Politisk skabt utryghed

Politikerne glemmer, hvad der er vigtigt for at folk kan klare dagen og vejen. Det er boliger, det er en løn man kan leve af, det er et socialt sikkerhedsnet, det er uddannelse, sikkerhed i jobbet, og tryghed ved, at man kan blive behandlet, når man bliver syg

Fredag d. 20. oktober 2000
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Sociale spørgsmål.

TD>
Afstanden mellem befolkning og politikere vokser. Det viste demonstrationen tirsdag med al tydelighed. Demonstranternes reaktion på Jørgen Wævers valgtale var buuh-råb. De ville have at vide, hvad politikerne ville gøre ved situationen. I stedet for at svare på det krav, henviste Jørgen Wæver til at det er kommunernes ansvar.

Politikerne er overbevist om, at bare de siger de rigtige ting, giver de rigtige løfter og har de rigtige holdninger, så er alt godt.

Men befolkningen vil have handlinger. De er trætte af målsætninger og flotte ord, som ikke opfyldes. Vælgerne, skatteborgerne er trætte af politikere, som handler ud fra hvad embedsmænd siger, i stedet for at gøre det folk har brug for, og som de betaler for. Det er vigtigere for politikerne at lytte til udefra kommende end til deres egen befolkning og deres vælgere.

Politikerne glemmer, hvad der er vigtigt for at folk kan klare dagen og vejen. Det er boliger, det er en løn man kan leve af, det er et socialt sikkerhedsnet, det er uddannelse, sikkerhed i jobbet, og tryghed ved, at man kan blive behandlet, når man bliver syg.

Men folk er utrygge.

Politikerne har ikke fornemmelse af, hvad der rør sig i befolkningen. Hvis de har, overhører de vælgerne, lige så snart valget er overstået.

Man kan undre sig over, at politikerne ikke har lært af det sidste valg.

Landstingets væsentligste rolle i dag er en fordeling af bloktilskuddet. Men pengene bruges til prestigeprojekter i stedet for at sikre at folk kan overleve.

I stedet for at gøre sig fortjent til den lønstigning, som politikerne vil give sig selv, lover man igen, at alt bliver bedre, når de får noget mere i løn. Det er forståeligt, at vælgerne tvivler på det.

Politikernes begrundelse er, at så kan man tiltrække bedre politikere. Det er en selverkendelse, der siger noget om, hvor lidt gennemtænkt det argument er.

Efter 20 års hjemmestyre har landspolitikerne overtaget danskernes "naalagaq-rolle".

Den splittelse var forståelig i kolonitiden, men den er utrolig farlig i dagens Grønland.

Befolkningen splittes og oprøret lurer under overfladen.