Beretning om den økonomiske udvikling i Grønland 1999 - Kapitel 3. Fiskeriet

Fiskeriets helt centrale betydning for det grønlandske samfunds beskæftigelsesmuligheder og levestandard betyder, at Grønland i høj grad er afhængig af forhold, som man kun har begrænset indflydelse på.

Lørdag d. 19. februar 2000
Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands Økonomi
Emnekreds: Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Fiskerierhvervets betydning
Udviklingen i fiskeriet
Fangstkvoter
Fiskeriaftaler
Fiskeripolitiske overvejelser

Fiskerierhvervets betydning
Med ¼ af den samlede beskæftigelse er fiskerierhvervet Grønlands dominerende erhverv. Omkring 60 pct. heraf er beskæftiget med fiskeri, resten med bearbejdning af fisk. Samlet svarer fiskeriets beskæftigelse til knap 40 pct. af beskæftigelsen uden for hjemmestyret og kommunerne.(35)

Ifølge en undersøgelse gennemført i efteråret 1996 består den grønlandske fiskeflåde af ca. 440 erhvervsaktive fartøjer (36). Der er i følge undersøgelsen store forskelle på den fangstindsats, de enkelte fartøjer præsterer i løbet af et år. Knap tre fjerdedele af de mindre fartøjer fisker mindre end 150 dage om året, mens størstedelen af de store trawlere fisker over 250 dage om året.

Den økonomisk set største del af fangsterne eksporteres enten direkte fra de havgående rejetrawlere (som frosne skalrejer) eller indhandles fra trawlere og kuttere til landanlæggene og sælges herfra til udlandet (som pillede rejer). Rejefiskeriet danner grundlag for omkring to tredjedele af Grønlands eksportindtægter. Gennem de senere år har hellefiskfiskeriet ved især Nordvestgrønland fået en stærkt stigende betydning, og eksporten af hellefisk indtjener nu ca. 20 pct. af eksportværdien.

Den i markedsøkonomisk forstand mest betydningsfulde del af fiskeriet er baseret på:
  • 11 havgående rejetrawlere, som udover de skalrejer der koges og fryses om bord, leverer 25 pct. af deres fangster til fabriksanlæggene i land,
  • en kutterflåde på 74 skibe (inkl. 79’ere), der leverer rejer fra det indenskærs fiskeri til fabriksanlæggene, samt
  • et hellefiskfiskeri, som i vid udstrækning finder sted som isfiskeri samt fiskeri fra kutterflåden. Der er udstedt ca. 1300 licenser til kystnært fiskeri efter hellefisk.
Ud over til indkomsterne fra eksporten bidrager fangsten og fiskeriet også direkte til det grønlandske forbrug. Således indhandledes i 1998 sæler og hvaler for i alt 34 mio. kr.(37) indhandlingen af sæler svarer imidlertid langt fra til den samlede fangst af sæler. En væsentlig del af sælfangsterne (og fangsten af andre dyr) går direkte til privat forbrug og optræder ikke i statistikkerne over produktion og indkomst i erhvervet. En opgørelse fra fangstregistrerings-registeret viser, at der i 1997 blev skudt i alt 160.000 sæler, mens der blev indhandlet 71.000 skind. Denne ikke-kommercielle produktion er med til at sikre et eksistensgrundlag i mange bygder og fjerntliggende byer. Det ændrer dog ikke ved, at hovedvægten af fiskerierhvervets værditilvækst ligger i den produktion, der er baseret på reje- og hellefiskfiskeriet og som afsættes på eksportmarkedet.

Fiskeriets helt centrale betydning for det grønlandske samfunds beskæftigelsesmuligheder og levestandard betyder, at Grønland i høj grad er afhængig af forhold, som man kun har begrænset indflydelse på. Der er tale om udnyttelsen af en naturressource, hvor det er svært at bestemme dens bæredygtighed, idet dens omfang kan påvirkes af selv mindre forskydninger i de klimatiske forhold. Ressourcen kan svinge mærkbart fra år til år, og eventuel overudnyttelse vil kunne få uoverskuelige konsekvenser for den fremtidige bestand. Hertil kommer, at selv mindre ændringer i efterspørgselsforholdene kan afstedkomme betydelige udsving i afsætningspriserne. Med Grønlands betydelige position på verdensmarkedet for koldtvandsrejer øver udsving i produktionen af grønlandske rejer også indflydelse på det internationale prisniveau.

