Opgøret med tilskudssamfundet

Lovforslaget om vandudvinding er et beklageligt eksempel denne zig-zag-kurs. Når det politiske mål er øget privatisering, og nul hjemmestyredeltagelse i produktionen, er det en modsigelse, at landsstyret vil have et offentligt selskab med i den nye vandproduktion

Fredag d. 22. september 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

Skal vi fortsætte som hidtil, eller skal vi gå nye veje og prøve at klare os selv? Det er i korthed, hvad finansloven og landsstyrets politik handler om, sagde landsstyremedlem Josef Motzfeldt efter onsdagens marathondebat om landsstyrets forslag til finanslov.

Kritikken hamrede mod landsstyret. Selv fra koalitionens egne partier lød der stærkt kritiske røster. Politikerne i Landstinget har svært ved at acceptere de nye tider og fastholder tilskud til fiskere, fangere og bygder.

Vi havde ikke forventet, at det ville være let at ændre tilskudssamfundet til et samfund, hvor vi skal klare os selv, tilføjede Josef Motzfeldt.

Og det er en hård kursændring, landsstyret lægger op til med forslag om strukturændringer og en ny tilskudspolitik.

Det er slut med forkælelsen!

Det er ikke længere nok at kalde sig fisker og fanger og tro, at man får det hele forærende. Nu stilles der krav om kvalitet - tingene skal være i orden, før der udbetales en krone.

Great Greenland skal ikke længere være forpligtet til at købe et skind, fordi det er indleveret. Virksomheden skal kunne stille krav om kvalitet.

Det gennemgående tema for landsstyret er, at vi har ansvar for vores eget liv i stort og småt. Det skal være slut med tilskudssamfundet. Her og nu er det de små ting som sælskind, ESU-tilskud med videre, men på længere sigt er det hele samfundets afhængighed af bloktilskuddet, der skal gøres op med.

Landsstyret vil, at vi skal klare os selv.

Derfor går Siumut/IA-koalitionen også ind for økonomisk vækst. Der skal skabes bedre rammer for erhvervslivet - en politik og målsætning, vi alle kan støtte.

Men når vi kommer ned til handlingerne, undrer vi os.

Erhvervslivet får ikke bedre rammer ved at pålægge eksporten nye omkostninger eller ved at fjerne indtjeningsgrundlaget fra eksporterhvervet.

Her tænkes på den nye fiskerilov og de stigende udgifter, der pålægges fiskeindustrien og det havgående fiskeri i det hele taget.

Hvis samfundet skal have indtægter fra erhvervet må de penge, som ejerne trækker ud af virksomhederne, beskattes.

Lad være med at beskatte produktionen.

Ejerne kan så selv afgøre, om de vil trække penge ud af virksomhederne og blive beskattet, eller om de vil lade pengene blive i virksomheden for at undgå beskatningen.

Det er vigtigt, at virksomheder får så gode muligheder for at tjene penge som muligt. Det er vigtigt, de kan skabe overskud, der kan investeres i nye virksomheder.

Det er på den måde, vi skal skabe den økonomiske vækst, der er forudsætningen for, at landsstyrets mål kan opnås - altså øget uafhængighed og selvstændighed.

Vi er heller ikke enige med Atassut i, at udbyttebetaling er alt afgørende. Hvis pengene bliver i virksomheden til investering i nye aktiviteter, er det måske bedre for samfundet. Eksempelvis har Royal Greenland brugt masser af penge på initiativer, som andre lukrerer på. Det erindres, at Royal Greenland tog initiativet til fiskeri efter krabber.

I dag lukrerer en stribe private virksomheder på det, Royal Greenland satte igang.

Desuden har Royal Greenland holdt flere rejefabrikker igang, end det var strengt nødvendigt. Men også den virksomhed er i gang med at sadle om. Og politikernes protester mod lukningen af indhandlingsanlæg i bygderne viser, at det ikke er så enkelt endda.

Men det væsentlige er, at landsstyret nu fastholder sine mål og fastholder sin politik. Alle initiativer skal ses i forhold til målene, så vi undgår hovsa-løsninger og zig-zag-kurs.

Lovforslaget om vandudvinding er et beklageligt eksempel denne zig-zag-kurs. Når det politiske mål er øget privatisering, og nul hjemmestyredeltagelse i produktionen, er det en modsigelse, at landsstyret vil have et offentligt selskab med i den nye vandproduktion.

Landsstyret må skabe de rammer, der er nødvendige for, at den kommende produktion og eksport af vand og is kan drives så hensigtsmæssigt som muligt. Men hjemmestyret skal ikke selv være med.