Hvor står vi?

Vi er ikke en »del« af Danmark. Det er hverken fysisk (geografisk set) eller mentalt muligt. Ud over nogle menneskelige og følelsesmæssige bånd så har vi et afhængighedsforhold til Danmark. Et forhold der indtil videre er bundet på dialoger og aftaler, som kun de færreste har indsigt i, men med konsekvenser, de fleste dog har stiftet bekendtskab med.

Torsdag d. 28. december 2000
Johannes Kyed
Emnekreds: Kultur og samfund, Oprindelige folk, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Vi står i en situation, hvor vi til tider føler, vi ikke er tilstede.

Vi står i en situation, hvor vi ofte føler magtesløshed.

Vi står i en situation, hvor vi bare har accepteret situationen, men i realiteten har mistet situationsfornemmelsen.

Vi står i en situation, hvor vi ikke længere vil styres af situationen.

Der bliver i disse dage talt meget om selvstændighed, magtfordrejning, tilkaldte, boligmangel, sprog, uddannelse, kultur og meget mere. Jeg skal ikke komme ind på alle disse emner, som når de udtrykkes kritisk, i bund og grund er et udtryk for frustration, - at der, i John Mogensens terminologi, er noget skævt i dette samfund. Jeg har på fornemmelsen, at dette skæve vrid for en stor dels vedkommende skyldes min generations mangelfulde åndelige forståelse for vores kultur.

Der bliver igen og igen talt om, at uddannelse er vejen til et "lykkeligt" liv i harmoni med omverdenen. Men det nytter jo bare ikke at uddanne unge mennesker uden at give dem den nødvendige immaterielle forståelse af vores kultur.

Der er så galt erhverv i dette land, hvor man bevidst eller ubevidst forsøger at styre, uden at have den nødvendige åndelige og kulturelle ballast. Det er ikke nok at sige, at vi bare skal have unge veluddannede til at sørge for at varetage de samfundsmæssige opgaver. Vi er så forhippede på udelukkende at fokusere på faglig uddannelse (hvilket jo i sig selv er ganske nødvendigt) men uden kulturel viden og forståelse, er det som at skyde alke med løst krudt. Det giver godt nok et ordentligt drøn, men man bliver ikke meget mæt bagefter.

De unge bliver under videreuddannelsen i høj grad præget under helt andre kulturelle vilkår, og når de så vender tilbage, forsøger de ofte, i god tro, at berige den hjemlige verden med alt, hvad de har lært under fremmed tag. Men det ender ofte med at blive en krampagtig balancegang for at tilfredsstille parterne i samfundet, hvor de ikke slår igennem og i stedet for kommer til at fejle gang på gang.

Det er forkert alene at materialisere vores kultur. - Vi forsøger at retfærdiggøre vores identitet ved f.eks. at købe en fedtstensfigur og sætte den på hylden derhjemme. På den måde er vi blot med til kommercialisere vores identitet endnu mere. Noget, der bare kan skiftes ud. - Det, der mangler i grunduddannelsen og måske endnu mere i opdragelsen, er en "åndelig oplæring" i vores kultur og identitet. Når den først er indprentet fra starten, har vi en ballast, vi kan støtte os til, og herefter vil en god uddannelse gøre os endnu stærkere den dag, vi ønsker at opnå selvstændighed.

Jeg tror på, at vejen til succes først er banet, når man kender og behersker sine åndelige ressourcer. Rigdom baseret alene på økonomisk gevinst er kun en sidegevinst.

Den ældre generations opvækst var præget af åndelig rigdom. Mange af de unge dengang tog en uddannelse og nogle blev politikere, men de fornemmer næppe, at der er nye unge i dette land, som ønsker en selvstændighed på baggrund af en stærk selvfølelse.

Det nuværende landsstyres bestræbelser på at opnå større selvstændighed igennem en nedsat kommission, der skal fungere under rigsfællesskabets navn, tror jeg, bliver en hindring i vejen for at opnå større selvfølelse. Årsagen til denne model kan måske være, at man fra landsstyrets side ønsker en glidende overgang til et egentligt selvstyre for Grønland.

Men denne glidende overgang må ikke blive en uendelig glidebane. Resultatet heraf vil så meget nemt være, at Grønlands udvikling vil føre til endnu mere "danisering" af landet forklædt af os selv.

Den dag vi så opdager fejlen, er det let for sent, og vi spilder en masse ressourcer på at rette det op igen. Derfor må det være på sin plads at placere selvstyrekommissionen under hjemmestyret alene og derfra tage fat om den situation: de vilkår og problemer, der afspejler samfundet netop nu, og der ud fra planlægge en fremtid, der ikke nødvendigvis behøver at ligne tidligere koloniers udvikling.

For den dag vi så står med nøglen til vor egen nation, men ikke har forstået at løse problemer på egne præmisser, vil de blot have hobet sig op i takt med tiden og vil da blive endnu sværere at få løst til den tid.

Vi er ikke en "del" af Danmark. Det er hverken fysisk (geografisk set) eller mentalt muligt. Ud over nogle menneskelige og følelsesmæssige bånd så har vi et afhængighedsforhold til Danmark. Et forhold der indtil videre er bundet på dialoger og aftaler, som kun de færreste har indsigt i, men med konsekvenser, de fleste dog har stiftet bekendtskab med.

Vores afhængighedsforhold er foruden en pose penge baseret på noget så skrøbeligt som papirer og dokumenter, hvoraf nogle oven i købet "forsvinder" engang imellem (Thule sagen). Vi kan ikke alle sammen være jurister, økonomer eller specialister for at "forstå" eller præge udviklingen.

Men den dag vi med både slid og afsavn er stærke nok til at samles om vores nation, er den dag, hvor vi har en stærk åndelig og kulturel baggrund at forholde os til og er bevidste om.

Den dag vil vi kunne føre en "fri" dialog med omverdenen og stadig bevare et værdigt forhold til Danmark.

Selvstyrekommissionen har nu taget det positive skridt at komme ud på kysten og lytte til folkets røst. Derfor er det nu din ufravigelige pligt at tænke over, hvad der er, du vil med din egen, dine børns og børnebørns fremtid og give din mening til kende om og mod det fremtidige og byrdefulde mål et selvstændigt Grønland vil være.