man langt fra kan tale om kostægte priser. Med begrænsede midler til boligformål står valget som nærmere beskrevet i udvalgets rapport fra december 1998 mellem fortsat kødannelse eller højere egenbetaling. Landstinget har hidtil valgt at acceptere kødannelser med meget lange ventetider og ledsagende betydelige samfundsøkonomiske omkostninger til følge, da det er en af de væsentligste hindringer for etableringen af et effektivt og velfungerende arbejdsmarked.

En højere egenbetaling kan opnås ved at øge egenfinansieringen af ejer- og andelsboligerne samt at nedbringe subsidieringen af udlejningsboligerne. I den nuværende situation med vækst i økonomien, der blandt andet er drevet af bygge- og anlægssektoren i Nuuk og andre større byer, er der betydelig risiko for overophedning af økonomien. På denne baggrund forekommer det særlig oplagt nu at øge egenbetalingen og det private engagement på boligområdet. Dette vil have en række positive effekter, da
  • boligmarkedet vil komme til at fungere bedre med bl.a. mindre kødannelser til følge,
  • der vil skabes mulighed for væsentlig større mobilitet af arbejdskraften og et mere velfungerende arbejdsmarked,
  • såvel det nuværende samt ikke mindst det fremtidige meget høje aktivitetsniveau i bygge- og anlægsbranchen vil blive reduceret i især Nuuk, men også i andre større byer,
  • det vil bidrage til, at en større del af bygge- og anlægsopgaverne, inkl. renovering, kan forestås af hjemmehørende virksomheder og arbejdskraft,
  • øget egenbetaling vil kunne indgå som en integreret del af en ensprisreform og dermed også bidrage til større markedsorientering,
  • der vil blive skabt stærkere incitamenter for beboerne til at vedligeholde boligerne,
  • den private opsparing vil blive fremmet i en situation, hvor dette af hensyn til finansieringen af en øget pensionsbyrde er ønskværdigt,
  • hjemmestyrets finanser vil blive forbedret i en situation, hvor disse er udsat for et stort pres.
Det er sjældent, at et enkelt instrument i den økonomiske politik kan bruges som led i såvel den kortsigtede konjunkturpolitiske styring som i den langsigtede strukturpolitik og samtidig opfylde en række delmål.

Uddannelse
International forskning har vist, at uddannelse er af stor betydning for økonomisk effektivitet, se boks 1.
Boks 1. Uddannelse og økonomisk effektivitet (1)
Også før 1967, hvor Denison udgav sit nu klassiske arbejde: "Why Growth Rates Differ," var der en betydelig interesse for sammenhængen fra flere og bedre uddannede til større økonomisk effektivitet. De vækstmæssige implikationer af uddannelse er siden dokumenteret i en række arbejder, se bl.a. Dowrick and Nguyen (1989) og Bénabou (1996). Bénabou (1996, side 51) viser, at sammenhængen fra øget humankapital (flere og bedre uddannede) til øget vækst er en af de bedst dokumenterede sammenhænge i nyere vækstteori. Med andre ord er mere og bedre uddannelse en nødvendig forudsætning for, at Grønland i den kommende generation kan få de bedste muligheder for at skabe økonomisk vækst og dermed øget økonomisk uafhængighed.
Denne bevidsthed om betydningen af flere og bedre uddannede har i høj grad præget den økonomiske politik i en række udviklingslande, som på meget kort tid har udviklet sig til højeffektive samfund, se boks 2.
Boks 2. Uddannelse og økonomisk effektivitet i Sydkorea
Over en periode på 35 år har Sydkorea udviklet sig fra en af de fattigste nationer i verden til verdens 11-største økonomi. Denne lange periode med ekstraordinær høj økonomisk vækst var bl.a. kendetegnet af høje opsparings-/investeringskvoter med en hurtig kapitalopbygning til følge og endvidere af en omfattende satsning på uddannelse afstemt efter det aktuelle udviklingstrin.

