Undertrykkende socialpolitik

Tag eksempel som arbejdsløsheden, boligmanglen og uddannelsesefterslæbet. Er det ene og alene den enkeltes skyld ikke at kunne finde sig et varigt arbejde? Ikke at kunne skaffe sig en bolig, der er til at betale? Ikke at kunne magte et uddannelsesforløb?

Fredag d. 30. marts 2001
Asii Chemnitz Narup
Emnekreds: Boliger, Sociale spørgsmål, Uddannelse.

Indholdsfortegnelse: Om at styrke fællesskabet Til fremme af demokratiet Følelse af eget værd Rettigheder og pligter Fokus på menneskets formåen Mål- og resultatstyring efterlyses Sammenfatning Det sociale system er undertrykkende - ikke i sit væsen, men på grund af manglende præcisering af de politisk mål. Den fastholder nemlig de hjælpsøgende i rollen som klient. Systemet har spillet fallit. Tiden er derfor inde til et kritisk systemserviceeftersyn, bryde ned og bygge om. Socialpolitikkens funktion må defineres om, og dens grundprincipper og målsætninger præciseres. Endelig må socialpolitikken koordineres med kultur-, skatte- og ikke mindst arbejdsmarkeds- og boligpolitikken. Der gøres en stor indsats i de sociale forvaltninger og sociale institutioner. Socialarbejdere opfylder store faglige og menneskelige krav i forhold til behandling og forebyggelse af de massive sociale problemer. Denne artikel er ikke en kritik af socialarbejderne her i landet. Den fremlægger nogle refleksioner, på det system, vi har bygget op. Det grønlandske samfund har brug for en grundlæggende forandring i den sociale sektor og det er politikernes pligt at gå forrest i denne forandringsproces. Skal vi gøre os forhåbninger om at løse de massive sociale problemer på kort sigt, bør socialpolitikkens fremtidige funktion være: At styrke fællesskabet, at blive et aktivt redskab til fremme af demokratiet, at fremme den enkeltes følelse af eget værd, at fokusere på borgernes ressourcer og muligheder. Endelig er det nødvendigt, at indføre mål- og resultatstyring af den offentlige sociale sektor. Om at styrke fællesskabet I dag ydes hjælpen fra det sociale system først og fremmest i forhold til den enkelte person. Inddragelse af hele familien sker endog sjældent. Derved forstærkes borgerens følelse af at være alene om at have et givent problem, han/hun fastholdes i oplevelsen af at være forkert og svag, ligesom myten om at sociale problemer er selvforskyldte får lov at leve videre. Alle mennesker har brug for at være en del af et fællesskab, at høre til et sted. Tidligere var familien det selvfølgelige fællesskab. Udviklingen har dog svækket familiens position. Vi er nødt til at definere os ind i nye former for fællesskaber. Her spiller socialpolitikken en vigtig rolle. Den bør bygge på ideen om det sociale ansvar og bør udover at styrke familiens grundlæggende livsbetingelser, styrke de sociale fællesskaber - dér, hvor folk i forvejen er samlet, det vil sige på arbejdspladserne, uddannelsesinstitutionerne og i boligblokkene. Lovgivningen skal åbne op for, at man yder støtte til at fremme fællesskabet og livskvaliteten disse steder. De sociale problemer skal ikke kun defineres i forhold til enkeltpersoner, men også i forhold til de livsbetingelser, der skaber problemerne. Socialhjælpen skal fremover bestå i tildeling af ressourcer i form af økonomi og personale til grupper, til arbejdspladser, til boligblokke, til miljøet, således at de berørte selv og i fællesskab løser problemerne med socialforvaltningens personale som konsulent. Til fremme af demokratiet Sociale problemer udspringer både som følge af samfundsmæssige strukturer og individuelle livsomstændigheder. I dag fokuseres udelukkende på individuelle faktorer og den enkelte borger gøres alene ansvarlig for problemernes opståen og for at løse dem. Tag eksempel som arbejdsløsheden, boligmanglen og uddannelsesefterslæbet. Er det ene og alene den enkeltes skyld ikke at kunne finde sig et varigt arbejde? Ikke at kunne skaffe sig en bolig, der er til at betale? Ikke at kunne magte et uddannelsesforløb? Nej. Men ved at fastholde denne forståelse, holdes samfundet fri for ansvar og krav til de ansvarlige politikere om at skabe ordentlige livsbetingelser for borgerne kan dysses ned. Det er ikke retfærdigt og ikke sandfærdigt. Målet med den hjælp, de sociale klienter får, skal derfor være, at de bliver i stand til at gennemskue de samfundsmæssige processer, der har haft betydning for, at vedkommende er havnet som social klient. Når man kan gennemskue disse, finder man ud af at en del af løsningen på problemet må findes uden for en selv - på det samfundsmæssige niveau. Løsningen af problemerne må ske ved at gøre aktivt brug af sine demokratiske rettigheder. Det kan ske ved at blive aktiv i en