Fra rigsfællesskab til nyt partnerskab

I debatten om Grønlands selvstændighed savner vi stadig ideer og meningstilkendegivelser, om hvad det er for et samfund, man ønsker at skabe. Det er ikke muligt at tale om samfundsforandringer uden at have visioner om fremtidens samfund.

Fredag d. 5. maj 2000
Josef Motzfeldt, Formand for Landstinget
Emnekreds: Oprindelige folk, Rigsfællesskab og selvstyre.

Hvorfor skal Grønland nu ønske større selvstændighed eller måske det der er værre - suverænitet?

Det er oftest denne snævre tankegang der præger skeptikernes indfaldsvinkel til Rigsfællesskabet. En anden indfaldsvinkel til spørgsmålet kunne være - hvorfor ikke?

Ethvert folk og ethvert individ besidder trangen eller behovet for selvstændighed, hvilket er helt uafhængigt af hudfarve, tro, køn, alder eller politisk overbevisning.

Hvis vi et øjeblik vender blikket mod det nuværende Rigsfællesskabs tre folk - danskerne, færingerne og grønlænderne - så er det interessant at se, at man alle steder på en og samme tid er optaget af selvstændigheds- og identitetsspørgsmålet.

Danskerne diskuterer deres selvstændighed i forhold til EU. Næsten uanset om Danmark vil det eller ej, skal danskerne tage stilling til en stadig tættere tilknytning til EU med deraf afgivelse af nationens suverænitet i valutaspørgsmål.

Færingerne har forelagt den danske regering et udspil, der indeholder et krav om enten større selvstændighed indenfor rigsfællesskabet eller en frigørelse fra rigsfællesskabet. Denne forhandling bliver naturligvis spændende at følge og se resultatet af.

Herhjemme i Grønland har vi - med udgangspunkt i koalitionsaftalen mellem landsstyrepartierne Siumut og Inuit Ataqatigiit - nedsat en kommission for selvstyre. Selvstyrekommissionen har således fået til opgave at afdække vort lands selvstændige placering indenfor rigsfællesskabet. Grønland indgår i dag i et rigsfællesskab med Danmark, men spørgsmålet er, om vi har en fælles fortolkning eller forståelse af begrebet rigsfællesskab. Helt konkret kan vi sige, at vi i dag er fælles om følgende institutioner: Kongehuset, Forsvaret, Udenrigspolitikken, politi og retsvæsen og desuden indgår vi i "Møntunion" med Danmark.

Spørgsmålet er om disse fælles institutioner er tilstrækkelige til at dække vores fælles forståelsesramme for begrebet rigsfællesskabet.

Rigsfællesskabet bliver således med mellemrum og særligt ved højtidelige lejligheder luftet med budskaber af mere eller mindre uforpligtende karakter. Eksempelvis når Dansk Folkeparti - helt uventet - finder det behageligt at Grønland og Færøerne burde deltage i folkeafstemningen om euroen den 28. september. Hvilket kan forekomme paradoksalt når deres sædvanlige argumentation om Grønland er, at vi kan sejle vort eget "Atlanterhav".

Eller når statsministeren under en sommerrejse i Grønland bekendtgør lighed for alle borgere i riget uanset om de bor i Esbjerg eller Upernavik.

Begrebet rigsfællesskabet bliver således udvandet med tiden, og gang på gang har jeg med beklagelse måtte erfare tom og perspektivløs snak om rigsfællesskabet, uden at de relevante aktører gør sig særlige tanker endsige tager stilling til, hvad netop rigsfællesskabet skal bruges til.

Hjemmestyrelovens intentioner for 20 år siden må nu siges at være opfyldt - godt og vel. Og det er ud fra denne erkendelse, at vi der taler for en ændring eller reform af Grønlands midlertidige status indenfor kongeriget Danmark bygger vores videre arbejde med nedsættelsen af selvstyrekommissionen.

Fakta er at ansvarsuddelegeringen siden hjemmestyrets indførelse har fået videre rammer end oprindeligt tænkt, eksempelvis indenfor Grønlands adgang til at indgå bilaterale aftaler med tredje lande, EU, Rusland, Canada, Færøerne, Island, Norge ligesom Grønland i dag har sine egne repræsentationskontorer i såvel Bruxelles som Ottawa.

Disse tidligere utænkelige initiativer har kunnet lade sig gøre i det stille og i et velfungerende samarbejde danske og grønlandske myndigheder imellem. Men disse landevindinger må siges at være barfodsordninger, og som sådan kan disse ordninger annulleres fra det danske folketing, hvornår det skal være.

Allerede ved ikraftsættelsen af hjemmestyreloven var der i dele af det politiske landskab erklæring om, at denne ordning er midlertidigt, et skridt på vejen til noget andet.

Siden, i hvert fald i de seneste årrække, deles denne erklæring af så godt som alle partier. Spørgsmålet, som uvægerligt spøger bag denne midlertidige status er, hvor længe et folk kan dvæle ved en midlertidig status uden alt for store ofre på kampviljen og selvrespekten.

