Beretning om den økonomiske udvikling i Grønland 1999 - Kapitel 1: Strukturpolitiske problemstillinger

Set samlet over den seneste 10-års periode er økonomien således ikke vokset, og med de eksisterende økonomiske strukturer er der ikke udsigt til, at den økonomiske fremgang vil blive væsentlig mere positiv fremover.

Lørdag d. 19. februar 2000
Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands Økonomi
Emnekreds: Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Udfordringerne i de kommende år
Strukturpolitik - mange områder og muligheder
Erhvervspolitik
Den offentlige sektor og de hjemmestyreejede selskaber
Boligpolitikken er helt central

Udfordringerne i de kommende år
Produktionsfaldet i 1990-93 er blevet afløst af positive vækstrater hvert år siden 1994. Dette har ført til, at den økonomiske aktivitet ved udgangen af 1990’erne var nogenlunde lige så stor, som den var i 1989. Set samlet over den seneste 10-års periode er økonomien således ikke vokset, og med de eksisterende økonomiske strukturer er der ikke udsigt til, at den økonomiske fremgang vil blive væsentlig mere positiv fremover. Især den store afhængighed af rejefiskeriet kombineret med utilstrækkelig udvikling af kommercielt bæredygtige erhvervsaktiviteter på andre områder vækker bekymring. Selv hvis olie- og mineralefterforskningen resulterer i udvinding, vil det først kunne begynde at give økonomisk gevinst efter en årrække. I et lidt længere perspektiv er det endvidere nedslående, at en mindre andel af de unge i de senere år er begyndt på en uddannelse efter folkeskolen.

Hertil kommer, at samfundet står over for betydelige udfordringer som følge af den demografiske udvikling, hvor den andel af befolkningen, der er i den arbejdsdygtige alder, vil falde, mens andelen af især ældre borgere vil stige kraftigt. Inden for de kommende 10 år vil antallet af personer i aldersgruppen 25-59 år således falde godt 5 pct. Samtidig ventes der at komme godt 30 pct. flere personer over 60 år og 23 pct. flere unge mellem 17 og 24 år, mens antallet af børn under 16 år vil falde med 10 pct., jf. tabel 1.1.1.
Tabel 1.1.1 Den demografiske udvikling 1999-2009
Alder 1999 2009 Stigning, %
0 - 5 6.214 5.349 -13,9
6 - 16 10.814 10.012 -7,4
17 - 24 5.372 6.600 22,9
25 - 59 29.290 27.735 -5,3
60+ 4.397 5.763 31,1
i alt 56.087 55.459 -1,1
Kilde: Grønlands Statistik 1999. Statistisk Årbog 1999
Af de 17-24 årige er skønsmæssigt 40 pct. under uddannelse eller i praktik. Antages denne andel blot at være uændret, vil stigningen i antal studerende være 23 pct. frem til 2009. Lægges den øvrige del af aldersgruppen 17-24 årige til de 25-59 årige fås et udtryk for, hvor mange der er i den mest erhvervsaktive gruppe af befolkningen. Dette antal vil i 2009 være 2,5 pct. lavere end i dag.

Befolkningsudviklingen vil give sig udslag i et pres på en række offentlige udgiftsområder. Det gælder på pensionsområdet og indenfor sundhedsvæsenet, hvor driftsudgifterne allerede er vokset støt gennem flere år. Med et stigende antal ældre vil denne tendens fortsætte, medmindre der sker omprioriteringer og/eller effektiviseringer. Inden for uddannelsesområdet vil det kraftigt stigende antal 17-24 årige skubbe udgifterne opad, hvortil kommer, at uddannelsesfrekvensen og kvaliteten i uddannelserne bør øges, jf. kapitel 2. At der kommer færre børn under 17 år, især i aldersgruppen 0-6 år, giver besparelsesmuligheder, men disse kan næppe opveje øgede udgifter på de andre områder, idet det er afgørende for Grønlands fremtidige udvikling, at kvaliteten på folkeskoleområdet forbedres mærkbart.

Udover den demografiske udviklings pres på de offentlige budgetter, vil den forestående renovering af den eksisterende boligmasse og nødvendigt nybyggeri for at imødegå boligmangel øge presset på arbejdsmarkedet samt trække yderligere på de offentlige anlægs- og driftsbudgetter.

I forbindelse med vedtagelsen af finansloven for 1999 blev pensionsalderen hævet fra 60 til 63 år fra 2000. Dermed vil antallet af personer i den erhvervsaktive alder blive øget og antallet af pensionister reduceret, således at antallet i den erhvervsaktive alder (17-62 årige) vil være 2 pct. højere i 2009 end i dag. Hvis økonomien kommer til at fungere bedre, så der bliver skabt nye jobs, vil den højere pensionsalder lette, men ikke forhindre, presset på de offentlige finanser. At få befolkningen tidligere ud på arbejdsmarkedet vil også mindske forsørgerbyrden, jf. kapitel 2, og dermed presset på de offentlige budgetter. En mere restriktiv praksis for tildeling af førtidspension vil formentlig ligeledes kunne bidrage til højere arbejdsudbud (jf. boks 1.1.1). Specielt i en situation med faldende arbejdsløshed og flaskehalse på arbejdsmarkedet bør hjemmestyret og kommunerne i højere grad satse på beskæftigelse og revalidering i stedet for passiv forsørgelse. Det bør i den forbindelse overvejes, om kommunerne fremover skal bære en større del af omkostningerne ved førtidspension.
Boks 1.1.1 Førtidspension
Førtidspension kan tilkendes personer, hvis erhvervsevne er varigt nedsat af fysiske, psykiske og/eller sociale årsager. Pensionen administreres og udbetales af bopælskommunen, mens hjemmestyret refunderer 90 pct. af udgiften. De resterende 10 pct. betales af kommunerne, hvilket skulle svare til disses merindtægt i forbindelse med indkomstbeskatningen af pensionerne. Pensionen aftrappes med stigende indkomst og bortfalder ved en biindkomst på 265.000 kr.

I de seneste år er udgifterne til førtidspension steget ganske kraftigt (jf. nedenstående), og ses perioden 1996-1999 under ét regnes med en stigning på 19 pct.
Udgifter til førtidspension
År R1996 R1997 R1998 FL1999
Mio. kr. 132,5 138,0 148,9 158,1
Kilde: Diverse finanslove.
Én af forklaringerne på de stærkt stigende udgifter er, at højeste grundbeløb blev sat op med 7 pct. 1. september 1998. Væksten i økonomien i de sidste par år må forventes at have øget pensionisternes biindkomster, hvilket skulle trække i retning af lavere udgifter. Forudsættes alle pensionsudbetalinger imidlertid at være steget 7 pct., er den underliggende stigning i antal førtidspensionister i hele perioden 1996 til 1999 på 12 pct.

