Sermitsiaq er fuld af løgn

Sermitsiaq's leder betragter jeg som det mest splittelsesskabende indlæg. Indholdet var så fyldt med løgn, at man skulle tro, at det krablet ned i fuldskab.

Fredag d. 12. maj 2000
Jess G. Berthelsen, Formand for SIK
Emnekreds: Erhverv, Løn og overenskomster.

raquo;Sermitsiaq" skrev i sit sidste nummer til min store forundring, at den planlagte strejke på det private arbejdsmarked måtte afblæses, blandt andet med den begrundelse at medlemsantallet i fagforbundet SIK er stagneret på det sidste. Det undrer mig også meget, at Sermitsiaq kan komme med sådanne påstande uden dybdegående undersøgelser, og at avisen sådan uden videre kan fremkomme med disse tal. Men den virkelige sandhed er, at SIK aldrig før har registreret så mange medlemmer. I følge medlemsregistreringen har SIK i dag 9.800 medlemmer. Aldrig har medlemsantallet været så stor i SIK's historie. Avisen skrev endvidere, at den røde lampe blinkede i forbindelse med forbundskongressen i 1997, fordi medlemsantallet stagnerede. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan avisen var nået frem til disse tal, som jo direkte var misinformationer. Medlemsantallet i SIK har siden 1991 været støt stigende, og medlemsantallet er stadig stigende den dag i dag, bortset fra lokalafdelingen i Nuuk, der mister sine medlemmer.

Vi sidder i øjeblikket i den uheldige situation, at medlemmerne indbetaler deres medlemskontingent direkte til lokalafdelingerne. Det er ellers hensigten at medlemskontingentet direkte fratrækkes lønnen, hvorefter kontingentet hurtigst muligt videresendes til lokalafdelingerne og til forbundet. Den slags journalistik er uacceptabel, man kan da ikke fremlægge påstande, uden at forhøre sig hos lokalafdelingerne eller forbundet. Det er den slags journalistik, der må betegnes som ensidig journalistik.

Sermitsiaq skrev, at lønmodtagerne og arbejdsgiverne går ind for samarbejde. Dette er rigtig. Derfor indfører vi samarbejdsaftaler og samarbejdsgrundlag. For aftaler, som begge parter går ind for skaber samarbejde. Alligevel udnytter arbejdsgiverne aftalerne som skræmmemidler, og siger, at hvis lønmodtagerne bliver medlemmer af SIK, så vil SIK’s og GA’s aftaler træde i kraft, og dermed mister håndværkerne nogle af deres indtægter, for ifølge vores aftaler sikres kun den laveste indkomst.

Realiteten er, at det kun er på ganske få arbejdspladser, man har opnået gode samarbejdsaftaler, og det er på disse arbejdspladser, at udskiftningen af arbejdskraften er ganske lille.

Men der findes mange arbejdspladser, hvor arbejdskraften udskiftes i alt for høj grad. Dette skyldes store samarbejdsvanskeligheder mellem lønmodtagerne og arbejdsgiverne. Men hvordan kan man opnå gode samarbejdsforhold, når arbejdsgiveren truer lønmodtagerne med mindstelønnen, hvis de melder sig ind under SIK's faner.

"Sermitsiaq" skrev også, at det ikke var sandt, at arbejdsgiveren havde sagt, at GA havde fået besked fra den danske ledelse om, at de danske ansatte i virksomheden ikke må gå i sympatistrejke. Dertil viste Sermitsiaq blot sit sande ansigt, og fremhævede hvordan avisen ser ned på den menige lønmodtager, for vi ville aldrig drømme om at fremkomme med sådanne erklæringer, hvis vi på forhånd ikke allerede vidste, at dette var sandt.

Da vi blev orienteret om, at dette var sket, offentliggjorde vi episoden, og da jeg vidste, at en lønmodtager havde henvendt sig til AG om denne episode, spurgte jeg vedkommende om han også ikke havde lyst til at henvende sig til Sermitsiaq, efter at Sermitsiaq var udkommet den 5. maj. Det ville han ikke, for han var klar over, at chefredaktøren på Sermitsiaq er medlem at GA. Han frygtede, at hans navn ville blive offentliggjort i avisen, og at han var bange for repressalier. Man bliver betænkelig, når en avis, der burde tage sig samfundsproblemerne, får lønmodtagerne til at føle sig som forfulgte.

På den anden side får en hel anden fornemmelse, når man læserne indlæggene, der har en relation Grønlands Arbejdsgiverforening. Man fristes til at sige, at Sermitsiaq bliver udgivet på GA's vegne.

Endvidere skrev Sermitsiaq, at jeg burde passe mit faglige arbejde og gøre noget mere for mine medlemmer, i stedet for at bruge tiden til andre virksomhedsprojekter. Du har ret i, at der bør arbejdes mere for landets lønmodtagere. Jo, vi arbejder mere for vore medlemmer. Vore medlemmer er blevet så samfundsbevidste, at de nu kræver mere oplysningsarbejde, i stedet for kun at blive oplyst om faglige overenskomster. Medlemmer kræver nu, at der bliver gjort mere for dem indenfor arbejdsmarkedsforhold, uddannelsesforhold, skatteforhold, sundhedsforhold, boligforhold, børnenes og de ældres forhold, sprogforhold og mange andre ting. Dermed bekræfter medlemmerne, at de står for lønmodtagerorganisationens politik.

Når man grunder lidt dybere, er det i og for sig ikke så mærkeligt, at Sermitsiaq ikke har indblik i disse forhold. Hvordan kan vi kræve overfor Sermitsiaq, at avisen skal have kendskab til de førnævnte forhold, når chefredaktøren ikke har daglig kontakt med vore medlemmer eller til den almindelige grønlænder, og slet ikke kan tale deres sprog.

I andre lande kan en journalist aldrig blive ansat, hvis journalisten ikke taler det vedkommende folks sprog, og jeg tvivler stærkt på, at en journalist bliver ansat på en dansk redaktion, hvis journalisten ikke behersker det danske sprog, for en journalists bedste våben er at kunne beherske det sprog i det land, hvor man bor i.

Sermitsiaq noterede også, at jeg som formand jonglerer med forskellige fondes penge. Dette kan jeg slet ikke acceptere. Sermitsiaq skal kunne dokumentere, at dette er sket i virkeligheden. Alle fonde har bestyrelser, og jeg som formand for en fond har pligt til at rette mig efter bestyrelsens beslutninger. Hvis Sermitsiaq ikke kan dokumentere, at jeg har handlet ud over mine beføjelser, så vil jeg tage sagen alvorligt op og betragte den som en fornærmelse overfor vores medlemmer. Denne påstand har en så alvorlig karakter, at den ikke bare kan ties ihjel. For vore medlemmer kan få den opfattelse, at dette var sket i virkeligheden.

Endelig skriver Sermitsiaq, at jeg er ekspert i at skabe splid. Sermitsiaq's leder betragter jeg som det mest splittelsesskabende indlæg. Indholdet var så fyldt med løgn, at man skulle tro, at det krablet ned i fuldskab.