Hvorfor drikker Jeppe

Der er nemlig brug for en erhvervsudvikling og de nødvendige penge til at sætte denne erhvervsudvikling i gang. Det kunne både være fiskeri, fangst, skindbearbejdning og turisme eventuelt trofæ- og jagtturisme, eller noget helt nyt som en edb-virksomhed, der skal satses på

Fredag d. 19. januar 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Bygder, Erhverv, Politik, Sociale spørgsmål.



Hjemmestyret har svigtet Illoqqortoormiut. Nu kaldes området for "krigszone" - af formanden for Alkohol- og Narkotikarådet Lars Emil Johansen - eller "katastrofeområde" - af landsstyremedlem for sundhed Alfred Jakobsen på efterårets landstingssamling. Men hvem har ansvaret for den udvikling? - Det har landsstyre og landsting, der har svigtet.
 
  Det lokale brandvæsen i Ittoqqortoormiit rykker ud - til en ildebrand
Illoqqortoormiuts indbyggere har aldrig fået en chance til at komme med i den udvikling, som især tilgodeses på Sydvestkysten.

Nu sender man et oprydningshold afsted. Det består af politi, socialvæsen, skolevæsen og forebyggelse. På otte dage vil de udarbejde en handlingsplan for området, der skal vende udviklingen.

Der er ingen tvivl om, at myndighederne mener, at der skal gøres en indsats specielt på grund af den svigtede børneomsorg og at man vil gøre noget for de svigtede børn. Men hvorfor er man altid først parat til at gøre noget, når skaden er sket. De familier og de børn skulle have haft hjælp og støtte for lang tid siden. Her har samfundet svigtet.

Der er ingen tvivl om, at de mennesker, som tager til Illoqqortoormiut vil gøre, hvad de kan, og at alle er interesseret i at gøre noget.

Men ord og gode meninger gør det ikke alene.

Hvor mange ressourcer er man i virkeligheden parat til at afsætte til Illoqqortoormiut? - Hidtil har man ikke gjort noget - eller i hvert fald ikke nok.

I den gruppe der sendes afsted, mangler et væsentligt element, og det er betegnende for den tankegang, der ligger til grund for initiativet. Man er parat til at gøre noget, når skaden er sket.

Det væsentlige er, at forhindre at skaderne sker. Det gør man kun ved at sikre, at befolkningen i Illoqqortoormiut har en ordentlig tilværelse. Arbejdspladser og et erhvervsliv.

Simon Olsens direktorat sammen med økonomidirektoratet burde være de aller vigtigste elementer i den initiativgruppe, der sendes afsted. Der er nemlig brug for en erhvervsudvikling og de nødvendige penge til at sætte denne erhvervsudvikling i gang. Den må nødvendigvis baseres på offentlige initiativer, da der ikke er grundlag for privat virksomhed.

Det kunne både være fiskeri, fangst, skindbearbejdning og turisme eventuelt trofæ- og jagtturisme, eller noget helt nyt som en edb-virksomhed, der skal satses på.

Det væsentlige er at give befolkningen tro på fremtiden og skabe grundlag for en lokal udvikling.

Drikkeri er et symptom på alle mulige andre forhold, og det er disse forhold, der skal ændres.

Det væsentlige her er, at det øvrige Grønland aldrig har satset på en erhvervsudvikling i Illoqqortoormiut.

Problemerne løses ikke ved at lukke for spiritussen og sende befolkningen på afvænning.

Giv befolkningen mulighed for at skabe sig en tilværelse i den moderne verden, vi alle er en del af.