Sympati og velvilje er ikke altid nok

Det er Landstinget, der er landets øverste lovgivende myndighed - ikke Finansudvalget. Finansudvalget har kun mandat til at klare veldefinerede, uforudsete og uopsættelige bevillingsmæssige opgaver mellem vedtagelsen af de enkelte finanslove.

Søndag d. 14. maj 2000
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet.

Kære Lars Mosgaard, Du skriver i Sermitsiaq nr 17 den 28 april, under overskriften "Denne politiske politiseren " blandt andet at "afslaget fra Finansudvalget er begrundet i, at det går imod Landstingets beslutning om en regionalisering af sundhedsvæsenet ... Denne begrundelse er noget sludder og udtryk for et selvhenførende tankespind og derfor en ren politiseren, hvilket finansudvalgets medlemmer burde holde sig for gode til. " Denne udlægning gør det klart, at du ikke kender til Finansudvalgets relativt begrænsede kompetence. Det er sådan at: "Finansudvalget kan mellem de enkelte finanslove efter ansøgning fra Landsstyret bevilge penge til opgaver, der ikke kunne forudses ved forrige finanslov og som ikke tåler udsættelse til næste finanslov. " Det betyder, at Finansudvalget ikke på Landstingets vegne kan tage stilling til en ændring af planerne om regionalisering. Det har vi ganske enkelt ikke Landstingets fuldmagt til at beskæftige os med. Spørgsmålet burde slet ikke have været blandet ind i ansøgningen om en opnormering af personalet på Dronning Ingrids Hospital. Men da Landsstyret havde gjort det til en del af ansøgningen, var Finansudvalget - alene af den grund - nødt til at afvise ansøgningen. Det har ikke noget med politisk kandestøberi at gøre. Det er Landstinget, der er landets øverste lovgivende myndighed - ikke Finansudvalget. Finansudvalget har kun mandat til at klare veldefinerede, uforudsete og uopsættelige bevillingsmæssige opgaver mellem vedtagelsen af de enkelte finanslove. Når det er sagt, så er det for den resterende del af ansøgningen også et spørgsmål, om vi kan åbne for pengekassen, uden at overskride Finansudvalgets beføjelser. For der er intet nyt siden sidste finanslov, som kan begrunde ønsket om en opnormering med 21 stillinger. Vi må derfor gå ud fra, at Landsstyret forud for finansloven for år 2000 nøje har vurderet personalebehovet på DIH i forhold til de samlede behov, og fravalgt at søge mere personale til DIH. Ansøgningen opfylder derfor ikke kravet om, at udgiften ikke har kunnet forudses ved forrige finanslov. Og tager vi i betragtning, at allerede mere end 60 ansatte på DIH bor vakant indkvarteret, så er det på sin plads at spørge, om det overhovedet kan lade sig gøre at skaffe bolig i indeværende år til yderligere 21 ansatte med familie? - Det er tvivlsomt, og dermed er det tvivlsomt, om ansøgningen opfylder det sidste krav: at ansøgningen ikke tåler at blive udsat til næste finanslov, der træder i kraft 1. januar 2001. Man kan have al mulig sympati og velvilje for ansøgningen, men der er regler som skal overholdes - af Landsstyret - for at tingene skal fungere. Landsstyret burde have indarbejdet de 21 stillinger i finanslov for år 2000, og så burde man allerede for flere år siden have fulgt et forslag fra Atassut om at skaffe DIH en pulje på 80 tjenesteboliger med tilhørende børneinstitutioner - uden udgift for Landskassen - ved at entrere med et privat byggekonsortie bestående af pensionskasser og kreditforeninger om bygning af disse boliger, der langtidslejes af Hjemmestyret og stilles til rådighed for DIH. Så meget om det politiske kandestøberi :-) Med venlig hilsen Anders Nilsson