Det er med andre ord på høje tid at revurdere rigsfællesskabet. Om vi - Danmark eller Grønland - vil det eller ej, er vi nødt til at træffe en fælles beslutning.

Danmarks større og større indlemmelse i EU, og den deraf følgende binding til andre aftaler, direktiver, traktater m.m., aktualiserer også spørgsmålet. Der er behov for en ny aftale mellem landene i det nuværende rigsfællesskab og denne nye aftale bør have en international gennemslagskraft.

Ingen i det nuværende rigsfællesskab er tjent med, at en fortsat nølende holdning eventuelt forpester klimaet. Ligesom ingen kan være tjent med, at det hidtidige fællesskab bringes til ophør med smækken med døren.

Den fortsatte manglende debat får kun mytedannelser som følge, som nemt kan afspore processen, endnu før den starter.

Det bør derfor være et mål, at de nuværende lande i rigsfællesskabet indgår en ny aftale på grundlag af gensidig respekt og en accept af, at det er frie og selvstændige lande. Fællesaftalen bør således indeholde beslutning om, at deltagende lande samarbejder til fælles bedste.

Dette mål er bl.a. udtrykt i De Forenede Nationers Pagts artikel 73, som Danmark på rigsfællesskabets vegne er medunderskriver af.

Artikel 78 siger bl.a.:

"De (medlemmer af FN) påtager sig som et helligt hverv forpligtelsen til, indenfor det ved nærværende pagt oprettede mellemfolkelige freds- og sikkerhedssystem, at fremme til det yderste disse områders (ikke selvstyrende områder) indbyggeres velfærd og med dette formål for øje:
At fremme selvstyre, at tage behørigt hensyn til folkenes politiske ønsker og støtte dem i den fremadskridende udvikling af deres frie politiske institutioner overensstemmende med hvert områdes og dets befolkningers særlige forhold samt disses forskellige udviklingsgrad."
Til dato når rigsfællesskabet tages til debat, og når spørgsmålet om Grønlands selvstændighed berøres, er det næsten altid underforstået, at et selvstændigt Grønland automatisk vil miste de økonomiske tilskud fra Danmark.

Det behøver nødvendigvis ikke at forholde sig på den måde! Dette med henvisning til artikel 73 i FN's pagt, som også taler om, at medlemslandene som tidligere er kolonistater påtager sig som et helligt hverv forpligtelsen til at fremme til det yderste disse områders (tidligere koloniers) indbyggeres velfærd.

Debatten om Grønlands selvstændighed i midten af 90-erne blev ført uafhængigt af partiinteresser. Foreninger for et lands selvstændighed er langt mere at foretrække end at gøre dette vigtige spørgsmål til genstand for partipolitisk stridspunkt.

Ligeså væsentligt er det at diskutere, hvilke veje der skal betrædes for at opnå selvstændigheden, ligesom der er et stort behov for at diskutere, hvordan man forestiller sig, den selvstændige nation ser ud. Netop nu hvor der åbenbart er bred politisk enighed, er det bare med at fremme debatten. Og det er det, selvstyrekommissionen har erklæret at ville ved bl.a. at holde sine møder rundt om i landet. Samtidig hermed vil kommissionen holde offentlige møder for dels at informere om sit arbejde, og i nok så høj grad at modtage input i sin fortsatte afdækning af sit forehavende.

Debatterne i landstinget bærer desværre også fortsat præg af manglende forståelse for, at mange af de hjemlige sagers løsninger er at finde udenfor landets grænser, eksempelvis i de internationale fora og i dialog med andre nationers myndigheder. Det er kun muligt at opnå gode resultater, hvis arbejdet for selvstændighed baseres på oprigtighed, selvtillid, gensidig respekt og anerkendelse af, at alle mennesker er født lige.

Vi ved selv, at de mest grundliggende menneskerettigheder ikke bliver respekteret i mange lande. Derfor skal selvstændighedsbevægelsen langtfra ses som et isoleret grønlandsk fænomen.

Det er et internationalt arbejde, som også skal komme andre folkeslag til gode. Et selvstændigt folk og et selvstændigt land har sine internationale forpligtelser.

I debatten om Grønlands selvstændighed savner vi stadig ideer og meningstilkendegivelser, om hvad det er for et samfund, man ønsker at skabe. Det er ikke muligt at tale om samfundsforandringer uden at have visioner om fremtidens samfund.

Et spændende arbejde ligger forude. Arbejdet med Grønlands forfatning.

Hvad ønsker vi som vore kendetegn som folk, som kan være vores bidrag til verdenssamfundet. Et selvstændigt Grønland bør styres af sin egen befolkning, på sit eget sprog. I et selvstændigt Grønland bør udnyttelsen af resurserne baseres på lighed og solidariske principper. Grønland bør være et land, som kender sine internationale forpligtelser, og som forsvarer andre oprindelige folk.