partiforening, boligafdeling, fagforening eller interesseorganisation, hvis medlemmer sammen slås for at løse problemerne. Det kræver viden og indsigt. Socialhjælpen skal derfor bestå i formidling af viden gennem undervisning, kurser og uddannelse. Denne viden skal klienterne senere bruge til at skabe bedre livsvilkår for alle. Følelse af eget værd Selvværdsfølelse handler om det at have en følelse af at være noget værd alene i kraft af at være menneske, at være til - uanset køn, alder, herkomst, uddannelse, sprog, indtægt eller status i øvrigt. Det er kendetegnene for mange sociale klienter, at de har en lav selvværdsfølelse. Det bør være det samlede sociale hjælpesystems fornemste opgave og pligt at fremme og udvikle den enkeltes selvværdsfølelse og ønske om at investere i sig selv. Igen og igen understreges i samfundsdebatten, at den enkelte borger har ansvaret for eget liv og handlinger. Hvorfor efterlever det offentlige så ikke selv dette princip? Mange socialforvaltninger har indrettet administrative rutiner, som gør, at klientens faste udgifter betales direkte fra socialkontoret, uden om klienten. Det er et eksempel på at tage ansvaret fra folk. Det sætter den hjælpsøgende ud af spil i eget liv. Det offentlige må blive dygtigere til at lade folk selv tage ansvar. Rettigheder og pligter Der er brug for at forny relationen mellem borger og forvaltning. Relationen bør hvile på ligeværdighed og gensidighed. Det betyder præcisering af rettigheder og pligter. Det er en idé at indføre pligt til at gå på forskellige kurser, for at højne borgerens faglige og menneskelige kompetence. Det er den eneste vej til at forsørge sig selv. Fokus på menneskets formåen Når borgerne henvender sig til det offentlige for at bede om hjælp, er det som oftest som en sidste udvej og ufrivilligt. Det sker ud fra ønsket om at skabe nogle mere varige forandringer i deres liv. Forandringer, som de har vurderet, at de må have støtte for at virkeliggøre. Der kan være tale om enten materielle eller følelsesmæssige problemer: Manglende arbejde, problemer med at få økonomien til at slå til, boligmangel m.v. Eller vanskeligheder i ægteskabet med vold og jalousi, eller i børneopdragelsen. Problemer, som hindrer en positiv udvikling og har medført en forringet livskvalitet. Når de møder op hos det offentlige, er det på et tidspunkt, hvor deres egne menneskelige ressourcer og evnen til at mestre eget liv er slidt op. Således fokuseres der meget på de aktuelle problemer og alt, hvad der er gået galt, i stedet for at fokusere på, hvad vedkommende rent faktisk gennem årene har formået at klare. Hvis det offentlige hjælpesystem gjorde sig den ulejlighed at vurdere alt det umulige og umenneskelige som var blevet tålt og mestret af klienten, ville vi få et mere helstøbt og ægte billede at vedkommende. Vi ville få et billede af en person, der på trods af modgang har klaret det ubegribelige. Det er derfor bydende nødvendigt, at der fremover er balance mellem opmærksomheden mod klientens ressourcer og problemer. Balancen opnås ved, at man skærper opmærksomheden på de umenneskelige vilkår, som folk har mestret. Mål- og resultatstyring efterlyses Der bevilges mange penge i den sociale sektor. I forhold til hvilke mål ydes hjælpen? Opnår klienterne en højere livskvalitet? Bliver familierne selvhjulpne og får forældrene det overskud, der skal til for at bakke børnene op i skolegang og uddannelse? Får de sociale klienter den rette hjælp, som gør dem i stand til reelt at tage vare på deres eget og børnenes helbred? Lykkes det at gøre dem uafhængige af systemet? Der er ingen svar at hente, for vi har ingen dokumentation og opfølgning af indsatsen i den sociale sektor. Vi har end ikke ulejliget os med at præcisere målet med hjælpen. Min påstand er således, at alt for mange klienter fastholdes og bliver hængende i det sociale system ufrivilligt. Det er proletarisering og passivisering. Det er at sætte en stor gruppe ud af det øvrige samfundsliv. Ressourcer går tabt i tider, hvor der er hårdt brug for alle. Det må være slut. Både de kommunale og de centrale sociale instanser må nu forvalte og servicere borgerne ud fra præcist opstillede mål fulgt op af strategier for de ønskede resultater, så de kan måles. Sammenfatning Det er bydende nødvendigt med total forandring af den sociale sektor. Politikerne har ansvaret for de mål og rammer der sættes. Disse må besluttes i dialog med fagfolk og brugere. Gennemførelsen af de ideer, der er skitseret, vil få store konsekvenser for socialpolitikkens funktion, socialarbejderens rolle og det sociale arbejde. Socialpolitikken skal være et redskab til omfordeling af magt og opnåelse af større lighed.