Udviklingen i fiskeriet
Den samlede fangst af skaldyr og fisk (ekskl. lodde) i de grønlandske farvande har gennem de seneste fem år (1994-98) ligget stabilt på omkring 145.000 tons - inkl. grønlandske fartøjers fangster ved Flemish Cap og Norge, jf. tabel 3.2.1. Det samlede grønlandske fiskeri (ekskl. lodde) steg fra 1997 til 1998 godt 2 pct. (2.600 tons) primært som følge af en stigning i rejefiskeriet på 9 pct. (5.800 tons), mens fangsten af hellefisk i 1998 faldt med 6 pct. (1.500 tons).
Tabel 3.2.1 Fangster ved Grønland 1992-98 (a)(1.000 ton)
  1992 1993 1994 1995 1996 1997 1998
Samlet fiskeri 135,0 548,3 228,4 149,7 380,2 339,3 373,0
- ekskl. lodde/industrifisk 125,8 135,6 146,2 145,5 145,0 144,7 144,9
Artsfordeling i alt
Rejer 75,3 80,0 84,2 86,2 77,0 69,2 73,6
kammuslinger 1,9 1,6 2,0 5,3 1,4 1,9 2,2
torsk 20,3 8,0 9,3 10,0 7,7 8,0 5,9
hellefisk 18,0 18,4 22,2 26,4 29,0 32,1 30,0
rødfisk 4,6 23,2 22,9 10,1 22,8 22,3 23,5
lodde 9,3 412,7 82,2 4,2 235,2 194,6 228,1
krabber 0 0 0 1 0,7 3,2 1,9
øvrige 5,6 4,5 5,6 6,5 6,4 7,9 7,8
 
Grønlandske fartøjer i alt : 101,2 113,6 112,6 127,9 115,9 121,3 128,6
Artsfordeling:
rejer 71,3 77,2 79,8 82,7 72,0 63,9 69,7
kammuslinger 1,9 1,6 2,0 5,3 1,4 1,9 2,2
torsk 10,3 7,5 9,1 9,2 7,5 7,7 5,6
hellefisk 12,2 12,2 14,0 18,6 20,4 24,3 22,8
rødfisk 1,0 0,3 1,2 1,3 1,1 1,2 2,5
lodde 0,1 11,2 2,1 4,2 7,2 12,2 16,9
krabber 0 0 0 1 0,7 3,2 1,9
øvrige 4,3 3,6 4,4 5,7 5,6 7 6,4
 
Fremmede fartøjer i alt 33,9 434,7 115,8 21,8 264,3 218,0 244,3
Artsfordeling:
rejer 4,0 2,7 4,3 3,6 5,0 5,3 3,9
kammuslinger . . . . . . .
Torsk 10,0 0,5 0,2 0,8 0,2 0,3 0,3
hellefisk 5,7 6,2 8,2 7,8 8,6 7,9 7,1
rødfisk 3,7 22,9 21,8 8,8 21,7 21,1 21,0
lodde 9,1 401,5 80,1 0,0 228,0 182,5 211,2
krabber 0 0 0 0 0 0 0
øvrige 1,3 0,9 1,2 0,8 0,7 0,9 4,7
(a) inkl. grønlandske fartøjers fangster ved Flemish Cap og Norge.
Kilde: Grønlands Statistik 1999. Statistisk Årbog, 1999.
Figur 3.2.1 Grønlandske fartøjers fangster af udvalgte arter i grønlandske farvande

Figur 3.2.2 Fremmede fartøjers fangster af udvalgte arter i grønlandske farvande

Fiskeriet af lodde, som sker på en fællesbestand i farvandene ved Østgrønland, Jan Mayen og Island, udviser gennem årene store geografiske udsving afhængigt af loddens vandringer. I 1993 og 1996-1998 havde loddefiskeriet i de østgrønlandske farvande et betydeligt omfang. Den største del af loddefangsten benyttes som industrifisk og sælges til en relativt lav kilopris, hvorfor den store fangstmængde langt fra afspejler loddens økonomiske betydning.