Det stigende antal førtidspensionister de seneste år vækker bekymring. For det første såfremt udviklingen måtte være udtryk for en forværret sundhedstilstand i befolkningen. For det andet såfremt udviklingen hænger sammen med lempelig administration af tildelingskriterierne i kommunerne, hvilket i givet fald må ses i sammenhæng med finansieringen af førtidspensionen. Da hjemmestyret betaler 90 pct. af udgifterne, er kommunernes økonomiske incitament til at iværksætte revalideringsplaner meget begrænset, da kommunerne selv skal afholde udgifterne til disse. For at fremme kommunernes interesse i at få gjort flere aktive på arbejdsmarkedet, bør det derfor overvejes at lade kommunerne finansiere en større del af udgifterne til førtidspensionerne.

I forbindelse med forhøjelsen af pensionsalderen regnes med yderligere stigninger i antal førtidpensionister, da en del af de 60-62 årige formodes at blive tilkendt førtidspension efter gældende praksis. Ifølge finansloven for 2000 ventes antallet af førtidspensionister at stige fra 2.088 i 1999 til 2.876 i 2003, svarende til en stigning på ikke mindre end 38 pct. Dermed vil førtidspensionister komme til at udgøre omkring en tiendedel af befolkningen i alderen 25-62 år mod 7 pct. af befolkningen i alderen 25-59 år i 1999.
Selvom befolkningsprognoser er usikre og hviler på en række antagelser om til- og fraflytninger (som kan have betydeligt omfang), fødsler og dødelighed, forekommer det temmelig sikkert, at andelen af ældre vil stige frem til 2009 og yderligere i årene derefter. Dette vil ske i takt med, at de nuværende store årgange af 30-49 årige når pensionsalderen. Der vil derfor inden længe blive behov for mere grundlæggende overvejelser om indretningen af det fremtidige pensionssystem, herunder fordelingen mellem den offentlige og den privat finansierede del af pensionen.

Det er i den forbindelse meget positivt, at de første skridt mod højere pensionsopsparing er taget. I november 1999 blev den første grønlandske pensionskasse, SISA, godkendt af Finanstilsynet (4). SISA dækker SIK’s overenskomstområde og har 11.000 medlemmer. 1. december 1999 beløb pensionsmidlerne sig til 115 mio. kr. og ventes ifølge budgetterne at stige til 700 mio. kr. i 2008. Desuden påregnes det, at der i 2000 etableres et pensionsselskab, som skal varetage pensionsordninger for fem mindre faglige organisationer og for visse månedslønnede funktionærer i grønlandske virksomheder. Det er ligeledes positivt, at pensionsbidragssatserne for en række lønmodtagergrupper gradvis bliver forhøjet ved overenskomstfornyelserne. Eksempelvis er pensionsbidragssatsen for ansatte efter overenskomsten mellem SIK og de offentlige arbejdsgivere ved overenskomstfornyelsen i 1999 blevet forhøjet fra 2,6 til 3,6 pct.

Strukturpolitik - mange områder og muligheder
Implementering af strukturreformer på mange forskellige områder vil kunne skabe et bredere erhvervsgrundlag og vækst i økonomien. Dels vil det give et fundament for ny og/eller forøget aktivitet i en række sektorer. Dels vil det gøre økonomien mindre afhængig af rejefiskeriet og dermed mindre sårbar.

De nødvendige reformer omfatter en lang række områder som fx:
  • erhvervspolitik,
  • den offentlige sektor og de hjemmestyreejede selskaber,
  • boligpolitik,
  • og uddannelsesområdet.
Bortset fra uddannelsesområdet, der er analyseret og beskrevet i kapitel 2 og i sammenfatningen, gennemgås forskellige reformmuligheder på de øvrige områder i de efterfølgende afsnit. Nogle initiativer er allerede taget og andre overvejes, men da reformerne hænger sammen og virker gensidigt forstærkende, er det ikke tilstrækkeligt kun at gennemføre dem på udvalgte områder. De bør gennemføres over en bred front for at skabe de bedst mulige forudsætninger for en positiv økonomisk udvikling, jf. også OECD, 1999 (5).

Landsstyret har peget på, at en af vejene til en stærkere grønlandsk økonomi vil være en reform af ensprissystemet i retning af mere kostægte priser samt omlægning og reduktioner af erhvervstilskuddene (6). Udvalget er enig i, at sådanne reformer vil være skridt i den rigtige retning, da de vil kunne bidrage til vækst via en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne og samtidig bidrage til forbedring af hjemmestyrets finanser.

Erhvervspolitik
Hovedsageligt for at bevare arbejdspladser har det længe været en del af erhvervspolitikken at yde det grønlandske erhvervsliv betydelige tilskud. Betragtningen har været, at man derved kompenserer for en række forhold, der bidrager til et højt omkostningsniveau (betinget af fx geografiske og klimatiske forhold). Desuden er tilskuddene blevet anvendt som betaling for, at man fra politisk hold har haft ønsker til bestemte produktionsmetoder, ejerformer, geografisk placering af aktiviteterne mv. Tilskud er blevet en integreret del af virksomhedskulturen, som især de etablerede virksomheder drager fordel af. Dette forhold kan udgøre en særlig hindring ved opstart af nye virksomheder, som ikke på forhånd kan være sikre på at få del i de offentlige midler.

I en lille og geografisk spredt økonomi som den grønlandske er eksistensen af lokale monopoler uundgåelig og er desuden blevet accepteret, da monopolerne typisk er ejet af hjemmestyret, hvorved eventuelle monopolgevinster skulle komme samfundet som helhed til gode. Et af resultaterne heraf har været, at der er relativt få små og mellemstore virksomheder uden for fangst- og fiskerierhvervet, mens Grønland er velforsynet med store - offentligt ejede - selskaber. Det kan være med til at mindske konkurrencen i økonomien og presse omkostningsniveauet opad, medmindre hjemmestyret stiller klare krav til en tilfredsstillende effektivitet.

Ved at fremme konkurrencen inden for alle erhverv vil samfundets ressourcer kunne blive udnyttet bedre, og grundlaget for højere velstand vil dermed være skabt. Desuden vil det forbedre mulighederne for eksport af såvel eksisterende som nye produkter og øge potentialet for skabelse af nye virksomheder. Afhængigheden af (reje-)fiskeriet kunne blive mindre og økonomien mere robust over for fx ændringer i rejepriser og -bestand.

Større åbenhed over for udlandet er en simpel og effektiv måde til at øge effektivitetskravene til grønlandsk produktion. Dermed vil det grønlandske prisniveau i højere grad blive påvirket af verdensmarkedspriserne, hvilket vil reducere problemerne med de uundgåelige lokale monopoler, da det bliver nødvendigt for erhvervslivet at tilpasse omkostningerne i lyset af det udenlandske prisniveau.

