Politikerløn svarer ikke til indsatsen
Med den forhøjelse af medlemmernes indkomst, som de har pålagt skatteyderne, er det mindste, man kan forlange, at landstingsmedlemmerne yder en indsats, der svarer til udgiftens størrelse
Torsdag d. 28. september 2000Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds:
Politik.
Hjemmestyret har altid begrundet sin træge holdning til lønstigninger med den afsmittende effekt. Selvom nogle faggrupper er sakket meget bagud i forhold til andre, har politikerne holdt igen netop for at undgå, at væsentlige lønstigninger smitter af på hele det øvrige arbejdsmarked. Derfor har pædagoger, lærere og jordemødre været forfordelt.
Selvom fagforeningerne har forklaret, at det ikke er muligt at skaffe kvalificeret arbejdskraft til de pågældende fagområder, har politikerne været bange for, at hjemmestyrets forhandlere ikke vil kunne modstå presset fra bedre stillede faggrupper.
Nu bruger Landstinget akkurat de samme argumenter for at hæve landstingsmedlemmernes løn. Der er altså forskel på, om det er almindelige lønslaver eller politikere, det handler om. Her er det politikernes egen løn, det handler om.
Godt nok taler vi vederlag i forbindelse med landstingsarbejdet, men det er trods alt et vederlag, der ligger langt over gennemsnittet af lønninger her i landet. Derfor bør det ikke komme bag på politikerne, at der kommer protester fra vælgere, skatteydere og lønmodtagere.
HER PÅ REDAKTIONEN mener vi, at det er i orden, hvis politikere i Landstinget får både en eller to millioner kroner om året - hvis de vel at mærke kan yde arbejde for beløbet. Men når selv Landstingets egen formand fra talerstolen irettesætter medlemmerne for både dovenskab og manglende indsats, så må vi opponere.
Med den forhøjelse af medlemmernes indkomst, som de har pålagt skatteyderne, er det mindste, man kan forlange, at landstingsmedlemmerne yder en indsats, der svarer til udgiftens størrelse. Nogle gør det allerede - og tak for det - men generelt lader den enkelte meget tilbage at ønske.
Det indbyggerne kræver af politikerne er, at de løser samfundets problemer. Der skal bygges boliger. Børn skal passes af pædagoger i institutionerne. De skal undervises af uddannede lærere, og de skal kunne gå i skole uden at sidde med overtøj på. Og sundhedsvæsenet skal forbedres.
Som det står til på disse få områder, er den konstruktive indsats, der ydes i Landstingssalen, svær at få øje på.