Oprindeligt blev der primært satset på folkeskolen, idet der også blev lagt megen vægt på at uddanne pigerne. Herigennem sigtedes ikke mindst mod, at næste generation skulle have bedre forudsætninger for og forståelse af skolegang hjemmefra. I takt med at folkeskolen afleverede langt bedre uddannede elever, blev ungdomsuddannelserne udbygget. Sidste trin i denne proces var, at de videregående uddannelser blev udbygget. I 1995 var udviklingen kommet så langt, at over halvdelen af en årgang påbegyndte en videregående uddannelse. Så høje tal er der ingen andre lande, der har nået endnu. Af sammenlignelige OECD-test fremgår endvidere, at koreanske elever opnår mindst samme niveau i uddannelserne som elever fra industrilande.

Den asiatiske krise ramte også Sydkorea hårdt i 1997. Men allerede nu er Sydkorea - med dens meget veluddannede befolkning - godt på vej ud af krisen.
Selv om uddannelse ikke blot kan anskues ud fra en økonomisk synsvinkel, må udvalget tillægge dette aspekt en ganske betydelig vægt i lyset af ikke mindst de beskedne langsigtede vækstperspektiver og omfanget af tilkaldt højt uddannet arbejdskraft.

Hovedproblemstillinger
Det var først efter 1970/71, at der blev opbygget en bred vifte af erhvervsfaglige uddannelser i Grønland. Det første gymnasium - i Nuuk - begyndte at optage elever i 1977. Indtil disse institutioner blev oprettet, måtte grønlandske unge derfor forlade Grønland - især til Danmark - for at få en ungdomsuddannelse og eventuelt en videregående uddannelse. På denne baggrund er det ikke overraskende, at der er et markant uddannelsesefterslæb i Grønland, hvis der sammenlignes med Færøerne, Island, Danmark eller det øvrige Norden.

Det, der måske er overraskende og i hvert fald negativt set i forhold til at eliminere uddannelsesefterslæbet, er, at der i de senere år har været en tendens til, at relativt færre af en ungdomsårgang søger ind på en ungdomsuddannelse, jf. tabel 2.3.3 og de hertil knyttede uddybende kommentarer. Dette negative billede af udviklingen gennem de senere år forstærkes af:
  • at relativt flere afbryder en igangværende faglig grunduddannelse. På GU- uddannelserne er frafaldsprocenten imidlertid faldende over tid, se tabel 2.4.1,
  • at der har været behov for at indføre såkaldte brobygningsforløb efter folkeskolen for at bringe mange elevers viden og kunnen op på det nødvendige indgangsniveau til især de faglige grunduddannelser,
  • at kun ca. en tredjedel af dem, der blev optaget på ungdomsuddannelserne (STI, GU og efterskole) i 1997, kom direkte fra folkeskolens 11. og 12. klasse,
  • at den gennemsnitlige alder for studerende på de faglige grunduddannelser, mellemuddannelser og videregående uddannelser er steget med hhv. 2.6, 4.0 og 1.8 år fra 1988 til 1996 til hhv. 24.2, 29.6 og 27.2 år.
Der er således tegn på, at fremgangen i befolkningens uddannelsesniveau sker langsomt, hvilket er nedslående i et lidt længere perspektiv.