Omfanget af erhvervssubsidier og infrastrukturtilskud
Af forslaget til finanslov for 2000 fremgår, at de 15 største tilskudsordninger repræsenterer tilskud på i alt ca. 535 mio. kr. (tabel 1.3.1), hvortil kommer yderligere en række mindre støtteordninger, således at den samlede udgift er i størrelsesordenen 600 mio. kr.
Tabel 1.3.1
Erhvervs- og infrastrukturtilskud
- Top 15 (mio. kr.)
  FFL 2000
Grønlands lufthavnsvæsen 68,4
Skibspassagertrafik (SK) 65,0
Driftsaftaler, NUKA A/S (SK) 58,2
Ekstraordinær beskæftigelsesindsats (SK) 53,0
Intern beflyvning 51,0
Intern godstransport (SK) 43,0
Indhandlingstilskud, sælskind 37,4
Vareforsyning (SK) 31,0
Etablering af el og vand, bygder 27,8
Nukissiorfiit 27,4
ESU - samlet 26,9
Turisme (SK) 20,0
Arbejdsløshedsbekæmpelse 13,1
Selektiv fragtstøtte 9,2
Greenland Resources A/S (SK) 4,3
I alt til Top 15 535,7
Anm.: SK angiver, at udgiften kan henføres til
en servicekontrakt.
Af de 600 mio. kr. er der afsat knap 300 mio. kr.
til opfyldelse af servicekontrakter.
Kilde: Forslag til Landstingsfinanslov for 2000.
Udover at tilskuddene ydes som led i bevarelse af arbejdspladser, fungerer de også som betaling for en række ydelser, som hjemmestyret "køber" af virksomhederne. Servicekontrakter vinder stadig større indpas, hvorved det er blevet klarere, hvilke ydelser det fra politisk side ønskes, at virksomhederne skal levere, og hvad der bliver betalt for det. I mange tilfælde er der dog stadig ikke en tilstrækkelig klar sammenhæng mellem tilskuddets størrelse, og de ydelser virksomhederne leverer til det offentlige, hvorved det er vanskeligt præcist at fastlægge omfanget af tilskudselementet. I det omfang hjemmestyret (helt legitimt) ønsker, at virksomhederne leverer bestemte ydelser, bør det indgå i servicekontrakter med præcise aftaler, der sendes i offentlig licitation. Virksomheder i såvel Grønland som i omverdenen bør som udgangspunkt have mulighed for at deltage i disse licitationer. Dermed øges mulighederne for, at ydelserne leveres til konkurrencedygtige priser.

Udover de direkte subsidier sker der en såkaldt krydsprissubsidiering indenfor ensprissystemet. Det består i, at nogle virksomheder er forpligtigede til at levere ydelser i både givtige områder og i ikke givtige områder - ofte til samme priser. Krydsprissubsidierne inden for fragt, beflyvning, olie, el og vand beløber sig til knap 200 mio. kr. årligt, men de er ikke en direkte udgift for landskassen. Hertil kommer de direkte bevillinger til ensprissystemet, jf. afsnit 1.3.5 om ensprissystemet.

Som led i Finansloven for 2000 blev industritaksten på vand forhøjet fra 2,86 til 5,72 kr/m3. Fiskeindustrien betaler dog fortsat væsentligt lavere takster for el og vand end andre, hvilket fortsat giver industrien en besparelse på ca. 70 mio. kr. om året. I forbindelse med en ensprisreform er det vigtigt, at såvel husholdninger som hele erhvervslivet kommer til at stå over for kostægte priser. Desuden betaler fiskeriet ikke Arbejdsgivernes Erhvervsuddannelsebidrag (AEB), hvilket giver en omkostningslettelse på omkring 10 mio. kr. årligt i forhold til andre erhverv.

Hjemmestyret yder lånegarantier til en række virksomheder, som derved kan optage lån på fordelagtige vilkår og således spare på rentebetalingerne. De samlede lånegarantier udgør ca. 940 mio. kr. Hjemmestyret påtager sig dermed en betydelig risiko, da en del af garantierne må ventes at blive aktiveret på et tidspunkt og dermed blive en udgift for landskassen. Garantierne udgør under alle omstændigheder et subsidieelement, hvis værdi dog ikke præcist kan opgøres.

I den udstrækning der herudover er en forventning på de finansielle markeder om, at hjemmestyret i kritiske situationer vil hjælpe de største virksomheder, har disse virksomheder en yderligere fordel på finansieringssiden. Dette skal også ses i lyset af den betydelige gæld, virksomhederne har opbygget de seneste år. Mange af de hjemmestyreejede virksomheder er omdannet til aktieselskaber, men de er endnu kun i begrænset omfang begyndt at udbetale udbytte til ejeren (hjemmestyret). Ud fra en markedsmæssig betragtning skulle man vente en forrentning af egenkapitalen, som skulle være mindst lige så høj som forrentningen af fremmedkapitalen, når den større risiko tages i betragtning.

/////Hvorfor subsidier er problematiske
Der er en række, delvist overlappende, problemer ved at yde subsidier til udvalgte virksomheder og brancher, dvs. ved at føre selektiv erhvervspolitik, jf. boks 1.3.1.
Boks 1.3.1 Selektiv erhvervspolitik
Hjemmestyret har en del gange været med til at sætte større virksomhedsprojekter i gang, flere gange uden økonomisk succes. En reel risiko ved disse projekter er, at den tilsyneladende gode idé ikke viser sig at være så økonomisk bæredygtig som først antaget. Erfaringerne fra såvel Grønland som andre steder er, at erhvervspolitikken skal indrettes på at skabe gode rammebetingelser for erhvervslivet. Fra politisk side skal man generelt være forsigtig med at føre selektiv erhvervspolitik ved at støtte enkelte projekter, da:
  • hjemmestyret næppe har tilstrækkelig viden om branchens/virksomhedens specifikke problemer,
  • tilskuddene skal finansieres og lægger beslag på offentlige midler, som kunne bruges alternativt,
  • tilskuddene som hovedregel går til etablerede virksomheder, fx i tilfælde af økonomiske vanskeligheder, hvorved det bliver vanskeligere at konkurrere for nye virksomheder,
  • ressourcerne fastholdes i de subsidierede sektorer og projekter, i stedet for at de bliver anvendt i de sektorer, hvor arbejdskraften kunne gøre større nytte,
  • det svækker konkurrencen, da de eksisterende virksomheder kan klare sig uden at produktudvikle og effektivisere. Desuden har andre aktører på markedet ikke landskassen som økonomisk sikkerhedsnet.
Puisi A/S (produktion af sælpølser og sælolie med henblik på eksport til Kina) er det seneste eksempel på et stort anlagt offentligt finansieret projekt. Foreløbig har landskassen involveret sig med 10 mio. kr. i aktieindskud og garantier for 12 mio. kr. Hertil kommer, at SULISA A/S, som hjemmestyret er medejer af, har givet en sikkerhedsstillelse på 18 mio. kr.

