Ank dommen i Thule-sagen til Højesteret

Kære stammefrænder fra Sakæus og Benjamin, lokal- som landspolitikere - vi har alt for længe været passive tilskuere i sagens forløb, nu må vi vise Inughuit og Hingitaq 53 den respekt og støtte dem de har fortjent - og være med dem i godt og ondt

Torsdag d. 15. februar 2001
Karl Therkelsen
Emnekreds: Oprindelige folk, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base.

Sejr til sagsøgte, brugbart dom for sagsøgerneThule-folket - er et af de mørkeste kapitler i efterkrigstidens Grønland. Er tvangsforflytningenssagen mon vasket ren, vil man spørge sig selv efter domsafsigelsen i august måned 1999.

Ifølge sagsøgte, altså staten må svare være ja, men for Hingitaq 53 (de udstødte) nej.

Nej fordi, de oprindelige folk Inuit fik ikke deres jagtrettigheder tilbage ved det gamle Thule.

Igen nej fordi, størrelsen af den tilkendte økonomiske kompensation (både den kollektive og pro persona) kun er symbolsk, der grænser til det latterlige (der alt i alt beløber sig rundt regnet til ca. kr. 3,5 mio), der viser helt klart statens syn på sagen.

Jeg troede, at det nævnte erstatningsbeløb var pr. år, der skal ganges med x-antal år siden tvangsforflytningen, eller det beløb, som sagsøgerne nu vil fremkomme til.

Det vil være på sin plads at have en klar økonomisk søgsmål, hvis eller når dommen ankes til Højesteret. Det vil svare til et beløb mellem kr. 100 mio og 600 mio, et lille beløb for den danske stat.

Nu har de udstødtes forening Hingitaq 53 (sagsøgerne) sundet sig over dommen i 1½ år og har mulighed for at anke dommen, da en anke kan kun tilvære til sagsøgernes gavn.

Om nødvendigt må sagen bringes op i Menneskerettighedsdomstolen i Haag.

Man kan ikke lade være med at skule sig over skulderen og se på hvor meget canadiske inuitter fik kollektiv erstatning fra den amerikanske regering for lignende tvangsforflytninger i det arktiske Canada, og her var der tale om svarende til flere milliarder af kroner, der dengang blev båndlagt som fond, til gavn for canadiske inuitter for eftertiden.

Det vil heller ikke komme bag på os inuitter, hvis det viser sig, at Danmark har indgået "underbords-aftale" for medlemskabet i NATO og via denne aftale har opnået langt billigere kontingent grundet amerikanernes militærbase i Thule/Dundas. Hvis det har været tilfældet har Thulefolket, Inughuit, og dermed Grønland har vel også krav på at have del i denne økonomiske kompensation, som den danske stat havde opnået og dermed "sparet" for NATO-medlemskabet.

Nu er det også kun tiden, der hindrer statsministeren i at give Thule-folket den officielle undskyldning for tvangsforflytningen for næsten 50 år siden, den undskyldning, han indtil nu har nægtet at give.

Den 8. december 2000 sprang endnu en "bombe", at vigtige sagsakter har med forsæt været "fjernet fra statsadministrationen og gemt væk i statsarkivet er fundet.

Nu har Hingitaq 53 og deres advokat Christian Harlang gode kort på hånden til at anke sagen til Højesteret.

Kære stammefrænder fra Sakæus og Benjamin, lokal- som landspolitikere - vi har alt for længe været passive tilskuere i sagens forløb, nu må vi vise Inughuit og Hingitaq 53 den respekt og støtte dem de har fortjent - og være med dem i godt og ondt.