Problemstillinger i relation til folkeskoleområdet
Det er udvalgets vurdering, at de ovenfor beskrevne udviklingstendenser primært har deres rod i, at den grønlandske folkeskole ikke lever op til de krav, der stilles til det grundlæggende uddannelsesniveau i et vidensbaseret samfund. Følgende yderligere forhold peger herpå:
  • at læsefærdigheder ikke udvikles nok. I 8. kl. er der således ca. 1/3 af eleverne, der har læsefærdigheder under et ønskværdigt minimum. D.v.s. læsefærdighederne er så ringe, at det i sig selv vanskeliggør tilegnelse af pensum på de øvrige områder,
  • at tilegnelse af fremmedsprog ligger på et lavt niveau, jf. tabel 2.4.2. Dette kombineret med, at kun ca. 1 pct. af dem, der ikke behersker et fremmedsprog, får en uddannelse, der ligger over folkeskoleniveauet, viser en afgørende svaghed i sprogtilegnelse. Da denne gruppe udgør over 40 pct. af hver ungdomsårgang, betyder dette forhold også, at samfundet risikerer at blive socialt todelt efter sprogtilegnelse,
  • at ca. 1/3 af en ungdomsårgang nu søger et dansk efterskoleophold kan være et symptom på folkeskolens problemer, men med den positive effekt, at eleverne bl.a. opnår en større grad af modenhed og faglighed, herunder bl.a. bedre beherskelse af et fremmedsprog (dansk),
  • at en betydelig del af lærebogsmaterialet og pædagogikken (endnu) ikke er fuldt ud tilpasset grønlandske forhold (2),
  • at ikke-formelt kvalificerede lærere, især timelærere, udgør næsten 30 pct. af lærerkorpset i folkeskolen,
  • at kun godt 75 pct. af folkeskolelærerne er grønlandsksprogede. Andelen er et udtryk for et gennemsnit, og varierer geografisk, hvilket kan forstærke problemerne (både fagligt og socialt) i visse områder, hvor lærerne og familierne har svært ved at kommunikere.

Udvalgets anbefalinger i relation til folkeskolen

Udvalget finder det på ovenstående baggrund meget positivt, at der med uddannelseskonferencen i Kangerlussuaq i september 1999 er lagt op til en kritisk indholdsreform af folkeskolen som nærmere beskrevet i afsnit 2.5.2.

Udvalget skal i tilknytning hertil komme med følgende anbefalinger rettet mod folkeskoleområdet:

Det overordnede mål må være at hæve kvalitetsniveauet ganske betydeligt i den grønlandske folkeskole. Den formulerede målsætning om "Verdens bedste folkeskole" er et ambitiøst mål, der kan være en inciterende ledetråd i et langsigtet perspektiv.

Efter udvalgets opfattelse vil det i forlængelse heraf være ønskeligt, at der snarest opstilles en række kvalitetsindikatorer på folkeskoleområdet, der kan belyse, om udviklingen går den rette vej. En betingelse for, at folkeskolen kan realisere et væsentligt kvalitetsløft, er også, at der tilføres folkeskoleområdet flere ressourcer, jf. nedenfor. Og skal berettigelsen heraf også kunne måles, skal effekten af øget ressourcetilgang kunne dokumenteres f.eks. ved de foreslåede kvalitetsindikatorer. Kvalitetsindikatorerne bør med udgangspunkt i politisk fastsatte mål for folkeskolen dække så mange aspekter af folkeskolearbejdet som muligt og samtidigt være operationelle. Indikatorerne kan f.eks. omfatte flg. områder:
  1. De fysiske rammer
    (standard, vedligeholdelsesstandard, indeklima, adgang til faglokaler o.s.v.),
  2. Lærerkorpset
    (sammensætning på alder, køn, anciennitet, liniefag, sprogfærdigheder m.m.)
  3. Undervisningsmaterialet
    (indholdskrav, indhold tilpasset forholdene i Grønland o.s.v.)
  4. Ledelsens arbejde, herunder skolebestyrelsens arbejde
    (mål for skolens arbejde: fagligt, pædagogisk, socialt o.s.v.)
  5. Elevernes arbejde m.v.
    (fagligt niveau/færdighedstest, social adfærd, mødeprocent, aflyste undervisningstimer o.s.v),
  6. Samarbejde med hjemmet og før-skole institutioner
Formålet med at udvikle et sæt af kvalitetsindikatorer efter ensartede principper for alle skoler og offentliggøre disse årligt er:
  • at øge opmærksomheden på og forståelsen af, at alle interesserede - herunder forældrene - positivt medvirker til at udvikle en bedre skole,
  • at dokumentere den faktiske udvikling bl.a. over for de politiske systemer, der skal bevillige ressourcerne til folkeskoleområdet,
  • at bidrage til en effektivisering af folkeskolens arbejde.
I afsnit 2.3.5 bliver det dokumenteret, at folkeskolens enhedsomkostningerne pr. elev opgjort i faste priser var faldende i perioden fra 1991 til 1999. Udvalget anbefaler som ovenfor nævnt, at Folkeskoleområdet opprioriteres, idet det dog samtidigt anbefales, at der opstilles kvalitetsindikatorer, så effekten af en øget ressourcetilførsel til Folkeskoleområdet kan måles. De områder, hvor der kan være behov for øgede ressourcer, følger den opdeling, der er anvendt f.s.v.a. de anbefalede kvalitetsindikatorer. Udvalget forventer, at det især er på områderne: 1) De fysiske rammer, 2) Lærerkorpset og 3) Undervisningsmateriale, at der vil blive behov for øgede ressourcer. Inden for disse tre områder er der allerede iværksat en række initiativer.