Det er dermed ikke sagt, at projektet, der trådte i betalingsstandsning i januar 2000, ikke kan blive bæredygtigt, men hjemmestyret har påtaget sig udgifter og risici uden sikkerhed for, at projektet kan løbe rundt.
Det vil altid være politisk vanskeligt at fjerne erhvervstilskud, som af de berørte virksomheder bliver opfattet som velerhvervede rettigheder. Især i krisetider, hvor virksomhederne i forvejen er økonomisk trængte, er det vanskeligt at reducere subsidierne. Som det fremgår af kapitel 4, er der vækst i økonomien for øjeblikket, og tidspunktet er således velegnet til afvikling af nogle af tilskuddene. Især hvis man samtidig mere generelt påbegynder en større markedsorientering af Grønlands økonomi.

Konkurrencenævn og -lovgivning
På grund af naturlige monopoler og mange små markeder er det vanskeligt at få konkurrencen til at fungere effektivt i Grønland. Netop derfor er det særligt vigtigt at fremme konkurrencen mest muligt gennem så gode markedsøkonomiske betingelser som muligt samt at have egnede administrative og lovgivningsmæssige forhold.

Den grønlandske konkurrencelov, som administreres af Konkurrencenævnet, trådte i kraft den 1. januar 1993. Konkurrencenævnet har kun sjældent holdt møder og har ikke været særligt aktivt. Det ser nu ud til, at der er intentioner og vilje til at få det til at fungere bedre end hidtil, og nævnet har i forbindelse med vedtagelsen af finansloven for 2000 fået tilført yderligere midler. Desuden bliver det for øjeblikket drøftet, hvorledes Konkurrencestyrelsen i Danmark kan yde sekretariatsbistand for det grønlandske Konkurrencenævn. Udvalget har således begrundet forhåbning om, at nævnet fremover vil tage initiativer og i det hele taget spille en større rolle.

I sommeren 1999 blev der udarbejdet en rapport om Grønlands konkurrencelov(7). I denne understreges vigtigheden af, at Konkurrencenævnet er uafhængigt, og at det kommer til at fungere med henblik på en mere effektiv håndhævelse af konkurrenceloven (8). Således skal nævnet leve op til sin tilsynspligt og foretage indgreb over for forskellige former for konkurrencebegrænsning. Der er fx bestemmelser i loven om forbud mod misbrug af dominerende stilling, og om at aftaler, hvor der udøves eller vil kunne udøves dominerende indflydelse, skal anmeldes til Konkurrencenævnet. Disse bestemmelser bliver imidlertid ikke efterlevet i praksis.

I det omfang Konkurrencenævnet kommer til at fungere, og Grønland bliver mere internationalt orienteret, vil der også opstå behov for en gennemgang af selve konkurrencelovgivningen med henblik på at skabe mere tidssvarende regler, der er tilpasset udviklingen på såvel det grønlandske marked som internationalt. I forbindelse med en revision af konkurrenceloven bør det sikres, at privat og offentlig erhvervsvirksomhed ligestilles ved anvendelse af loven. Endvidere vil det være værd at overveje nærmere, om der kan være fordele ved i højere grad at overgå fra kontrolprincippet til forbudsprincippet (9).

Udover selve konkurrenceloven og administrationen af denne er det relevant med en gennemgang af den øvrige erhvervslovgivning med henblik på at fremme konkurrenceelementet. Konkret kunne dette fx føre til ophævelse af det generelle krav om næringsbrev, før en virksomhed kan etableres. Selvom der kan gives dispensation fra loven, virker det restriktivt med fx 2 års bopælskrav og krav om dansk indfødsret. Hvis danske eller udenlandske selskaber ønsker at etablere sig i Grønland, bør de tilskyndes til det for at skabe størst mulig økonomisk aktivitet i landet i stedet for at stilles over for administrative barrierer.

Tilsvarende kunne der også ske tilpasning af arbejdsmarkedslovgivningen. Personer født i Grønland eller med særlige relationer til Grønland har fortrinsret, når en ledig stilling skal besættes. Arbejdsgiveren må således kun ansætte udefra kommende arbejdskraft efter at have indhentet en særlig tilladelse, som kun gives, hvis der ikke står grønlandsk fødte eller personer med særlige relationer til Grønland med de nødvendige kvalifikationer til rådighed. Imidlertid er der ofte ikke uddannede grønlændere til rådighed, og loven bliver i mange tilfælde administreret lempeligt, hvorfor de praktiske konsekvenser af loven næppe er særligt store. Det kunne derfor overvejes at ligestille grønlænderes og andres adgang til arbejdsmarkedet. Et sådan initiativ vil kunne signalere åbenhed og dermed gøre det lettere at ansætte folk udefra, da det fortsat vil være nødvendigt fremover at tilkalde specialister. Desuden vil det kunne reducere administrationen samt modvirke lokale monopoltendenser og flaskehalse på arbejdsmarkedet.

Privatisering af udvalgte hjemmestyreejede selskaber
For også at fremme konkurrencen inden for erhverv, der i dag domineres af hjemmestyreejede virksomheder, er det givetvis nødvendigt, men ikke tilstrækkeligt, med en hel eller delvis privatisering af nogle af de dominerende selskaber. Det rejser særlige problemer at privatisere monopoler (fx offentlige forsyningsvirksomheder), og kræver i givet fald, at der samtidig sikres konkurrence og/eller håndhævelse af konkurrencelovgivningen.

Inden en privatisering gennemføres må en række strategiske overvejelser gøres for så vidt angår måden, omfanget og timingen af privatiseringen:
  • Måden. Der skal vælges i intervallet mellem en spredt ejerkreds og en strategisk partner. Sælges aktierne fx over Fondsbørsen må det formodes, at de vil blive købt af en bred gruppe af investorer, hvor den enkelte investor kun køber en lille andel af aktierne. Dermed opnås en spredt aktionærkreds, der næppe vil engagere sig særligt stærkt i driften af selskabet, men kræve at det bliver drevet ud fra forretningsmæssige kriterier med henblik på at opnå størst muligt afkast. Aktierne kan i stedet sælges til en strategisk samarbejdspartner med indgående kendskab til den pågældende branche. Dette indebærer en stærkere indflydelse udefra med deraf følgende fordele som fx ledelseserfaring, branchekendskab og afsætningskanaler.
  • Omfanget. Det kan formentlig være lettere at opnå almen accept af en privatisering, hvis kun en del af aktierne sælges i første omgang, idet man dermed bevarer en vis indflydelse. Den resterende aktieandel kan fx sælges i takt med at privatiseringen har givet de ønskede resultater. Ulemper er, at prisen normalt vil blive lavere.
  • Timingen. Privatisering kan ske, når det vurderes, at man kan få en god pris for aktierne. Dette taler for at gøre det i en situation, hvor virksomheden viser vækst og solide overskud. Privatisering kan også foretages med henblik på restrukturering af en virksomhed, der er inde i en uhensigtsmæssig udvikling. Kombineret med salg til en strategisk samarbejdspartner kan en sådan strategi give betydelige fordele.
De hjemmestyreejede selskaber behøver således hverken at blive privatiseret på samme betingelser eller på samme måde. Det afgørende er at komme i gang med processen, så samfundet kan høste fordelene i form af øget effektivitet og dynamik.

