Nu kan det fandme være nok!

Det skal være forbudt at misrøgte børn i dette land, såvel som i vores egen personlige bevidsthed som i det offentlige systems bevidsthed og moral.

Fredag d. 14. april 2000
Tine Pars
Emnekreds: Kultur og samfund, Love og konventioner, Politik, Sociale spørgsmål.

Sådan er vi mange der tænker, når vi læser ugeavisernes beskrivelser af hvordan og hvor ofte børn bliver misrøgtet som følge af deres fordrukne forældre. Jeg bliver så vred hver gang jeg læser sådanne artikler og når jeg personligt oplever små børn der går for lud og koldt vand - midt inde i byen midt om natten - når det barn i stedet skulle have ligget og sovet trygt i sin varme seng, uden bekymring for hvor moderen eller faderen er henne, og uden bekymring for om det fryser.

Jeg er uddannet og belæst nok til at kunne have en forståelse for hvorfor tingene sker, men jeg har overhovedet ingen forståelse for at der tilsyneladende ikke er tilstrækkelige foranstaltninger overfor forældre der gentagne gange får lov til at behandle deres børn på den måde.

Hvem er det der lukker øjne og ører?

- Det er dig og mig og alle andre (også det misrøgtede barn, som af ren overlevelsesstrategi fornægter og fortrænger hvad der sker)

- Og det er de folkevalgte der står tilbage og er lige så handlingslammede som os selv.

Hvad for nogle foranstaltninger tyr vi til?

Tvangsanbringelse af børn uden for hjemmet, Plejefamilier til børn, Børnehjem og Krisecentre.

Alt sammen noget der fjerner barnet som om det var barnet der var noget galt med.

Forælderen får lov at gå fri og tolker det som at han eller hun har lov til at udføre sin ansvarsløse holdning, uden at nogen blander sig.

Det er først hvis vi i stedet betragter de forældre der misrøgter deres børn, som værende mennesker som har brug for hjælp og tilbyder dem den hjælp de egentlig har brug for, at der vil kunne ske en forbedring af børnenes forhold. Forældre, der misrøgter deres børn, skal om nødvendigt tvinges til at gå ind i et behandlingsforløb (om end på en mere eller mindre frivillig måde), om det så er for alkoholisme eller for en personlig udvikling i form af terapi eller kurser.

Og de nødvendige behandlingscentre skal etableres NU!

Det skal være forbudt at misrøgte børn i dette land, såvel som i vores egen personlige bevidsthed som i det offentlige systems bevidsthed og moral.