Ondt i sproget
190 studerende har deltaget i undersøgelsen af sprogbrug og holdninger blandt grønlandske studerende. Langt de fleste behersker ikke grønlandsk på modersmålsniveau og over halvdelen føler sig diskrimineret med alt lige fra mobning i skolen, chikanerende tilråb på gaden til en politisk modvilje mod dem. 71 procent har i varierende grad oplevet nedtrykthed over ikke at beherske sproget tilstrækkeligt
Torsdag d. 14. december 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds:
Kultur og samfund
,
Politik
,
Sprog
,
Uddannelse
.
ER DER NOGET, der kan få læsere til at fare i blækhuset, er det, når sproget tages op til debat. Og nu er anledningen der endnu engang. På side 7 i dagens avis kan man læse om en ny undersøgelse af sproget blandt studerende.
190 studerende har deltaget i undersøgelsen af sprogbrug og holdninger blandt grønlandske studerende. Langt de fleste behersker ikke grønlandsk på modersmålsniveau og over halvdelen føler sig diskrimineret med alt lige fra mobning i skolen, chikanerende tilråb på gaden til en politisk modvilje mod dem. 71 procent har i varierende grad oplevet nedtrykthed over ikke at beherske sproget tilstrækkeligt.
Det er nedslående læsning, specielt i betragtning af at det er et samfundsproblem, der er påført de unge mennesker. For ganske vist vil ingen politikere stå ved, at de diskriminerer de indbyggere, der ikke behersker det grønlandske sprog fuldt ud. På et netop overstået hovedbestyrelsesmøde slår partiet Siumut oven i købet fast, at der skal gøres en forstærket indsats for at mennesker udefra hurtigere kan integreres i samfundet specielt med hensyn til sproget. Men hvad med vores egen ungdom? Der er, som i så mange andre tilfælde, ikke brug for tomme ord, men handling. Og det skal man spejde længe efter.
VI HAR SIDEN kolonitiden haft et anstrengt og firkantet forhold til sproget - både det danske og det grønlandske. Og det har gjort os så forvirrede, at vi i dag ikke ved, hvilket ben vi skal stå på.
Vi har givet den gruppe, der i dag studerer, en baggrund med en folkeskole, som først og fremmest har undervist dem på dansk. Resultatet er, at mange af dem, sådan som de studerendes egen undersøgelse viser, ikke behersker det grønlandske sprog fuldt ud.
På trods af de omstændigheder, der er blevet budt ungdommen, sendes der signaler ud til dem om, at de ikke dur. I denne tid, hvor arbejdet for selvstændighed er i højsædet på forskellige niveauer, er der røster fremme om, at for eksempel centraladministrationen udelukkende skal køres med det grønlandske sprog som redskab. Men nu tager de unge heldigvis selv bladet fra munden. De vil ikke bare finde sig i at blive dumpet.
VI LEVER I et dobbeltsproget samfund. Sådan er det, uanset om man kan lide det eller ej. Hensigtserklæringer alene kan ikke ændre på dette faktum. Så længe vi ikke selv kan levere den uddannede arbejdskraft, der er nødvendig for, at vi kan leve i det moderne samfund, som vi selv har været med til at opbygge, vil Grønland i mange år ud i fremtiden forblive et dobbeltsproget samfund. Et samfund med de to sprog - grønlandsk og dansk side om side. Politikerne bør forholde sig til denne virkelighed.
Ganske vist siger mange af vore politikere, at der allerede i dag gøres en indsats. Men undersøgelsen viser, at der ikke sker nok på området. Der findes ganske enkelt ikke tilfredsstillende undervisningstilbud i de to sprog, hverken for hjemmehørende eller tilkaldte.
De unge bør have en undervisning både i dansk og grønlandsk, som gør dem så velfunderede, at de kan klare sig sprogligt både herhjemme og i Danmark, hvor mange må opgive studier på grund af manglende dansk kundskaber.
Indtil da må vi acceptere og respektere de unge mennesker, der på trods af manglende sprogkundskaber tager en uddannelse - og tage imod dem med åbne arme, når de en dag søger job - også i centraladministrationen.