Inden for de seneste år er der sket en bevægelse i retning af større markedsorientering af de hjemmestyreejede selskaber. Således er de kommercielle og ikke-kommercielle aktiviteter blevet adskilt i Royal Greenland og i KNI, hvorved grundlaget for en privatisering af de kommercielle dele af disse selskaber i givet fald er blevet forbedret.

1.3.4 Udlicitering af anlægsopgaver
Konkurrencen kan i det hele taget skærpes gennem offentligt udbud. Det sker typisk inden for byggeriet, hvor opgaverne sendes i licitation til lokale entreprenører og håndværksmestre. Imidlertid er byggeomkostningerne betydeligt højere i Grønland end i Danmark, hvilket ofte tilskrives de klimatiske forhold, transportomkostninger mm. Men forholdet kan derudover afspejle, at konkurrencen på det lokale marked er utilstrækkelig. Med udsigt til betydeligt nybyggeri og omfattende renoveringsopgaver i de kommende år samt en bygge- og anlægssektor, der i forvejen opererer tæt på kapacitetsgrænsen, er involvering af udenlandske entreprenører givetvis nødvendig. Især renoveringsopgaver kan kræve specialistviden/-færdigheder, som kun i begrænset omfang findes lokalt.

Tilkaldelse af udenlandske entreprenører vil således kunne modvirke, at sektoren bliver overophedet, hvilket hurtigt ville kunne smitte af på resten af økonomien. En sådan udvikling med øget løn- og omkostningspres vil svække konkurrenceevnen for alle virksomheder og dermed gøre det endnu vanskeligere at udvikle et konkurrencedygtigt erhvervsliv.

Samtidig med, at udenlandske virksomheder deltager i de store byggeopgaver, er der rige muligheder for grønlandske virksomheder for at indgå i projekterne, og der er udsigt til overordentligt gode beskæftigelsesmuligheder af grønlandsk arbejdskraft i takt med, at den bliver uddannet. Blandt andet vil det være forbundet med lavere omkostninger for virksomhederne at ansætte grønlandsk arbejdskraft, da der ikke vil skulle afholdes bolig- og rejseudgifter til disse. Desuden kan krav om anvendelse af lokal arbejdskraft fx inddrages i licitationsbetingelserne.

1.3.5 Ensprissystemet
Prisfastsættelsen på en række infrastrukturydelser samt visse forbrugsvarer er omfattet af ensprissystemet. Som følge heraf er eksempelvis priserne på vand og elektricitet de samme i alle byer og bygder på trods af, at der lokalt er væsentlige forskelle i produktionsomkostningerne.

Hovedbegrundelserne for ensprissystemet er et fordelingspolitisk hensyn, der sigter mod en ensartet levestandard i byerne og bygderne, som samtidig skal medvirke til bevarelse af et samfund med et decentralt bosætningsmønster.

Set ud fra den betragtning må systemet karakteriseres som en succes. Selvom der finder en vis urbanisering sted i Grønland, bor en stor del af befolkningen stadig i bygderne. Således har befolkningstallet i bygderne siden 1980 ligget stabilt på omkring 10.000 personer. I forhold til den samlede befolkning er befolkningen i bygderne dog faldende, og må formodes at falde yderligere i takt med, at boligsituationen og beskæftigelsesmulighederne bliver bedre i de større byer.

Trods de fordelingspolitiske egenskaber er der i de senere år kommet mere og mere fokus på systemets ulemper. Landsstyret har anslået krydssubsidieringen i systemet til 200 mio. kr. årligt. Det har været fremhævet, at krydssubsidieringen bevirker, at den enkelte forbruger og producent ikke tager højde for de reelle økonomiske omkostninger ved forbrug af produkter, som er omfattet af ensprissystemet. Eksempelvis tages der ved placering af energiforbrugende aktiviteter ikke hensyn til, hvor elektriciteten produceres billigst, ligesom der ikke er særlig motivation til at spare på vand, hvor der er dyr vandforsyning. Ensprissystemet modvirker således en effektiv og dynamisk anvendelse af ressourcerne med store samfundsøkonomiske omkostninger til følge.

Udover krydssubsidieringen finansieres ensprissystemet også gennem direkte bevillinger på hjemmestyrets finanslov. Således udgjorde landskassens driftstilskud til systemet mere end 300 mio. kr. i 1999. Heraf udgjorde tilskuddet til flytrafikken 125 mio. kr., skibspassagertrafik 74 mio. kr., intern godstrafik 37 mio. kr., vareforsyning 45 mio. kr. og Grønlands energiforsyning Nukissiorfiit 32 mio. kr.

Landsstyret fremlagde i oktober en redegørelse om ensfragtsystemet, som er den del af ens-prissystemet, der regulerer priserne på godstrafikken. Systemet opererer med tre typer af fragter. Den første er søgods, der fragtes til Grønland fra andre lande, den anden er søgods, der fragtes fra Grønland til andre lande (begge opgaver varetages af Royal Arctic Lines A/S), og den tredje er søgods, som fragtes internt i Grønland (varetages af Royal Arctic Bygdeservice A/S). Fragtraterne er indrettet således, at fragt fra Grønland til udland og fragt internt i Grønland er fastsat til henholdsvis 40 pct. og 45 pct. af fragtraten fra udland til Grønland.

Godsfragten er pålagt en såkaldt ensfragtafgift, der beregnes som en procentdel af prisen på fragten - kaldet fragtraten. Provenuet af ensfragtafgiften tilfalder hjemmestyret. I 1999 udgjorde ensfragtafgiften 18,13 pct., og det samlede provenu ventes at udgøre 75 mio. kr.

Redegørelsen viser, at ensprissystemet medfører en krydssubsidiering inden for godstransporten i 1998 på 45 mio. kr., og at det primært er godstransporten til Grønland som subsidierer fragten fra Grønland. Der indgår i redegørelsen forslag til ændring af bl.a. ensfragtafgiften og prisstrukturen i retning mod mere omkostningsægte priser på godstrafikken. Det understreges dog, at en reform af fragtsystemet skal ses i sammenhæng med en generel reform af hele ensprissystemet.

Landsstyret har i forbindelse med fremlæggelsen af ensfragtredegørelsen fremhævet vigtigheden af, at betalingen for transport nedbringes, og at der gennemføres en reform af ensprissystemet med henblik på skabelsen af en mere kostægte prisstruktur.

I forlængelse heraf har Landstinget i forbindelse med finansloven for 2000 vedtaget en nedsættelse af fragtafgiften med 2,44 procentpoint til 15,69 pct. Nedsættelsen indebærer et provenutab for landskassen på 10 mio. kr. i 2000.