Folkeskolens bygningsmasse blev således inddraget i opgørelsen af den renoveringsindsats, der blev opgjort af en ekspertgruppe i en tilstandsrapport i 1996. I konsekvens af de øgede ressourcer til renovering vil også folkeskolerne få en bedre vedligeholdelsesstandard.

Den ekstra indsats, der i 1998 blev iværksat for at uddanne flere lærerkræfter via den decentrale læreruddannelse, vil ikke mindst give flere timelærere muligheder for at opnå en formel læreruddannelse. Herigennem vil lærerkorpsets kvalitet øges, idet det har været en vigtig præmis, at udbygningen af den decentrale læreruddannelse ikke har måttet forringe den alm. læreruddannelse. Endvidere vil dette betyde, at andelen af uddannede lærere, der er grønlandsksprogede, vil stige.

På lærebogsområdet er et omfattende arbejde med at omformulere et svensk lærebogssystem i matematik til brug i en grønlandsk sammenhæng netop blevet afsluttet. Også på de øvrige områder er der sket fremskridt i denne retning, selvom der stadig resterer et stort arbejde.

Lykkes det at gennemføre et afgørende kvalitetsløft i folkeskolen - og det vil i grønlandsk sammenhæng især betyde en opprioritering af de fundamentale læsefærdigheder og fremmedsprogsundervisningen - er det udvalgets opfattelse, at en række af de tidligere nævnte negative tendenser vil blive svækket og evt. helt forsvinde:
  • tendensen til en to-deling af befolkningen efter sprogfærdigheder vil blive svagere,
  • brobygningstiltagene til en række uddannelser - især til de faglige uddannelser - vil blive overflødige,
  • 12. klasse, kursusskolen, i folkeskolen vil kunne nedlægges,
  • tendensen til stigende alder på de studerende, med evt. tilhørende skoletræthed til følge, vil blive brudt.
Endelig finder udvalget det positivt, at et stadig større antal folkeskoleelever på nuværende tidspunkt vælger at supplere deres folkeskoleuddannelse med et efterskoleophold i Danmark. Et efterskoleophold kan både styrke eleven fagligt og socialt, samt give bedre sproglige forudsætninger, der som dokumenteret er helt afgørende for, at uddannelsesforløb efter folkeskolen gennemføres.

Det skal endeligt understreges, at det er vigtigt, at der både organisatorisk og pædagogisk sikres de nødvendige rammer og ressourcer til opfølgning på og implementering af de initiativer, der bliver taget. Nødvendigheden af at følge op gælder på alle niveauer i uddannelsessystemet, men er især vigtig på folkeskoleniveauet. For svigtes der her, er der måske ikke noget at følge op på i de næste led.