Rejefiskeriet
Efter en periode på omkring en snes år med stigende fangster af rejer ved Grønland, faldt fangstmængderne i 1996 og 1997 med i alt 17.000 tons rejer, svarende til 20 pct. For de grønlandske fartøjers vedkommende var der tale om et fald i fangsterne fra 82.700 tons i 1995 til 63.900 tons i 1997. Denne udvikling er vendt i 1998, hvor de grønlandske fangster steg til 69.700 tons, jf. tabel 3.2.1.

Grønlandske fartøjers fiskeri i 1999 skete på baggrund af forhøjede kvoter. Landsstyret vedtog ultimo 1998 en stigning i den samlede rejekvote på 5 pct. i forhold til 1998. Kvoten for rejefiskeri ved Vestgrønland blev øget knap 6 pct. (og er efterfølgende øget yderligere), mens kvoten for Østgrønland i 1999 blev forhøjet med godt 1.000 tons. Fangstrapporterne tyder på pæne fangster i 1999, og på at i hvert tilfælde udenskærskvoten er blevet fisket op.

I 1993 indledtes et internationalt rejefiskeri ved Flemish Cap ud for New Foundland, og grønlandske fartøjer fangede dette år ca. 3.800 tons rejer der. Siden er fiskeriet ved Flemish Cap faldet kraftigt. For de grønlandske fartøjers vedkommende til ca. 1.100 tons i 1996. Efter næsten intet fiskeri (blot 105 tons) i 1997 lå de grønlandske fangster i 1998 på ca. 850 tons ved Flemish Cap. I 1999 faldt disse til godt 500 tons.

Omfanget af det samlede fiskeri ved Flemish Cap var i 1996 48.000 tons, hvilket havde en betydelig negativ indflydelse på priserne på kogte og pillede rejer gennem 1996, og der var tale om prisfald på de indhandlede rejer i både 1996 og 1997, jf. figur 3.2.3. De samlede fangster ved Flemish Cap faldt til ca. 25.000 tons i 1997, steg til 30.000 tons i 1998 og ventes at stige yderligere til 32.000 tons i 1999.(38)

Rejepriserne er steget de seneste år. Priserne på indhandlede rejer i 1998 lå således 9 pct. over niveauet i 1997 og lå i 1999 1 pct. over 1998-niveauet. Udover reducerede fangster ved Flemish Cap og ved Grønland i 1996-97 skyldes den gunstige prisudvikling også miljømæssige problemer ved dyrkningen af varmtvandsrejer i Asien. Samtidig har der været stigende kinesisk efterspørgsel efter mindre rejer.
Figur 3.2.3 Udviklingen i priserne på indhandlede rejer



Hellefiskfiskeriet
Siden 1980’erne har det grønlandske fiskeri efter hellefisk taget et betydeligt opsving, og hellefiskfiskeriet udgør nu det vigtigste kommercielle fiskeri efter rejefiskeriet. De grønlandske fangster af hellefisk er således næsten fordoblet siden 1993, selvom der for første gang i flere år var der et fald i hellefiskfiskeriet i 1998, jf. tabel 3.2.1. Priserne steg med ca. 30 pct. fra 1993 til 1994, men har herefter været ret stabile (jf. figur 3.2.4).
Figur 3.2.4 Indhandlingspriser for hellefisk

Anm.: Indekset er beregnet på basis af de priser, Royal Greenlands eksport opnår ab Danmark på en række specificerede hellefiskprodukter.
Kilde: Grønlands Statistik, Indhandlingsprisindeks for hellefisk.
Det meste af det grønlandske fiskeri efter hellefisk foregår indenskærs i Diskobugten, ved Uummannaq og ved Upernavik. Linefiskeriet er den dominerende fiskeriform i det indenskærs fiskeri og udgør ca. 75 pct. af disse fangster. Herudover fiskes hellefisk udenskærs i området omkring midterlinien mellem Canada og Grønland samt ved Østgrønland. Fiskeriet ved Østgrønland, som sker på en fællesbestand med Island og Færøerne er ganske betydeligt, men kun en mindre del fanges af grønlandske fartøjer.