Nedsættelsen af ensfragtafgiften vil medføre fald i priserne på fragten af gods, men ændrer ikke ved det forhold, at der fortsat ikke er sammenhæng mellem omkostningerne forbundet med godsfragten og den opkrævede pris.

En reform af ensprissystemet i retning mod mere omkostningsægte priser vil have stor fordelingsmæssig betydning for befolkningen og formentlig påvirke det fremtidige bosætningsmønster kraftigt, hvis ikke en sådan reform følges op af andre støtteordninger til randområderne. Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at det er muligt at erstatte ensprissystemet med et system, som både tilgodeser landsstyrets sociale og fordelingsmæssige målsætninger, og samtidig medvirker til en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne. En mulighed kunne således være at fjerne støtten fra forbruget og i stedet yde støtte eksempelvis ved direkte tilskud til indbyggerne.

Trafikområdet
Det grønlandske klima, en kyststrækning på 5.000 km. samt en forholdsvis lille befolkning fordelt på 18 byer og omkring 60 bygder stiller store krav til indretningen af den trafikale infrastruktur. Dels indebærer de store afstande og den til tider vanskelige fremkommelighed, at der er store omkostninger forbundet med transport i Grønland, og dels indebærer det lille befolknings- og dermed lave passagergrundlag, at det er vanskeligt at opnå stordriftsfordele i transportsektoren.

Disse forhold, sammen med en generel trafikpolitisk målsætning om, at befolkningen skal sikres gode transportmuligheder, uanset hvor de bor, er den afgørende begrundelse for, at godstrafikken og den interne passagertrafik i stort omfang er reguleret og i væsentlig grad også finansieret af hjemmestyret.

Trafikområdet er ligesom en lang række andre infrastrukturområder i Grønland omfattet af ensprissystemet. Grundlaget for prisfastsættelsen inden for lufttransport er, at kilometerprisen per passager er den samme inden for henholdsvis transport med fastvingede fly og transport med helikoptere. Rentabiliteten med hensyn til passagergrundlaget indgår således ikke som en parameter ved prisfastsættelsen. Som en konsekvens af systemet finder der en væsentlig grad af krydssubsidiering sted fra de overskudsgivende ruter (Kangerlussuaq-Nuuk-Illulisat) til de underskudsgivende.

For at sikre et for befolkningen rimeligt prisniveau yder hjemmestyret direkte tilskud til driften af beflyvningen og besejlingen samt afholder anlægsudgifter i forbindelse med eksempelvis anlæggelse af nye landingsbaner. I 1999 ydede hjemmestyret således 125 mio. kr. i driftstilskud til flysystemet og 111 mio.kr. til den interne besejling.

Med henblik på at overgå til et overordnet enstrenget trafiksystem besluttede Landstinget i 1995 at påbegynde anlægget af en række nye landingsbaner til fastvingede fly. I forlængelse heraf er i 1998 og 1999 åbnet 4 nye landingsbaner i henholdsvis Sisimiut, Aasiaat, Maniitsoq og Uummannaq. Der er endvidere igangsat anlæg af landingsbaner i Upernavik, Qaanaaq og Paamiut. Disse ventes færdiggjort i henholdsvis oktober 2000, 2001 og 2004. Landstinget har herudover på finansloven for 2000 afsat 2 mio. kr. til dækning af udgifter til en undersøgelse af de samfundsøkonomiske konsekvenser ved yderligere landingsbanebyggerier.

Etableringen af de nye landingsbaner vil forbedre kvaliteten i lufttransporten både med hensyn til regularitet og antallet af afgange. En sådan udvikling vil føre til vækst i sektoren, men vil også styrke lufttrafikkens position i forhold til skibstrafikken. En hensigtsmæssig udnyttelse af landingsbaneinvesteringerne vil imidlertid efter udvalgets opfattelse kræve, at driftssubsidierne på transportområdet nedbringes, samt at flytrafikken og skibstrafikken koordineres.

Givet den trafikpolitiske målsætning om gode transportmuligheder for borgerne også i tyndtbefolkede dele af landet må omfattende offentlig subsidiering af den grønlandske transportsektor betegnes som uundgåelig. Den i systemet indbyggede krydssubsidiering bevirker imidlertid, at de faktiske udgifter forbundet med den offentlige regulering og tilskudsgivning er uigennemskuelige, og at operatørerne kun har begrænset incitament til at omkostningsminimere produktionen.

Udvalget anbefaler derfor, at der politisk foretages en revurdering af den offentlig støtte til transportsektoren, og at landsstyret i overensstemmelse hermed indgår servicekontrakter med operatørerne om direkte støtte til nærmere definerede opgaver - efter at opgaverne har været i licitation. Derved vil den politiske beslutningsproces blive mere gennemskuelig samtidig med, at ressourcespild begrænses gennem operatørens øgede incitament til at løse opgaven så effektivt som muligt.

Fremme af iværksætterkulturen
Økonomien i Grønland er domineret af den offentlige sektor. Beskæftigelsen i den offentlige sektor og i de hjemmestyreejede selskaber udgør næsten tre fjerdedele af den samlede beskæftigelse. Den tilsvarende andel for Danmark er lidt over en tredjedel. Det betyder, at beskæftigelsen i private virksomheder kun er godt en fjerdedel af den samlede beskæftigelse, hvoraf en betydelig del er inden for fangst- og fiskerierhvervet. Der er således meget få små og mellemstore virksomheder uden for dette erhverv.

For at opnå divercificering af økonomien er det vigtigt, at der bliver udviklet virksomheder, der producerer forskellige typer varer og tjenesteydelser. I første omgang vil små, nye virksomheder formentlig producere varer og tjenesteydelser til hjemmemarkedet, hvor disse alternativt ville blive importeret eller aktiviteten ikke eksistere. I det omfang de grønlandsk producerede produkter bliver konkurrencedygtige, vil der også blive skabt basis for eksport.

Hvis/når olie- og mineralefterforskningen intensiveres, og der bliver tale om udvinding, vil efterspørgslen efter fx transport, catering, hotelservice stige. For at samfundet kan drage fuld fordel af en sådan udvikling, er det nødvendigt med tilpasningsdygtige virksomheder.

Iværksætterånd er imidlertid ikke noget, der bliver udviklet fra den ene dag til den anden. Der skal for det første være fornuftige rammebetingelser for virksomhedsdrift, hvilke kan fremmes gennem reduktion af erhvervssubsidierne til eksisterende virksomheder, privatisering og udlicitering, ensprisreform og større konkurrence i økonomien i det hele taget.

For det andet skal der etableres en tradition for og almen accept af selvstændig virksomhedsdrift uden for fanger- og fiskerierhvervet med rod i det lokale samfund. Denne vil tage tid at udvikle, men vil kunne fremmes gennem større fokus i uddannelsessystemet på de faglige uddannelses- og erhvervsmæssige forudsætninger, der knytter sig til drift af egen virksomhed og gennem styrket rådgivning af nye og potentielle iværksættere, se kapitel 2.