Anbefalinger i relation til de faglige grunduddannelser
Det er udvalgets opfattelse, at et afgørende kvalitetsløft i folkeskolen vil betyde, at mange af de særlige problemer de faglige grunduddannelser står over for med nødvendigheden af brobygningsforløb, stort frafald m.v. vil blive løst i forlængelse heraf. I forbindelse med det store frafald i de faglige uddannelser er det udvalgets opfattelse, at en styrket erhvervsvejledning vil kunne yde et vigtigt bidrag til at mindske frafaldet.

Udvalget anser i tilknytning hertil de igangværende reformtiltag med en centralisering af de faglige grunduddannelser omkring brancheskolerne for at være kvalitetsfremmende, ligesom udvalget ser positivt på de muligheder for løbende udvikling af de faglige grunduddannelser, som den nye landstingsforordning om erhvervsuddannelser og erhvervsuddannelseskurser lægger op til. I denne sammenhæng vil udvalget også anføre, at der bør gøres op med forestillingen om, at de fleste byer skal have en erhvervsskole. Hensynet til kvalitet og faglig spændvidde i uddannelsen bør tilgodeses frem for lokale ønsker om lokalisering af offentlige aktiviteter.

Som det fremgik af udvalgets foregående beretning, er der en stor mangel på faglærte inden for bygge- og anlægsbranchen. Udbuddet af faglærte kan bl.a. udvides ved at omlægge praktikpladstilskuddet, der i dag kun ydes i det første år af uddannelsen. Udstrækkes praktikpladstilskuddet til hele læreperioden, vil mestrene få et større incitament til at sikre færdiggørelsen af de igangsatte praktikpladsforløb. Dette vil medvirke til at mindske frafaldet og gøre det mere attraktivt at tage en faglige uddannelse.

Set mere overordnet vil gennemførelse af en række strukturreformer skabe grundlag for højere beskæftigelse og dermed også bidrage til flere praktikpladser (jf. kapitel 1). En del af en sådan samlet reformstrategi er også at fremme iværksætterkulturen. I den forbindelse har uddannelsessystemet også en central rolle at spille, da det kræver indsigt i en lang række forhold inden for fx administration, budget og regnskab at drive egen virksomhed. Da en del af de fremtidige iværksættere må formodes at have en baggrund inden for de faglige grunduddannelser, forekommer det særligt oplagt at styrke rådgivningen af nye iværksættere inden for rammerne af disse uddannelser. Dels for at give eleverne konkret viden, dels for at fremme elevernes lyst og inspiration til at blive selvstændig erhvervsdrivende.

Anbefalinger i relation til GU og htx
Udvalgets anbefalinger i relation til den G ymnasiale U ddannelse (GU) skal også ses i forlængelse af anbefalingerne rettet mod folkeskoleområdet. GU svarer i sit obligatoriske indhold til en dansk hf-eksamen, med flere muligheder for at vælge flere højniveaufag end der er i en dansk hf-uddannelse.

Niveauet i en hf-uddannelse - og dermed også som udgangspunkt i GU - er ikke på højde med en dansk studentereksamen. Sammenligner man studieresultater for studenter og hf'ere er det generelle mønster, at studenter klarer universitetsstudierne bedre end hf'erne, specielt på de naturvidenskabelige uddannelser samt i medicin og økonomi, bl.a. som konsekvens af at en hf-eksamen generelt har lavere fagniveauer end en studentereksamen (3). Selv om disse forhold ikke nødvendigvis gælder i en grønlandsk sammenhæng, hvor GU er den eneste lige uddannelsesvej til videregående uddannelser, bør GU også underkastes et kritisk indholdseftersyn. Det er f.eks. ikke umiddelbart forståeligt, at der på trods af den store lægemangel kun var to personer der startede på lægeuddannelsen i 1999, og ingen af disse var blandt de 121 dimittender fra GU årgang 1999. Dette bliver imidlertid forståeligt, hvis niveauet i forudsætningsfag som fysik og kemi er for lave i GU i forhold til kravene i lægeuddannelsen. Udvalget er opmærksom på, at der på GU-området arbejdes med at udvikle højniveaufag, så et givet fag kan tages dels på almindeligt niveau og dels på højt niveau. Udvalget vil anbefale, at disse initiativer målrettes på en sådan måde, at det bliver nærliggende for GU-elever at kunne tage de videregående uddannelser, som der er mangel på i Grønland. På længere sigt bør målsætningen være, at GU-elever skal kunne tage fag på samme niveau som højniveaufag i et dansk gymnasium.