Indhandlingen af hellefisk i de seks første måneder i 1999 ligger næsten 5 pct. lavere end i de tilsvarende måneder i 1998, hvortil kommer, at priserne er faldet. Den samlede indtjening i hellefiskfiskeriet i 1999 tyder således på at blive noget lavere end i 1998.

Andre fiskearter og skaldyr
Torskefiskeriet ved Grønland ophørte reelt efter kollapset i 1990. Grønlandske fartøjer har dog fortsat fisket efter torsk på en kvote i Barenshavet, ligesom der er fisket en del fjordtorsk (uvaq) ved Grønland. Torskefiskeriet i Barenshavet har været under tilbagegang i de seneste år.

Fangsten af krabber startede i begyndelsen af 1990’erne med et mindre fiskeri i Diskobugten og ved Sisimiut. I 1997 nåede den samlede fangst op på 3.200 tons, men faldt til 1.900 tons i 1998. Ifølge udenrigshandelsstatistikken er såvel mængder som priser steget i de tre første kvartaler i 1999, og krabber er nu den art efter rejer og hellefisk, der giver størst eksportindtjening.

Meget tyder endvidere på, at der her er tale om et fiskeri med stort udviklingspotentiale, idet indenskærskvoten ikke blev fuldt udnyttet sidste år, ligesom der er muligheder for udenskærs fiskeri. Hertil kommer, at den amerikansk-canadiske kvote for krabbefiskeri ved Alaska er blevet reduceret drastisk, hvilket taler for, at de nuværende høje priser ikke falder, tværtimod.

Fiskeriet efter rødfisk ved Østgrønland finder sted dels på kontinentalsoklen til Island og Færøerne (efter "stor rødfisk" og dybhavsrødfisk) dels i Irmingerhavet (efter pelagisk og oceanisk dybhavsrødfisk). Hovedparten af fiskeriet på kontinentalsoklen, som i 1998 udgjorde 77.000 tons, foregår i islandsk zone og kun 1.500 tons i grønlandsk zone. Fiskeriet i Irmingerhavet finder sted i nationale zoner såvel som i internationalt farvand. I alt har 19 lande deltaget i dette fiskeri, som i 1998 udgjorde 119.000 tons, hvoraf 21.000 tons fiskedes i grønlandsk fiskeriterritorium.

Langt den overvejende del af fiskeriet efter rødfisk sker fra fremmede fartøjer, inklusive fangsterne i grønlandsk farvand. De grønlandske fartøjers andel af disse fangster har i de seneste år ligget på 1.000 - 2.500 tons årligt. I 1999 steg de grønlandske fangster til 4.300 tons.

Fiskeriet efter kammuslinger foretages udelukkende af grønlandske fartøjer og har været stærkt svingende gennem de senere år. Efter en vækst fra godt 2.000 tons i 1994 til knap 5.300 tons i 1995 faldt fiskeriet til under 1.400 tons i 1996 for så at stige til knap 1.900 tons i 1997 og 2.200 tons i 1998. Udenrigshandelsstatistikken for de første ni måneder i 1999 tyder på faldende indtjening i erhvervet sammenlignet med samme periode sidste år. At fangsterne er steget knap 10 pct. kan ikke opveje, at priserne er faldet 25 pct.

Fangstkvoter
På baggrund af den biologiske rådgivning fra NAFO fastsætter Grønlands Hjemmestyre hvert år kvoter for fangsten af rejer og en række centrale fiskearter.

NAFO’s anbefaling vedrørende rejefiskeriet i 2000
Baseret på en observeret stabilitet i rejebestanden med fangster omkring 65.000 tons, gentager NAFO sin rådgivning fra 1999 om, at fangsten af rejer ikke må overstige 65.000 tons i 2000. Denne anbefaling skal ses i lyset af, at NAFO’s vurdering for 1999 vedrørende rejer ved Vestgrønland var mere positiv end set længe, og at der var tale om en betragtelig stigning i fangsterne i forhold til rådgivningen for 1998 på 55.000 tons.