Den offentlige sektor og de hjemmestyreejede selskaber
Landsstyret har som en af sine erklærede målsætninger, at Grønland i fremtiden skal blive mere uafhængig af bloktilskuddet fra Danmark. En af forudsætningerne herfor er, at hjemmestyret fører en ansvarlig økonomisk politik, som bl.a. sigter mod en konsolidering af hjemmestyrets finanser (jf. kapitel 4). Kombinationen af svag økonomisk udvikling og dermed lav vækst i skattegrundlaget og stigende udgiftspres indenfor adskillige områder bevirker, at de offentlige budgetter vil komme under pres i de kommende år. Grundlæggende omprioriteringer i hjemmestyrets finanser vil derfor blive nødvendige, hvis skattestigninger skal undgås.

Forbedrede budgetprocedurer
Med henblik på i fremtiden at få en bedre styring af landskassens drifts- og anlægsudgifter har Landstinget under efterårsamlingen vedtaget en ny budgetreform. Reformen indebærer, at budgetstyringen fremover skal ske ved rammestyring, og at der i Landstinget fremover kun kan fremsættes én tillægsbevillingslov, som fremsættes i året efter det pågældende finansår. Ansøgning om nye eller ændrede bevillinger eller tekstanmærkninger skal altid forelægges for Landstingets Finansudvalg af Landsstyremedlemmet for økonomi på vegne af landsstyret. Det kan f.eks. ske ved et følgebrev underskrevet af Landsstyremedlemmet for Økonomi. Hensigten med bestemmelsen er bl.a. at sikre, at ansøgningen er fyldestgørende og opfylder de opstillede krav, dvs. en kvalitetssikring. Dette giver samtidig Landstingets Finansudvalg større sikkerhed for, at sagen er tilstrækkeligt belyst.

På anlægsområdet etableres en anlægsfond, som skal opsamle bevillinger på anlægsområdet, der er vedtaget i finansloven. Et eventuelt mindreforbrug som følge af forsinkelser vil herefter blive bogført som en udgift, som overføres til anlægsfonden. Den automatiske videreførsel af anlægsbevillinger fra det ene finansår til det andet skal sikre, at bevillinger til forsinkede projekter ikke kræver politisk behandling ved genbevilling, men at dette i stedet kan ske administrativt. Hensigten dermed er, at de politisk beslutninger på anlægsområdet kan koncentreres om beslutninger vedrørende omfanget af og prioritering af anlægsmidlerne, herunder beslutning om nye anlægsprojekter.

Det er udvalgets vurdering, at de strammere budgetregler i den nye budgetlov kan bidrage til en bedre styring af de offentlige udgifter, men de kan ikke i sig selv forhindre tendensen til opdrift i udgifterne.
Tabel 1.4.1
Nettogælden i landskassen og de seks største selskaber,
ultimo året
Mio. kr. 1993 1994 1995 1996 1997 1998
Royal Greenland A/S 982 1.012 1.546 1.883 2.069 2.190
KNI Pilersuisoq A/S (Service) - 54 34 4 147 57 66
KNI Pisiffik A/S (Detail) 21 40 45 135 142 129
Arctic Umiaq Line A/S - - - - -33 -62
Royal Arctic Line A/S 96 437 531 473 469 406
Tele Greenland A/S * * - 76 - 112 56 27 -49
Selskaber i alt 1.045 1.447 2.014 2.694 2.731 2.680
Landskassen (a) 769 630 279 - 311 - 267 -144
Selskaber og Landskassen 1.814 2.077 2.293 2.383 2.464 2.536
Anm.: I tabellen er opgjort de største hjemmestyreejede selskabers og hjemmestyrets konsoliderede nettogæld. Der er medtaget hele restgælden på den (oprindelig) langfristede gæld, dvs. inkl. den del af gælden, som forfalder på kort sigt; men der er ikke medtaget gæld til leverandører, periodiseringsposter m.v. Aktivposter - bortset fra likvide midler - er ikke medtaget.

a. opgørelsen af landskassens nettogæld er korrigeret for visse større periodiseringsposter, herunder forudbetaling.

Kilder: Selskabernes regnskaber samt oplysninger fra Royal Greenland A/S og Grønlands Hjemmestyre, Økonomidirektoratet.


Gældsudviklingen
Hjemmestyrets konsolideringspolitik op gennem halvfemserne har medført en væsentlig forbedring af landskassens gældssituation. Dette er opnået gennem overskud i landskassen og gennem udskillelse af hjemmestyreejede selskaber. Alene fra 1993 og frem til 1996 er hjemmestyrets nettogæld således reduceret med over 1 mia. kr. - fra en nettogæld på 769 mio. kr. ultimo 1993 til et nettotilgodehavende på 311 mio. kr. ultimo 1996, jf. tabel 1.4.1. De seneste års underskud på landskassens budgetter har vendt denne udvikling, men landskassens likvide beholdning er dog fortsat større end gælden - i alt udgjorde nettotilgodehavendet 144 mio. kr. ultimo 1998.

Hjemmestyret er helt eller delvis medejer af en række erhvervsdrivende selskaber og virksomheder, herunder aktieselskaber, hvor hjemmestyret ejer 100 pct. af aktierne. Af disse selskaber har de seks største siden 1993 samlet øget deres nettogæld med 1,6 mia. kr. til 2,7 mia. kr. ultimo 1998, jf. tabel 1.4.1. Medregnes disse tal, kan hjemmestyrets samlede nettogæld opgøres til godt 2,5 mia. kr. i 1998 mod 1,8 mia. kr. ultimo 1993. Landskassens faldende gældsbyrde er således blevet mere end modsvaret af øget gældsætning i de hjemmestyreejede selskaber.
Tabel 1.4.2 Årets resultat i de seks største hjemmestyreejede selskaber
Mio. kr. 1993 1994 1995 1996 1997 1998
Royal Greenland A/S -17 21 49 -94 -157 1
KNI Pilersuisoq A/S -4 -68 -10 13 46 46
KNI Pissifik A/S -3 -67 -38 1 20 30
Royal Artic Line A/S -1 -10 -1 28 20 37
Tele Greenland A/S --- 39 44 29 29 25
Artic Umiaq Line A/S --- --- --- --- 6 8
I alt -25 -85 44 -23 -36 149
a. regnskabsåret ændret, så tallet 1997 dækker de 9 første måneder i året, mens oplysninger for 1998 dækker de sidste 3 måneder i 1997 og de 9 første i 1998. Regnskabet for de sidste 3 måneder i 1998 og de første 9 i 1999 er endnu ikke offentliggjort.
Med mindre der er givet særlige garantier, hæfter hjemmestyret ikke direkte for disse selskabers økonomiske forpligtelser, og så længe økonomien i selskaberne er sund, og investeringerne foretages på et forretningsmæssigt grundlag, behøver selskabernes gældsætning ikke at være et problem. I betragtning af selskabernes økonomiske og samfundsmæssige, herunder også beskæftigelsesmæssige, betydning, kan hjemmestyret dog ikke se bort fra den gældsudvikling, som har fundet sted i de hjemmestyreejede selskaber. Særligt udviklingen i Royal Greenland er bemærkelsesværdig. Royal Greenland, som er Grønlands i såvel økonomisk som beskæftigelsesmæssig henseende mest betydende virksomhed, har således blandt andet som led i ekspansionen på de europæiske markeder øget sin gæld med 1,2 mia. kr. - fra 1,0 mia. kr. i 1993 til 2,2 mia. kr. i 1998.