Det følger også af ovenstående, at udvalget ser positivt på etableringen af en htx-uddannelse, der kan stimulere interessen for de tekniske fag blandt unge i Grønland.

Anbefalinger i relation til mellemuddannelser og videregående uddannelser
Efter udvalgets opfattelse vil Grønland i relation til langt de fleste mellemuddannelser og de videregående uddannelser altid stå over for et grundlæggende dilemma.

På den ene side vil der være et ønske om at tilbyde landets unge videreuddannelsesmuligheder i Grønland. På den anden side umuliggør alene befolkningens størrelse, at der kan skabes tilstrækkelig kvalitet og volumen i en række mellem- og videregående uddannelser til, at disse uddannelser med fordel vil kunne gennemføres i Grønland. Oversigten over de seneste optagelsestal i nedenstående tabel viser de smådriftsulemper, der nødvendigvis er forbundet med de fleste mellemuddannelser og de videregående uddannelser i Grønland.
Antal optagne på mellemuddannelser og videregående uddannelser
  Optagelsesår Antal optagne
Mellemuddannelser:
Socialpædagoguddannelsen i Ilulissat
Socialrådgiveruddannelsen i Nuuk
Sygeplejerskeuddannelsen i Nuuk
Journalistuddannelsen i Nuuk
Læreruddannelsen i Nuuk
Den decentrale læreruddannelse

Videregående uddannelser:
Administration
Grønlandsk sprog og litteratur
Kultur- og samfundshistorie
Teologi
 
1999
1999
1999
1998
1999
2000 (jan.)


1999
1999
1999
1999
 
18
15
9
7
30
44


15
1
5
0
Kilde: Tabel 2.3.12 og KIIP.
De økonomiske konsekvenser af disse smådriftsulemper bliver belyst i afsnit 2.3.7. Det bliver her anført, at udgifterne pr. færdiguddannet på mellemuddannelser er mellem 50 og 85 pct. højere i Grønland end i Danmark. F.s.v.a. de videregående uddannelser er de gennemsnitlige omkostninger pr. færdiguddannet omkring 3 gange så store i Grønland som i Danmark. Uddannelsernes kvalitet er en afgørende faktor for, at hjemmehørende med tiden kan overtage en større del af den tilkaldte arbejdskrafts opgaver. Udvalget har ikke kendskab til undersøgelser, der sammenligner uddannelsernes kvalitet på de mellemlange og videregående uddannelser i Grønland og i Danmark.

Ved prioritering mellem uddannelsesområder og mellem uddannelse og andre offentlige opgaver må ovennævnte forhold - selv om talgrundlaget er begrænset - i sig selv tilsige, at folkeskoleområdet og ungdomsuddannelserne prioriteres. Denne prioritering forstærkes af:
  • de høje omkostninger forbundet med de fleste mellemuddannelser og de videregående uddannelser i Grønland,
  • at der er behov for et klart kvalitetsløft på ikke mindst folkeskoleområdet i Grønland med hertil hørende udgiftskrav,
  • at enhedsomkostningerne i Grønland på folkeskoleområdet og på ungdomsuddannelsesområdet ikke er meget højere i Grønland end i Danmark, jf. figur 2.3.2,
  • at grønlandske studerende har fri adgang til danske uddannelser.
I lyset af ovenstående er det derfor også bekymrende, at det især er udgifterne til de videregående uddannelsesinstitutioner, der i de senere år er øget, jf. tabel 2.3.9 og figur 2.3.6.