For 2000 fastholder NAFO sin rådgivning om, at fangster af rejer ved Østgrønland (de grønlandske og islandske fiskerizoner) ikke overstiger 9.600 tons. NAFO’s anbefaling for 1999 var også her væsentligt højere end i de foregående år. Der var næsten tale om en fordobling, svarende til det gennemsnitlige fangstniveau i de foregående år.

Vedrørende rejefiskeriet ved Flemish Cap anbefaler NAFO, at kvoten holdes uændret på 30.000 tons i både 2000 og 2001.

NAFO’s anbefaling vedrørende fangst af hellefisk i 2000
NAFO har konstateret bestande af hellefisk med et stort antal aldersklasser, men med en stigende andel af yngre hellefisk i indenskærsområder gennem en tiårs periode. Biologerne anbefaler derfor, at en fortsat optrapning af fangsterne forebygges ved at fastholde det indenskærs fangstniveau. TAC’en for indenskærsfiskeriet for 2000 anbefales derfor at være 18.200 tons, svarende til anbefalingen i 1999.

Med hensyn til det udenskærs fiskeri af hellefisk ved Vestgrønland anbefales en maksimal fangst på 11.000 tons i 2000, hvilket er uændret sammenlignet med rådgivningen i 1999. Det er vurderingen, at bestanden har stabiliseret sig om end på et lavere niveau svarende til niveauet fra sidst i 1980’erne og tidligt i 1990’erne.

Det er opfattelsen i ICES (39), at den uensartede forvaltning af bestanden af hellefisk ved Østgrønland (Færøerne anvender indsatsbegrænsning, Grønland og Island fangstbegrænsning) betyder, at der i realiteten ikke er nogen kontrol over bestandens totale fiskeridødelighed. Det er den biologiske vurdering, at bestanden er uden for sikre biologiske grænser. Nye årgange, der kommer ind i fiskeriet, er svage, og de totale fangster skal reduceres, hvis bestandssituationen skal forbedres. Biologerne anbefaler på denne baggrund en betydelig reduktion i det samlede fiskeritryk og en begrænsning af den totale fangst i det samlede område til under 11.000 tons i 2000, dvs. samme rådgivning som for 1999.

NAFO’s anbefalinger vedrørende fiskeri efter andre arter i 2000
For fiskeri efter dybhavsrødfisk i Irmingerhavet er rådgivningen, at fangsterne i 2000 ikke overstiger 85.000 tons mod 150.000 tons i 1999, da der er indikationer på et fald i biomassen.

For krabbefiskeri ved Vestgrønland anbefales TAC’en uændret i de fleste områder, bortset fra Sisimiut, hvor lidt større fangstmængder kan anbefales.

Da bestandene af laks, torsk, skolæst, håising, rokke, plettet havkat og rødfisk ved Vestgrønland fortsat er små, er anbefalingen, at der ikke fiskes direkte på disse bestande, før en betydelig øgning i bestandene kan registreres.

Fangstkvoterne i 2000
Landsstyret har fastsat kvoterne for 2000, så de ligger på linie med NAFO’s rådgivning. Kvoterne for rejer og hellefisk er uændrede sammenlignet med 1999. Krabbekvoten er sat op, mens rødfiskekvoten ved Østgrønland er sat ned. Kvoterne for grønlandske fartøjers fangster i grønlandske farvande fremgår af tabel 3.1.1. Fiskeriaftalerne (jf. nedenfor) giver herudover grønlandske fartøjer muligheder for at fiske i andre landes farvande.
Tabel 3.3.1 Fangstkvoter for grønlandske fartøjer i grønlandske farvande i 2000
1.000 tons