De hjemmestyreejede selskaber
Alle de seks største hjemmestyreejede selskaber kunne i 1998 for første gang melde om overskud i samme år. Imidlertid er selskabernes resultater set under ét stadig ikke tilfredsstillende (se tabel 1.4.2). De beskedne resultater betyder også, at der kun sker en begrænset stigning i selskabernes værdi, og at kapitaldannelsen i samfundet bl.a. derfor sakker agterud i forhold til udlandet.

Sammensætningen af bestyrelserne i de største selskaber er gradvist blevet ændret i mere professionel retning. Næsten tre ud af fire bestyrelsemedlemmer er i dag erhvervsfolk, mens kun godt en fjerdedel er politikere eller embedsmænd (se figur 1.4.1). I 1996 var under 50 pct. af bestyrelsesmedlemmerne erhvervsfolk.
Figur 1.4.1 Sammensætningen af bestyrelserne i de største hjemmestyreejede selskaber

Kilder: Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands økonomi, 1997. Beretning om den økonomiske udvikling i Grønland 1996/97 samt de fem største selskabers regnskaber og egne vurderinger.


Boligpolitikken er helt central
I udvalgets beretning fra 1998, blev boligmarkedet analyseret. Boligsituationen i de større byer er præget af ventetider på udlejningsboliger. I Nuuk er den mellem 4 og 13 år for 2-3 værelses lejligheder.

Ventelisterne skaber problemer for personer, der ønsker en bolig eller ønsker at flytte, nedsætter mobiliteten på arbejdsmarkedet og gør det ekstra dyrt at tilkalde arbejdskraft. Da praktisk taget alle kategorier af boliger er opført med meget betydelig økonomisk støtte fra det offentlige, falder ansvaret for boligmangelen entydigt på boligpolitikken. Udover støtte til opførelse af boliger ydes støtte til huslejen. Den husleje, langt de fleste husstande betaler, kan således langt fra dække forrentning, afdrag, vedligeholdelse og øvrige driftsudgifter. Det betyder, at efterspørgslen efter boliger bliver større end ellers, samtidig med at der bliver opført færre privatfinansierede boliger.

Det blev skønnet, at der i 2008 vil være et samlet behov for 5.200 nye boliger svarende til en forøgelse af det eksisterende antal boliger med 25 pct. Hertil kommer behovet for renovering af boligmassen med behov for genhusning til følge. Der er således ikke udsigt til, at ventelisteproblemerne vil blive mindre i den kommende tid, tværtimod.

Den boligpolitiske konklusion var og er, at det centrale valg står mellem kø- eller betalingsvejen, da det ikke er realistisk at øge skatterne eller sænke andre offentlige udgifter tilsvarende. På betalingsvejen drejer det sig især om at øge egenfinansieringen af ejer- og andelsboligerne samt at nedbringe subsidieringen af udlejningsboligerne.

I den nuværende situation med vækst i økonomien (kapitel 4), der blandt andet er drevet af bygge- og anlægssektoren i Nuuk og andre større byer, er der betydelig risiko for især regional overophedning af økonomien. På denne baggrund forekommer det særlig oplagt at øge egenbetalingen og det private engagement på boligområdet. Dette vil have en række positive effekter, da
  • boligmarkedet vil komme til at fungere bedre med bl.a. mindre kødannelser til følge,
  • der vil skabes mulighed for væsentlig større mobilitet af arbejdskraften og et mere velfungerende arbejdsmarked,
  • såvel det nuværende samt ikke mindst det fremtidige meget høje aktivitetsniveau i bygge- og anlægsbranchen vil blive reduceret i især Nuuk, men også i andre større byer,
  • det vil bidrage til, at en større del af bygge- og anlægsopgaverne, inkl. renovering, kan forestås af hjemmehørende virksomheder og arbejdskraft,
  • øget egenbetaling vil kunne indgå som en integreret del af en ensprisreform og dermed også bidrage til større markedsorientering,
  • der vil blive skabt stærkere incitamenter for beboerne til at vedligeholde boligerne,
  • den private opsparing vil blive fremmet i en situation, hvor dette af hensyn til finansieringen af en øget pensionsbyrde er ønskværdigt,
  • hjemmestyrets finanser vil blive forbedret i en situation, hvor disse er udsat for et stort pres.
Det er sjældent, at et enkelt instrument i den økonomiske politik kan bruges som led i såvel den kortsigtede konjunkturpolitiske styring som i den langsigtede strukturpolitik og samtidig opfylde en række delmål.
  1. desuden findes Pensionsordningen af 1. maj 1995, som er en pensionsordning for månedslønnede i Grønland.
  2. oECD, 1999. Greenland´s Economy: Building a Strategy for the Future, OECD Document, Paris.
  3. begrebet kostægte priser har vundet indpas i den økonomiske terminologi i Grønland og dækker over, at en vares pris skal afspejle omkostningerne ved at producere den på et marked præget af konkurrence. At der skal være tale om et konkurrencemarked skyldes, at omkostningerne ikke bliver presset tilstrækkeligt langt ned på monopollignende markeder.
  4. rapport til Nordisk Ministerråd, 1999.Den Grønlandske Konkurrencelov.
  5. det diskuteres i Grønland, om loven giver hjemmel for indgreb over for hjemmestyreejede virksomheder. Mens der synes at være tvivl om den juridiske fortolkning, er der ikke tvivl om, at det naturlige udgangspunkt ud fra en økonomisk synsvinkel er fuld ligestilling mellem offentlige og private virksomheder.
  6. kontrolprincippet går ud på, at alt er tilladt, indtil det forbydes. Det er således konkurrencemyndigheden, der skal tage initiativ til et indgreb, og som har bevisbyrden for, at der er konkurrencebegrænsning med skadelig virkning. Forbudsprincippet vender bevisbyrden, så alt er forbudt, medmindre det tillades af konkurrencemyndigheden. Princippet er blevet udbredt og anvendes nu i EU, ansøgerlandene m.fl. USA har lige siden starten af det 20. århundrede baseret konkurrencelovgivningen på forbudsprincippet.
  7. oECD, 1999. Greenland´s Economy: Building a Strategy for the Future, OECD Document, Paris.