Grønlandsk udenrigsstof i AG

Selvstyrekommissionen har altså ret. Den grønlandsksprogede del af befolkningen har kun meget små chancer for at orientere sig internationalt. Og hvem har ansvaret for dét, hvis ikke medierne.

Torsdag d. 27. april 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Rigsfællesskab og selvstyre.

SELVSTYREKOMMISSIONEN siger, at befolkningen er nødt til at vide noget mere om udlandet, hvis den skal forholde sig til det. Og det skal den, hvis vi vil have øget selvstyre. Jo mere man vil stå på egne ben, jo mere må man vide om sine omgivelser. Det er en logisk konklusion, og det er vel også begrundelsen for, at der gennem tiden har været fremsat en del kritik af de grønlandske medier - AG medregnet - for kun at beskæftige sig med grønlandske forhold. Selvstyrekommissionen har altså ret. Den grønlandsksprogede del af befolkningen har kun meget små chancer for at orientere sig internationalt. Og hvem har ansvaret for dét, hvis ikke medierne. Der er rig lejlighed til at følge med i den store verden selv i den yderste bygd - hvis man kan engelsk eller andre store sprog Atuagagdliutit beskæftigede sig fra sit allerførste nummer i 1861 med det store, forbløffende udland. En af årsagerne til bladets succes var netop dette eksotiske stofområde, som blev illustreret med de mest fremmedartede motiver fra en komplet ubegribelig verden. For 30-40 år siden havde AG hver 14. dag (det var udgivelsesfrekvensen) en større baggrundsartikel under rubrikken "Udenrigspolitisk Orientering". Artiklerne blev leveret af Ritzaus Bureau, og de beskæftigede sig med de væsentligste begivenheder. Men 26 artikler om året var ikke meget, og der var grænser for, hvor forståelige de var for en læserskare, hvis fornemmelse for verden udenfor Grønland udelukkende byggede på en endeløs strøm af korte nyhedstelegrammer. I DAG er situationen meget anderledes. For den del af befolkningen, der kan modtage nyhedsinformationer på dansk, er mulighederne ganske gode. Der kommer stort set dagligt danske aviser med en fyldig udenrigsorientering i de større byer, TV-avisen bringer masser af stof udefra, og der, hvor Danmarks Radio kan høres, er udbudet af informationer fra den store verden yderst tilfredsstillende. Selvstyrekommissionen taler altså om grønlandsksproget udenrigsorientering. For her er situationen en helt anden. Manglen på grønlandsk folkeoplysning om udlandet er total. Og det er ikke nok at oversætte eller versionere sig ud af problemet. Udenrigsstoffet skal redigeres og fortælles af dygtige grønlandske journalister eller journalister med omfattende grønlandske forudsætninger. Det er efter AG’s mening en opgave, der skal løses. Vi kan ikke blive ved med at nøjes med os selv i en verden, der stadig bliver mindre, og som i takt med vor øgede selvstændighed vil forlange mere og mere af os. Men hvordan opgaven skal løses, har vi foreløbig ingen færdige meninger om. HIDTIL HAR VI afvist kritikken om mediernes navlebeskuende indhold med den begrundelse, at vi ikke har ressourcer til andet end indenrigsrelaterede nyheder og baggrundshistorier. Og det har ikke været en dårlig undskyldning. Aviserne har gennem en årrække haft det økonomisk meget vanskeligt, og kun gennem en stram "økonomisk politik" har det været muligt at sikre bladenes eksistens. Situationen er imidlertid knap så anstrengt nu som tidligere, og for AG’s vedkommende har det ført til betydeligt flere sider i avisen. Det er derfor nærliggende at overveje, hvordan vi kan bruge nogle af disse sider på udenrigsstof. Selvom vi kun lige er begyndt på disse overvejelser og ikke har noget endeligt bud på, hvordan vi skal tage udfordringen op, så kan vi sige, at de ressourcer, som den kommende udenrigsorientering i bladet kræver, ikke skal tilvejebringes gennem tilskud fra det offentlige. Det skaber et afhængighedsforhold til politikerne, som vi ikke er interesseret i. Der må altså findes andre muligheder, og dem går vi nu i gang med at analysere, så vi - forhåbentlig snart - kan give vort bidrag til en bedre oplysning om internationale forhold.