Kvote ved
  Vestgrønland Østgrønland Vest- og Østgrønland I alt
Havfiskeri:
Rejer
Torsk (a)
Hellefisk
Helleflynder
Rødfisk
Havkat
Skolæst
Lodde
Blåhvilling
Polartorsk
Krabber
40,1
-
2,5
0,4
13,7
4,8
1,9
-
-
-
25,0
4,9
-
2,1
0,6
55,7
0
1,6
42,4
10,0
-
-
-
51,3
-
-
-
-
-
-
-
2,0
-
45,0
51,3
4,6
1,0
69,4
4,8
3,5
42,4
10,0
2,0
25,0
Kystfiskeri:
Rejer
Krabber
Polartorsk
Kammuslinger
30,9
8,0
3,0
2,3
-
-
-
-
-
-
-
-
30,9
8,0
3,0
2,3
(a) torskekvoten bliver stort set ikke udnyttet.
Kilde: Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 23 af 29. december 1999 om kvoter for fiskeri i 2000 samt Fiskeridirektoratet


Fiskeriaftaler
For Grønland er aftalen med EU den vigtigste internationale aftale på fiskeriområdet. Hovedelementerne i denne er en fiskeriaftale med tilhørende fiskeriprotokol. Den indbefatter EU´s adgang til et kvoteret fiskeri i de grønlandske farvande af blandt andet torsk, rødfisk, hellefisk og rejer. EU’s kvoter i grønlandske farvande er på 120.000 tons "torskeækvivalenter". Der er fortsat næsten intet torskefiskeri fra fremmede fartøjer i grønlandske farvande (under 300 tons i 1998). Som modydelse for kvoterne modtager Grønland en kontant årlig betaling på 37,7 mio. euro, svarende til ca. 280 mio. kr. Desuden er Grønland optaget i ordningen for oversøiske lande og territorier (OLT-ordningen), således at Grønland i praksis har fri adgang for sine produkter til EU’s marked (dvs. ingen told og mængdemæssige begrænsninger). For så vidt angår fiskevarer er det en forudsætning for adgangen, at EU har en tilfredsstillende fiskeriadgang til grønlandsk farvand. Fiskeriaftalen blev fornyet i 1994 og løber frem til år 2000 og skal således fornys inden udgangen af 2000.

Udover at samarbejde med EU har Grønland indgået en række fiskeriaftaler med andre lande (boks 3.4.1).
Boks 3.4.1 Tri- og bilaterale fiskeriaftaler med andre end EU
Grønland har indgået bilaterale fiskeriaftaler med Norge, Rusland, Færøerne og Island samt indgået en loddeaftale med Island og Norge.

Hovedprincippet i aftalerne er, at landene bytter kvoter.

Grønland - Rusland:
Der er netop indgået en fiskeriprotokol for 2000. De vigtigste elementer er, at Grønland får adgang til at fange 2.200 tons torsk og 1.400 tons rejer i russisk farvand, mod at Rusland får mulighed for at fange 1.050 tons hellefisk og 4.750 tons rødfisk ved Grønland. Protokollen giver desuden adgang til mindre kvoter af andre arter. Herunder gælder som noget nyt, at begge lande får mulighed for at fange 5.000 tons lodde i det andet lands farvand.

Grønland - Norge:
Protokollen for 2000 blev godkendt i januar og giver grønlandske fartøjer mulighed for at fange 1.700 tons torsk og 700 tons sej. Til gengæld får Norge adgang til at fange 800 tons hellefisk og 950 tons torsk. For begge landes vedkommende giver protokollen endvidere adgang til mindre kvoter af andre arter.

Grønland - Færøerne:
Aftalen for 2000 indebærer, at Grønland får 2.500 tons af den færøske sildekvote mod at Færøerne kan fiske 4.000 tons rødfisk ved Grønland af den fælles grønlandsk/færøske kvote. Udover andre mindre kvoter får begge lande adgang til forsøgsfiskeri.

Grønland - Island:
Aftalen er endnu ikke udmøntet i et kvotebytte.