Imidlertid er og kan økonomi ikke være eneafgørende. Bredere samfundsmæssige mål og værdier tilsiger, at institutioner som seminaret i Nuuk med de hertil hørende dybe historiske rødder og universitet i Nuuk har en selvstændig kulturbærende funktion. Selvom der anlægges en bredere samfundsorienteret synsvinkel på udbuddet af mellemuddannelser og videregående uddannelser i Grønland, er det af ressourcemæssige årsager essentielt at reducere smådriftsulemperne. Dette kan bl.a. ske ved:
  • at der primært satses på områder, hvor der kan opbygges en vis minimumsbestand af studerende. I universitetssammenhæng synes uddannelser i offentlig forvaltning og hertil beslægtede uddannelser at kunne være et sådant område. Såfremt der etableres en universitetspark i Nuuk, bør mulighederne for at reducere smådriftsulemperne indgå som væsentlige kriterier ved udvælgelsen af de institutioner og uddannelser, der skal integreres i Universitetsparken,
  • at der på områder, hvor der ikke kan opnås en sådan minimumsbestand af studerende alene satses på at udbyde supplerende kurser i grønlandske forhold.
Denne strategi kan også være relevant på mellemuddannelsesområdet. F.eks. kunne det overvejes, om et relativt omkostningstungt studie som journalistuddannelsen med fordel skal opretholdes. Dette udelukker ikke, at praktikperioden for grønlandske studerende finder sted i Grønland, ligesom det er naturligt at supplere med kurser om grønlandske forhold.

Det vil også være muligt på visse områder at gennemføre ph.d.-uddannelser på en sektorforskningsinstitution som f.eks. Naturinstituttet, hvor "mesterlæredelen" af ph.d.-uddannelsen kan tages.

Det ligger i ovenstående, at udvalget af såvel økonomiske som kvalitetsmæssige årsager anbefaler, at Grønland i lighed med Færøerne og Island indtil videre især baserer mellemuddannelser og videregående uddannelser på de muligheder, som udenlandske - og især danske - uddannelsesinstitutioner tilbyder.

Dette gør det relevant at diskutere, hvor hurtigt og hvor ofte højt uddannede vender tilbage til det grønlandske samfund. Dette afhænger ikke blot af de studerende, men også af de beskæftigelsesmuligheder, der måtte være.

Som det fremgår af den sammenlignelige undersøgelse af uddannelsesstøtten til grønlandske studerende og studerende fra de øvrige nordiske lande, jf. afsnit 2.3.4, giver det grønlandske samfund sine studerende de bedste økonomiske vilkår. Dette forhold kunne i sig selv tilsige, at en del af denne støtte skulle tilbagebetales til det grønlandske samfund, såfremt støttemodtageren ikke arbejdede et minimum af åremål i Grønland. Støttens højde kunne også tilsige, at der blev stillet krav om en rimelig studieeffektivitet som forudsætning for fortsat uddannelsesstøtte.

Voksenuddannelse
Udvalget konstaterer, at der blandt den yngre del af befolkningen er sket et vist uddannelsesløft, jf. afsnit 2.2.1 og tabel 2.2.2.

En vigtig forudsætning for, at det generelle uddannelsesniveau også på kortere sigt afgørende løftes, er imidlertid, at opkvalificering og uddannelse også prioriteres højt i forhold til den voksne del af befolkningen.

Udvalget skal derfor anbefale, at der fra politisk side parallelt med de mange reformtiltag i relation til de unges uddannelse formuleres og iværksættes sammenhængende voksenuddannelsestiltag især på de faglige uddannelser. Sådanne tiltag, der bl.a. bør ses i lyset af dels de særligt afsatte midler på finanslov 2000, dels den rammeaftale Hjemmestyret og Arbejdsministeriet har indgået om anvendelse af AMU-kurser, vil kunne anvendes aktivt som såvel et uddannelses- som arbejdsmarkedspolitisk redskab.

