Større løn til Landstinget er ok, men..

Når vi samtidig må konstatere, at det i dag er vanskeligt at finde kvalificerede kandidater, er det endnu en begrundelse for at sætte lønnen op.

Torsdag d. 13. april 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

SKAL VORE landstingsmedlemmer have mere i løn, eller skal de ikke? Det bliver et heftigt debatemne, hvis man skal dømme efter et radioprogram forleden, hvor lytterne kunne give deres besyv med - og gjorde det. Det kan også blive en meget følelsesladet og usaglig diskussion, som styres af gætterier, uvidenhed og misundelse. Her på avisen har vi de sidste mange år forsøgt at holde godt øje med politikerne. Nogle vil sige, at vi har forfulgt dem, og redaktøren blev endda indstillet til den tvivlsomme hæder som årets uvaq i Sermitsiaq for sit "raseri mod politikerne". Men det, at AG forsøger at optræde som læsernes vagthund, betyder ikke, at vi synes, politikerne generelt er nogle skidtsakker, der kun er ude på at skrabe penge sammen til sig selv. Landstingspolitikerne udfører det vigtigste arbejde her i landet. Nogen gange gør de det godt, og nogle gange skidt. Dygtige politikere gør det bedre end de udygtige. Men dygtige politikere er dyre. Får de ikke løn efter kvalifikationer, så forlader de politik for at arbejde for nogen, der værdsætter deres dygtighed og betaler for det. Spørgsmålet er så, hvad politikernes arbejde er værd. LANDSTINGSPOLITIKERNE "ansættes" ved landstingsvalget hvert fjerde år. Det er altså vælgerne, der er den ansættende myndighed, og de har gennem valgkampen mulighed for at vurdere den enkeltes kvalifikationer. Og dem, vi stemmer ind, er vi nødt til at betale den løn, der er fast for landstingsmedlemmer. Og hvor stor skal den så være? I dag er lønnen fastsat til lønramme 31, ligesom for en skoleinspektør i en middelstor kommune. Herefter er spørgsmålet, om det er for lidt - eller måske for meget. Som sagt er landspolitik noget af det vigtigste, man kan beskæftige sig med her i landet. Men stillingen som landstingsmedlem er langt fra fremtidssikret. Politikerne risikerer at blive "fyret" efter fire eller otte år, i hvilken periode, de har været nødt til at tage orlov, sige op eller opgive selvstændig virksomhed. På den baggrund er det vanskeligt at vende tilbage til en dagligdag udenfor politik. I SIDSTE NUMMER af AG fortalte flere landstingspolitikere, at der virkelig er tale om et fuldtidsjob. Udvalgsarbejdet tager megen tid, især for politikere, der er engageret i mange udvalg. Lars Karl Jensen fra Paamiut har hele syv udvalgsposter og er nødt til at opgive sin stilling som leder af søfartsskolen i Paamiut. Det er altså et fuldtidsjob at være landstingsmedlem, og derfor skal der gives en fuldtidsløn, som dels svarer til jobbets betydning for samfundet, og desuden kompenserer for den usikkerhed, der er forbundet med "ansættelsen". Når vi samtidig må konstatere, at det i dag er vanskeligt at finde kvalificerede kandidater, er det endnu en begrundelse for at sætte lønnen op. I DAG har landstingspolitikerne en løn på 235.000 kroner og et skattefrit vederlag på 50.000 kroner. Det svarer til en samlet årsløn på 318.000 kroner før skat. Nogle foreslår, at lønnen hæves til 400.000 kroner. Det kan være både rimeligt og urimeligt. Det afhænger alene af, hvad vi får for pengene. Får vi fuld valuta, så er de godt givet ud. Og det vil sige, at politikere, der har visioner og dygtighed til at udvikle samfundet, som vi gerne vil have det (boliger, skole og uddannelse, beskæftigelse og en fornuftig økonomi), har fortjent en ordentlig løn. De, der ikke passer deres arbejde, må vi så fyre ved næste valg. Men samtidig med, at vi erkender, at landstingsarbejdet er et fuldtidsjob, der fortjener en fuldtidsløn, så må vi forlange, at politikerne virkelig bruger deres fulde tid på arbejdet. Det betyder, at de fire borgmestre må vælge, om det skal være borgmestre eller landstingspolitikere. Borgmestre, der samtidig er medlem af Landstinget, kan i dag hæve en årsløn på mellem 600.000 og 700.000 kroner.