Nye boliger for gamle

I dag er det sådan, at en Nuuk-borger, der rejser ud for at arbejde i en anden by, først kan vende tilbage efter 10-15 år på boligventelisten i sin fødeby

Tirsdag d. 27. februar 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Boliger, Erhverv, Politik, Sociale spørgsmål.

Borgmester Agnethe Davidsen i Nuuk har en god idé. Hun vil bygge flere boliger i Nuuk, og hun vil skaffe pengene til det fra den eksisterende boligmasse. Her på avisen har vi i en længere række lederartikler krævet, at der bygges flere boliger i Nuuk. Livet i byen er præget af boligmanglen. Den skaber social nød og spænder ben for børn og unge, som ikke kan få ro til skole og privatliv. Manglen på boliger lammer samfundet. Det er umuligt at skaffe arbejdskraft udefra, og næsten lige så vanskeligt at få kvalificerede medarbejdere i byen. De er afhængige af de tjenesteboliger, som især det offentlige råder over. Alle arbejdspladser præges af boligmanglen. Der har været en række indvendinger imod at forcere boligbyggeriet. Byggekapaciteten fordrer en rolig udvikling, og kvadratmeterpriserne er så høje, at det offentlige vægrer sig ved at bygge. Men det har borgmesteren i Nuuk og hendes stab råd for. De vil nemlig tilbyde lejerne i den offentlige boligmasse at blive ejere. Fod under eget tag så at sige. Og til en pris, som skulle være overkommelig for to SIK-lønninger. Det er en god idé, som slår "flere fluer med ét smæk". Den vigtigste er naturligvis, at salget kan finansiere nye boliger. Men det er heller ikke uvæsentligt, at mennesker får egen bolig og dermed løst stavnsbåndet til Nuuk. I dag er det sådan, at en Nuuk-borger, der rejser ud for at arbejde i en anden by, først kan vende tilbage efter 10-15 år på boligventelisten i sin fødeby. Trods logikken i Nuup Kommunea’s forslag er der indvendinger imod det. Det offentlige byggeri er for en stor del opført som 60-40-byggeri. Det vil sige, at hjemmestyret har betalt 60 procent af anlægget, og at landsstyret nu som udgangspunkt for diskussionen forlanger, at 60 procent af salgsprisen skal tilfalde landskassen. Og så er den fidus jo død. Med mindre landsstyrets indvending er principiel og ikke bygger på ønsket om at score nogle indtægter til landskassen. For landsstyret kan vel ikke inderst inde modsætte sig, at byggeri finansieres af frigjorte midler fra den eksisterende boligmasse. Løsningen ligger lige for: Pengene fra salg af lejerboliger går hverken i kommunekassen eller landskassen, men i en byggefond, som anvendes til byggeri i Nuuk og muligvis også i den øvrige del af landet. For de ventende i boligkøerne er det ligegyldigt, hvem der ejer de penge, der bygges for. Bare de efterlader flere boliger end vi har i dag.