Endvidere kan etablering af voksenlærlingeuddannelser medvirke til en generel opkvalificering af befolkningen, ligesom det kan medvirke til at øge udbuddet af faglærte.

Øvrige anbefalinger
Som det er fremgået, er der mange initiativer, der skal realiseres sideordnet og efter et bestemt mønster. Der er således behov for en stærk samordning og opfølgning. En afgørende forudsætning for at have det fornødne politiske beslutningsgrundlag samt løbende kunne følge op på de igangsatte reformarbejder er, at der etableres et grundlag for en mere operationel uddannelsesstatistik, og kun grundlaget, idet det bør overlades til Grønlands Statistik at indsamle tallene efter det beskrevne grundlag. Det skal fremhæves, at det er forudsat, at kvalitetsindikatorer på alle skoleniveauer indgår i en operationel uddannelsesstatistik.
  1. denison, E. F. 1967. Why Growth Rates Differ, The Brookings Institution. Bénabou, R. 1996. Inequality and Growth. CEPR Discussion Paper No. 1450, London. Dowrick, S. og D.-T. Nguyen 1989 . OECD Comparative Economic Growth 1950-85: Catch-Up and Convergence. American Economic Review 1989: 79: 5: 1010-30.
  2. det svenske lærebogssystem i regning/matematik, som man hidtil har brugt, er dog erstattet af et grønlandsk produceret system. Et nyt system er endvidere ved at blive udviklet. Målet er, at matematikundervisningen herefter får det samme faglige niveau som i Danmark og andre nordiske lande.
  3. undervisningsministeriet, Arbejdsministeriet, Forskningsministeriet, Økonomiministeriet, Erhvervsministeriet, Statsministeriet og Finansministeriet 1998. Kvalitet i uddannelsessystemet, København.

Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi blev nedsat af statsministeren i august 1988. Udvalget har til opgave at følge den økonomiske udvikling i Grønland og afgive beretninger herom til statsministeren og Grønlands Hjemmestyre. Statens myndigheder skal holde det rådgivende udvalg underrettet om alle foranstaltninger af betydning for de økonomiske forhold i Grønland, og udvalgets udtalelse skal indhentes, inden der foretages væsentlige ændringer i de retningslinier, som ligger til grund for ydelse af statstilskud, samt ved andre statslige dispositioner, der har en væsentlig betydning for Grønlands økonomi.

Udvalget kan efter anmodning fra de grønlandske myndigheder rådgive om tilrettelæggelsen af den generelle økonomiske politik i Grønland og om væsentlige økonomiske spørgsmål i øvrigt.

Det forudsættes, at udvalget etablerer et nært samarbejde med de grønlandske myndigheder omkring fremskaffelse af det fornødne økonomiske og statistiske dokumentationsmateriale.

Udvalget består af en formand og 6 medlemmer, hvoraf Statsministeriet udpeger formanden og 3 medlemmer. De øvrige medlemmer udpeges af Finansministeriet, Danmarks Statistik og Grønlands Hjemmestyre. Udvalget har følgende sammensætning:
  • Formand:
    • Professor Christen Sørensen
  • Medlemmer:
    • Direktør Peter Beck
      Kontorchef Søren Brodersen
      Underdirektør Anders Møller Christensen
      Kontorchef Henrik Hjortdal
      Kontorchef Jens Pagter Kristensen
      Kontorchef Vøgg Løwe Nielsen
  • Sekretariat:
    • Specialkonsulent Henrik Thomasen, Statsministeriet
      Kontorchef Susanne Gruno, Undervisningsministeriet
      Fuldmægtig Søren Frandsen, Undervisningsministeriet
      Fuldmægtig John Vestergaard, Finansministeriet
      Afdelingsleder Karen Langner, Statsministeriet
  • UDVALGETS ADRESSE:
    • Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi
      Statsministeriet
      Prins Jørgens Gård 11
      1218 København K
      Telefon: 45 33 92 33 00
      Telefax: 45 33 11 16 65
      E-mailt: stm@stm.dk