Uddannelse uden anerkendelse
Er problemet, at det er gamle mænd, hvis børn allerede er voksne, der sidder med magten - magten til at gøre noget for den opvoksende befolkning, og at de unge, der har noget at skulle have sagt, bliver fejet af bordet
Torsdag d. 7. september 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds:
Sociale spørgsmål
,
Uddannelse
.
UDDANNELSE, UDDANNELSE, uddannelse. Ord, vi igennem de seneste år har hørt til bevidstløshed. Alle, ja efterhånden selv politikerne, erkender, at vejen frem mod bedre velfærd, økonomisk opsving og selvstændighed, er uddannelse, uddannelse og atter uddannelse. Men da vi er et land fyldt med paradokser, er vi i dag også tilskuere til underkendelse af mennesker med - ja, netop - en uddannelse.
Pædagoguddannelsen har altid været populær, også før vi fik vores egen uddannelse her i landet. Vi har ifølge pædagogernes egen fagforening, PIP, til dato uddannet 700 pædagoger. Mange er draget til Danmark, har gennemgået uddannelsen og er rejst hjem igen med det formål at arbejde inden for det område, de nu engang er uddannet til. Og de mennesker, der senere har taget uddannelsen her i landet, har også på et tidspunkt haft en ide om, at uddannelsen skulle føre til et pædagogisk arbejde med børn.
MEN DET ER GÅET anderledes. I dag arbejder kun lidt over 200 af de mange pædagoger inden for dag- og døgninstitutionsområdet. Og det er der naturligvis en forklaring på. Èn kunne naturligvis være, at de fleste, der går igang med en pædagoguddannelse har en bagtanke - en bagtanke om at ville noget helt andet, end det, de bliver uddannet til, når først de står med papirerne i hånden. Men mon ikke forklaringen ligger et andet sted. Tankerne ledes naturligt hen på løn- og ansættelsesforhold.
Den løn og de ansættelsesforhold pædagogerne præsteres for står ikke mål med uddannelsens indhold, varighed og betydning. Andre fag står dog gerne i kø for at hente den ekspertise, der ligger i pædagoguddannelsen. De behøver ikke at finde sig i de forhold, de bliver budt inden for deres eget fag. Der er andre arbejdspladser , der hellere end gerne vil have dem - og får dem.
Derfor kan det heller ikke undre, at man i dagens avis kan læse om en daginstitution, som lider så meget af personalemangel, at lederen allerhelst lukkede den, hvis hun havde haft mandat til det. (læs side 6 red.) Hun mener ikke det er forsvarligt, at tre voksne skal passe, udvikle, stimulere og være særligt agtpågivende over for 36 børnehavebørn i en daginstitution, hvor ikke én ansat i øvrigt er uddannet pædagog.
Men er det det, vi vil? Der er næppe ret mange forældre, der direkte adspurgte, vil være positive over for en daginstitution, der udelukkende blev reklameret med som parkering for børn.
UNDER ALLE omstændigheder er vore børn ikke tjent med de forhold, vi byder dem i øjeblikket. De umælende små, som vi gerne viser frem, som vi fremhæver i stort set enhver sammenhæng, som vi er så stolte af. Og da de er tillidsfulde stiller de gerne op - stiller sig forventningsfulde op og yder deres bedste, når der for eksempel skal synges for en russiske ambassadør, der er på besøg. For de små vil gerne yde deres bedste, sådan som de voksne ønsker det. De vil vise, at de du´r, at også de er en del af samfundet.
Men det er også de små, som vi risikerer at tabe på gulvet, før de er nået i skolealderen. Vi byder dem forhold, vi ikke selv ville finde os i på vores egen arbejdsplads. Vi svigter børnene i den grad, at selv pædagogerne taler om, at de selv er med til at omsorgssvigte de svageste af dem. I vores manglende omtanke, lader vi dem i stikken, blot vi har et sted at parkere dem, mens vi kan haste afsted på arbejde, tjene penge og realisere os selv.
MEN HVOR ER DE, der skal råbe op om disse forhold. Hvor er vore socialt engagerede politikere. Hvor er forældrene. Hvor er alle de, der taler om, at børn er vores fremtid. Lad os i dette Børnenes år med alvor sætte fokus på børns vilkår - og gøre noget ved dem.
Er problemet, at det er gamle mænd, hvis børn allerede er voksne, der sidder med magten - magten til at gøre noget for den opvoksende befolkning, og at de unge, der har noget at skulle have sagt, bliver fejet af bordet. Eller er vi blevet blaserte. Er vi nået dertil, at vi er tilfredse, blot vi har et sted, hvor vi kan parkere børn, så de kan få noget at spise. Eller er vi bare ligeglade.
Lad den kommende debat vise, hvilken vej frem vi vil med vore børn - Grønlands fremtid.