Hvor er udenrigsstoffet?

Hvordan i alverden skal de almindelige vælgere nogensinde få en fornemmelse af, hvad der her ligger på Landstingets og landsstyrets bord, sålænge vore to landsdækkende aviser er så provinsielle som de er?

Fredag d. 17. marts 2000
Finn Lynge
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Kultur og samfund.

Vi lever i tider, hvor hjemmestyret har vokseværk. Selvstyrekommissionen er blevet nedsat og er kommen i arbejde. De to blade bringer mange læserindlæg, der forholder sig til denne udvikling. Mange er vågne og sætter deres finger på snart det ene, snart det andet. Ikke ret meget fremover vil forblive, som det var i det århundrede, vi nu har lagt bag os. For mindre end 50 år siden var vi stadig en koloni. Døren til verden udenom var låst, og nøglen lå i Strandgade i København. Så blev låsen brudt op og døren åbnet. En ny grundlov. Men i sig selv gjorde det jo ikke grønlænderne til herre i eget hus. Så derfor fik vi hjemmestyre. En åben dør til landet, og landets egne folk skulle til at bestemme. Vi fik vores egen lovgivende forsamling og vort eget landsstyre, og den danske regering accepterede også, at vi hev en ordentlig udenrigspolitisk trumf hjem: udmeldelsen af EF. Helt fint. Og dog ... ikke godt nok. For i princippet måtte vi egentlig slet ikke drive udenrigspolitik. At vi så i praksis har gjort det alligevel, på efterhånden rigtig mange felter, er efterhånden blevet hverdagskost - indtil vi nu er derhenne, hvor tingene bør sættes bedre i system, også i de aftaler Grønland har med Danmark. Den 29. februar var en skelsættende dag i Landstinget. Da blev der drøftet et forslag om at sikkerhedspolitiske spørgsmål kunne komme formelt på landstingets dagsorden. Det er nemlig ikke i sig selv nok, at Landstinget har et udenrigs- og sikkerhedspolitisk udvalg, og at landstyret har en holdning og sidder sammen med Danmark ved bordet overfor amerikanerne. Hvad der er rigtig vigtigt er, at landsstyret også i disse sager har en folkelig opinion i ryggen. At folket ved, hvad det her drejer sig om. Men hvordan i alverden skal de almindelige vælgere nogensinde få en fornemmelse af, hvad der her ligger på Landstingets og landsstyrets bord, sålænge vore to landsdækkende aviser er så provinsielle som de er? Nej venner, nu må det snart være på tide, at både AG og Sermitsiaq skaber en fast sektion med udenrigsstof. Det grønlandske folk rører på sig og vil gerne være med på verdensscenen, vil gerne ses, mærkes og respekteres. Og hvad andet kan man vente nu, da hjemmestyrets myndighedsalder er nået, de 21 år. Så er det også journalisternes opgave at tilgodese menigmands behov for viden på området. Både AG og Sermitsiaq bør have en udenrigsmedarbejder. Det skal være en grønlandsk journalist, for udenrigstoffet behøver kun blive bragt på grønlandsk. Danskerne i Grønland har alle adgang til en vifte af danske blade, der er fyldt med udenrigsstof, og hvis de hellere vil høre end se, ja så kan de lytte til Danmarks Radios fremragende nyhedsmagasiner på KNR. At bringe udlandsstof på dansk i AG og Sermitsiaq ville være spild af god spalteplads. Hvad der virkelig er brug for - hellere i går end i dag! - er en jævn og stadig strøm af nyheder og små og store artikler af enhver slags på grønlandsk om udlandet og om de sikkerhedspolitiske forhold. Der er brug for at hæve det generelle vidensniveau. Blader man i gamle numre af Atuagagdliutit og AvangnamioK, ser man løbende udenrigsstof i større eller mindre opsætning. Under 2. Verdenskrig havde både Grønlandsposten og Atuagagdliutit løbende udenrigsstof som det vigtigste, det kunne ikke undgås, og folk ville jo også gerne have det, selvfølgelig. I slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne udsendte Knud Rasmussens Højskole et elevblad med titlen Nalivta Nipa. Der var der en fast udenrigspolitisk sektion, skrevet af Uvdlorianguaq Kristiansen, der hed "Avativtine sussoqarpa? " Jovist kan det lade sig gøre! Hvad siger redaktørerne? Tanken er ikke ny. Men det er tiden. Nu må der snart rykkes nogle brikker.