Loddeaftale mellem Grønland, Island, Norge:
En 4-årig aftale om fastsættelse og fordeling af loddekvoten blev indgået i 1998. I tilknytning til aftalen er der indgået tre bilaterale aftaler mellem de tre lande, hvorved Grønland eksempelvis får adgang til at fiske en del af sine russiske kvoter i den norske zone.
Grønland deltager desuden i en række internationale organisationer i fælles delegationer sammen med Færøerne. De vigtigste er NAFO (Den nordvestatlantiske fiskeriorganisation), der består af 17 medlemslande og som regulerer farvandene uden for 200 sømilegrænsen ved Canadas østkyst og USA's nordøstkyst, NEAFC (Den nordøstatlantiske fiskeriorganisation) og NASCO (Den nordatlantiske laksefiskeriorganisation), som også regulerer fiskearterne i deres respektive reguleringsområder. Grønland deltager ligeledes i NAFMC (Nordatlantiske fiskeriminister konference), hvor forvaltning og udnyttelse af fiske- og skaldyrsbestande i Nordatlanten diskuteres, uden at der vedtages reguleringer.

Udover at aftalen med EU giver markedsadgang og en årlig betaling, giver fiskeriaftalerne en række fordele, da de
  • har banet vej for fiskemuligheder for den havgående flåde i farvande uden for Grønland og bidrager til en mere fleksibel anvendelse af fiskeriindsatsen,
  • giver yderligere muligheder for rejetrawlerne, ligesom de giver muligheder for andre typer fiskeri, herunder udvikling af nye typer fiskeri,
  • indeholder torskekvoter, hvilket gør det muligt at bevare materiel og kompetance inden for torskefiskeriet, hvilket kan vise sig at være ganske værdifuldt, når/hvis torsken vender tilbage.


Fiskeripolitiske overvejelser
Såvel blandt grønlandske politikere som i fiskerierhvervet er man opmærksom på, at fiskeripolitikken må tilrettelægges med stor hensyntagen til en bevarelse af ressourcegrundlaget. Hertil kommer, at hensynet til beskæftigelsen indenfor (reje-)fiskeriet har spillet og fortsat spiller en betydelig rolle. Dels i erhvervspolitikken gennem den omfattende direkte og indirekte subsidiering af sektoren, dels gennem fordelingen af kvoter og i form af landingspligt.

Udenskærsfiskeriet har siden 1991, og indenskærsfiskeriet siden 1996, været baseret på en ordning med omsættelige kvoter, hvorved landsstyret bestemmer størrelsen af det samlede rejefiskeri. Da rejebestanden er en begrænset ressource, er det nødvendigt med en form for regulering af fangsttrykket for at undgå overfiskning.

Baseret på rådgivning fra NAFO fastlægger Landsstyret den samlede rejekvote for det enkelte år. Denne bliver yderligere delt op i en indenskærs og en udenskærs kvote. Der er ingen biologisk forskel mellem rejerne i de to kvoter, og opdelingen sker hovedsageligt for at bevare beskæftigelsen langs kysten. Indenskærskvoten må ikke forarbejdes på havet, og rejerne bliver derfor landet med henblik på at blive kogt, pillet og pakket. Ved pilningen reduceres vægten af rejerne til ca. en tredjedel.

Udenskærskvoten fiskes af søkogere, som straks fryser og pakker rejerne med skaller. Der er imidlertid et påbud om, at søkogerne skal lande en vis procent af deres fangster til landanlæggene. Landingskravet er i dag på 25 pct. Dette er begrundet i dels beskæftigelsesmæssige hensyn, dels miljømæssige hensyn for at bevare og udnytte ressourcen. De største rejer kan sælges til de højeste priser, mens de mindste bliver landet med henblik på videre forarbejdning. Udsmiddet mindskes således gennem kravet om en vis landingsprocent.

Ser man på de historiske kilopriser på skalrejer og på pillede rejer, er der tydeligt forskel på priserne. På eksportmarkederne er kiloprisen på pillede rejer op til dobbelt så høj som prisen på skalrejer. Men da skalrejer i sagens natur sælges med skaller, får man også betaling for disse. Værdien af skalrejer er således tre gange højere end kiloprisen umiddelbart indikerer, hvilket betyder, at værdien af skalrejer reelt er væsentlig højere end værdien af pillede rejer, selvom der oven i købet bruges ressourcer på land i forbindelse med pilning. Det hører dog med i billedet, at det hovedsageligt er de mindste rejer, der forarbejdes på land. Disse kan ikke sælges som skalrejer, og en del af rejerne vil derfor blive forarbejdet på land, uanset om der er landingspligt eller ej.

