Jonathan bør støtte Hingitaq 53

Det er både synd og pinligt, for det kan blive svært nok for nogle hundrede mennesker at dæmme op for amerikanske nationale sikkerhedsinteresser. Den konto er der tidligere begået folkedrab på, og inughuit står derfor svagt

Torsdag d. 15. februar 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Oprindelige folk, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

Inughuit og Hingitaq 53 er helt afhængige af landsstyreformand Jonathan Motzfeldt. Uden ham får de ikke et ben til jorden i spørgsmålet om rettighederne til landet ved Uummannaq og Pituffik, hvorfra den lille folkestamme blev fordrevet i 1953, umiddelbart før Grønland blev en lige del af Danmark. Hingitaq ’53 har gennem sin advokat Christian Harlang bedt landsstyreformanden respektere den verserende sag i Højesteret. Det gør han nemlig ikke i øjeblikket, hvor han både lodder stemningen i USA og drøfter Pituffiks fremtid med udenrigsminister Mogens Lykketoft, som om der ikke havde boet mennesker i området, før amerikanerne kom. DET HANDLER OM det nationale amerikanske raketskjold, som fordrer en såkaldt opgradering af radaren i Pituffik. Der er omfattende international modstand imod planerne, fordi adskillige lande opfatter dem som en oprustning. En opgradering vil være at overskride aftalerne i ABM-traktaten, og det vil russerne ikke finde sig i. Grønlands holdning til spørgsmålet har hele tiden været, at en opgradering af radaren 1) skal godkendes af russerne, 2) ikke må true verdensfreden og 3) skal bygge på grønlandsk deltagelse i forhandlingerne. Udenrigsminister Mogens Lykketoft tilsluttede sig de grønlandske forbehold. Der er altså fælles fodslag mellem Danmark og Grønland, og det er en styrke. Også for Hingitaq ’53. Hvis foreningen ellers kan regne med sin landsstyreformand. HINGITAQ ’53 har en sag kørende i Højesteret imod den danske stat. I Østre landsret fik foreningen i 1999 medhold i, at der var tale om en ulovlig tvangsflytning og fik tilkendt erstatning, men befolkningen fik ikke retten til at vende tilbage til fangstområderne og indbragte dette spørgsmål for Højesteret (læs også AG tirsdag). Sagen kan meget vel slutte med, at thulebefolkningen vinder og får lov til at vende tilbage til deres retmæssige landområder. Det hjælper dem dog næppe meget. Og slet ikke, hvis Grønland og Danmark allerede har aftalt en opgradering af radaren, og national amerikansk sikkerhed afhænger af den. Så vil amerikanerne blæse på dansk højesteret, og en eventuel sag om spørgsmålet vil vare en evighed, ligesom afgørelsen formentlig tilpasses de praktiske omstændigheder - nemlig at løbet er kørt. Det hjælper altså ikke, at inughuit møder op med en dansk højesteretsdom ved hegnet i Pituffik. De har ingen "højesteretshær" i ryggen. Der er ingen, der vil slås for dem. Ikke engang landsstyreformanden, som på det tidspunkt måske allerede har solgt landet endnu engang. HVIS EN EVENTUEL dom til inughuits fordel skal have en chance for at blive respekteret, er det nødvendigt, at Grønland som sådan tager deres sag alvorligt fra begyndelsen. Ellers bliver de med deres højesteretsdom reduceret til et etnisk underholdningsindslag i et øget dansk/amerikansk/grønlandsk forsvarssamarbejde, hvor Grønland endelig har fået lov til at sidde med ved bordet - på bekostning af befolkningen i området. Jonathan Motzfeldt siger, at han ikke vil blande sig i en verserende sag ved Højesteret. Det skal han naturligvis heller ikke. Men ved at ignorere retssagen og inughuits krav og "stå på toget" sammen med USA blander han sig netop. Jo flere interesser, der samles i modstrid med inughuits om de gamle fangstområder, jo flere argumenter er der for ikke at imødekomme inughuits krav. EN MASSIV GRØNLANDSK støtte til befolkningen i vor nordligste kommune er den første forudsætning for, at den bliver taget alvorligt. Og der er gode chancer for, at Danmark vil være med. Det er trods alt Grønland, det handler om, og den nye udenrigsminister har bestemt ikke været afvisende overfor de grønlandske synspunkter i NMD-spørgsmålet hidtil. Han vil næppe sætte sig til modværge mod både Grønland og Højesteret. Landsstyreformandens tilsidesættelse af den verserende sag er et signal om, at han - og dermed Grønland - blæser de nordligste landsmænd et stykke. Det er både synd og pinligt, for det kan blive svært nok for nogle hundrede mennesker at dæmme op for amerikanske nationale sikkerhedsinteresser. Den konto er der tidligere begået folkedrab på, og inughuit står derfor svagt. Deres eneste chance er grønlandsk og dermed dansk medhold. Kun derved er muligheden for at blive respekteret til stede.