Landsstyret koordinerer ikke godt nok

Vi har ikke brug for fri konkurrence mellem landsstyreområderne. Det er et begreb, der hører erhvervslivet til. I politik skal man tværtimod tænke overordnet

Torsdag d. 13. juli 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

LANDSTINGSMEDLEM Anders Nilsson har til dagens avis sendt et indlæg, hvori han undrer sig over både Ole Ruds forslag om en ekspertgruppe i hjemmestyret og over AG’s leder om samme emne.

Sagen bygger i korthed på, at stort set alle i dag er enige om, hvad der skal til for at fremme de grønlandske erhverv. Nu venter vi bare på politikernes initiativer, men de udebliver.

Ole Rud, der er formand for erhvervsrådet, gav udtryk for, at der er brug for nogle mennesker med forstand på erhvervslivet. De skal placeres som en slags ekspertgruppe i hjemmestyret og forsynes med nødvendig kompetence.

AG førte tanken lidt videre, fordi det efter bladets opfattelse ikke blot er galt med erhvervspolitikken, men med grønlandspolitikken som helhed. Landsstyret tager ikke tilstrækkeligt initiativ til at løse de mange problemer, som befolkningen går og slås med til daglig, og i erkendelse af, at alle samfundsforhold hænger sammen, mente AG, det var en god idé med et samlende organ, der kan sikre, at det politiske arbejde udføres i sammenhæng.

Nu siger Anders Nilsson, at vi allerede har sådan et organ. Det hedder landsstyret, og det er landsstyret, der med sine "overvægtige administrationer" bag sig - som Anders Nilsson udtrykker det - udgør den ekspertgruppe, som Ole Rud og AG efterlyser. Og han opfordrer derfor til, at kritikken rettes mod landsstyret.

HAN HAR VEL RET, Anders Nilsson. Det er landsstyret, der har den rolle, vi efterlyser. Og vi har da heller ikke forestillet os, at der skulle ansættes flere mennesker - slet ikke højtlønnede eksperter - i landsadministrationen. Hvis nogle skal ind, skal andre ud. Sådan må det være.

Anders Nilsson dokumenterer med sit indlæg, at landsstyret ikke magter opgaven med at koordinere indsatsen. Det er helt andre modeller, der arbejdes efter i hjemmestyret.

Landsstyreområderne skraber hver for sig til sig. Det er en uendelig og benhård konkurrence, hvor landsstyremedlemmer i tidens løb har forstået det som deres opgave at skaffe flest mulige midler til deres eget område.

Vi har ikke brug for fri konkurrence mellem landsstyreområderne. Det er et begreb, der hører erhvervslivet til. I politik skal man tværtimod tænke overordnet. Ellers bliver vi ved med at vade rundt på stedet og når aldrig de mål, vi ellers ser for os - et eller andet sted ude i fremtiden.

Når landsstyret ikke fungerer, har vælgerne et problem, som de må løse ved næste valg, siger Anders Nilsson. Det er logisk. Sådan har AG skrevet mange gange på denne plads. Det er vælgerne, der har ansvaret. Og det kan vi så blive ved med at sige fra nu af, og til vi en dag i afmagt melder os ind i EU.

For hvor skal vi få de politikere fra, der kan løfte opgaven? Det er svært at få dygtige folk nu til dags. Og hvis de findes, gider de så være politikere?

Alvorligt talt er det vanskeligt at forestille sig, at et nyt landsstyre vil være bedre til at koordinere indsatsen og vise hensyn til helheden. Traditionen peger ikke i den retning.

HVIS VI IKKE skal have en anden struktur i hjemmestyretoppen, må vi i det mindste have en debat, der kan sætte fokus på landsstyrets opgave. Vi må formulere kravene til de koordinerende arbejdsprincipper, der er nødvendige.

Hvordan de skal være, har vi ingen anelse om her på avisen. Men vi kan være med til at fremme debatten, og vi kan håbe på, at den når frem til Landstinget. Selv forestiller vi os dog, at det i fremtiden bliver naturligt, at den overordnede politiske planlægning bliver langt mere konkret, end den er i dag, og vi forestiller os tillige, at det mere detaljerede arbejde omkring love og bekendtgørelser sendes til høring i samtlige direktorater inden forelæggelsen i Landstinget.

Alting hænger sammen, og hvis ikke vi indser det, får vi svært til at leve op til vore egne forventninger om hjemmestyret. Der er et godt gammelt udtryk om at trække på samme hammel. det betyder, at man løser opgaverne sammen i stedet for at trække i hver sin retning, i stedet for at konkurrere med hinanden.

Det kan landsstyret ikke finde ud af i øjeblikket. Derfor er vi nødt til at diskutere samarbejdets og koordineringens nødvendighed i det politiske arbejde. Det er den form for centralisering, der var tale om i sidste avis, og den går vi stadig ind for.

Det er selvfølgelig i orden at pukke på landsstyret, når det ikke passer sit arbejde. Men erfaringerne har desværre vist os, at det ikke løser problemerne. Der skal grovere metoder til. For eksempel en skarp strukturbeskrivelse af landsstyrets politiske arbejde.