Ligesom andre dele af økonomien vil også fiskerierhvervet komme til at fungere bedre med en større grad af markedsorientering. Udover lavere direkte og indirekte subsidier (jf. kapitel 1) kan en sådan markedsorientering bestå i, at en række af begrænsningerne bliver ophævet. Dermed bliver det op til erhvervet selv at afgøre, fra hvilke bådtyper rejerne skal fanges, og hvorledes de skal forarbejdes, og dermed også om de skal sælges som skalrejer eller som pillede rejer. Det er dog vigtigt, at vilkårene for erhvervet fastlægges under hensyntagen til en rationel udnyttelse af ressourcerne, herunder at undgå udsmid.

Afgiften på 3 pct. af værdien af rejer, som ikke produceres på land, er ved siden af kvotetildeling et instrument, der anvendes i fiskeripolitikken. Ud fra en samfundsmæssig betragtning kan det være rimeligt at afgiftsbelægge tilladelser/koncessioner, som giver private producenter store fortjenstmuligheder ved at udnytte en begrænset råvareressource. Afgiften skal ses i lyset af, at de tildelte kvoter udnyttes fuldt ud. Afgiften påvirker således hverken fiskeriindsatsen eller effektiviteten i erhvervet, og har med andre ord næppe stor betydning for de økonomiske dispositioner, herunder eksporten.

En måde at afgøre, hvor meget rettighederne i rejefiskeriet bør koste, vil på længere sigt være at udbyde de omsættelige kvoter på et åbent marked, fx i forbindelse med en auktion. I en sådan situation vil prisen på fiskerettighederne blive fastsat på markedsvilkår i overensstemmelse med udbud og efterspørgsel.

For at fremme udviklingen af krabbefiskeriet yderligere er det besluttet, at fangsterne i 2000 danner grundlag for tildelingen af kvoter i 2001 (og fremover). Det er i den forbindelse ikke afgørende, om forarbejdning sker til søs eller på land. Fiskerne har således et stærkt incitament til at fange så meget som muligt i 2000. At tilskynde til udvikling af krabbefiskeriet er positivt. Men det er vigtigt at sikre, at kvoterne fremover bliver fordelt i overensstemmelse med markedsøkonomiske principper, og at samfundet får del i ressourcerenten. Dette kunne sikres ved en tidsbegrænset kvotetildeling (fx 5-10 år), således at de fiskere, der er med til udvikle fiskeriet, får mulighed for at få et afkast af den investerede kapital, hvorefter man kunne overgå til et markedsorienteret system, hvor kvoterne bliver udbudt til salg på åbne auktioner.
  1. danielsen, M., T. Andersen, T. Knudsen og O. Nielsen 1998. Mål og strategier i den grønlandske erhvervsudvikling, Nuuk.
  2. grønlands Baseselskab A/S, Grønlands Arbejdsgiverforening og Sulisa A/S 1997. Den grønlandske fiskeflåde - status ved årsskiftet 1996/1997, Nuuk, juni 1997.
  3. grønlands Statistik 1998. Fiskeri og fangst, 1998:13.
  4. rådgivningen for fiskeriet i Nordatlanten, inklusive de grønlandske farvande, kommer fra bl.a det videnskabelige råd under NAFO (Nordwest Atlantic Fisheries Organization), se også afsnit 3.3. Rådet består af forskere fra melemslandene, herunder Grønland, der repræsenteres af biologer fra Grønlands Naturinstitut. Anbefalingen udmøntes i en såkaldt TAC (Total Allowable Catch).
  5. iCES: International Council for the Exploration of the Sea. Internationalt havundersøgelsesråd med ansvar for bestandsvurderinger og fangstrådgivning bl.a. ud for Østgrønland.