Godt forsøgt Henriette Rasmussen

Det var tragikomisk, men mest komisk, at netop et Grønlandsk forlag, ydermere med en forlagsdirektør, der tidligere har arbejdet med oprindelige folks rettigheder, ville lægge navn og papir til denne bog

Fredag d. 18. maj 2001
Morten Verner Hansen
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Bøger, Oprindelige folk.

Vi var flere, der fik et skævt smil på læben, da vi hørte, at Atuakkiorfik ville udgive Marlo Morgans berømte eller berygtede bog "Mutant Message - Down Under" og smilet blev kun større, da vi erfarede, at Marlo Morgan var inviteret til Nuuk som æresgæst i forbindelse med Bogens Dag.

Det var tragikomisk, men mest komisk, at netop et Grønlandsk forlag, ydermere med en forlagsdirektør, der tidligere har arbejdet med oprindelige folks rettigheder, ville lægge navn og papir til denne bog.

Marlo Morgan hævdede oprindeligt, at hendes bog var en sandfærdig beskrivelse af hendes oplevelser med australske stammefolk. Men efter udgivelsen på det amerikanske forlag Harper Collins i 1990, rejste der sig et veritabelt ramaskrig blandt de australske stammesamfund.

Organisationen "Dumbartung", der varetager beskyttelsen af den australske urbefolknings kultur og kunst, foretog et frontalangreb på bogen.

De hævdede, at bogen for det første var præget af unøjagtigheder, fejl og forvrængninger i dens beskrivelse af den australske urbefolknings levevis. Og det i en sådan grad, at bogens autenticitet måtte drages alvorligt i tvivl.

For det andet fandt de, at bogen i sine fantasifulde, useriøse og lemfældige beskrivelse af især de religiøse ritualer virkede fornærmende, nedladende og direkte sårende overfor den australske urbefolkning.

"Mutant Message - Down Under" var i bedste fald udtryk for en vestlig New-Age forfatters romantiske opfattelse af oprindelige folks levevis.

Men set i lyset af Marlo Morgans millionindtjening på bogen og den derpå følgende uendelige række af foredrag, skulle den nok snarere karakteriseres, som endnu et udtryk for den vestlige verdens kommercielle udnyttelse af verdens oprindelige folk.

Hårdt presset indrømmede Marlo Morgan i 1996 til sidst at hendes bog var opdigtet, (Se bl.a. "West Australian Newspaper" d. 13/1-96 og "The Weekend Australian" d. 27/1-96). hvilket bl.a bevirkede at filmselskabet "United Artists", der ellers havde vist interesse for en filmatisering af bogen, skyndsomst trak følehornene til sig.

I senere udgivelser af "Mutant Message - Down under" kalder forlagene den klogeligt en roman. I forordet skriver Marlo Morgan ikke desto mindre, at bogen er baseret på sande begivenheder og at eventuelle digtede passager kun er indføjet for at "beskytte" de beskrevne stammesamfund. Indholdet er da heller ikke ændret, og beskrivelsen af hovedpersonen lader stadigt ingen tvivl om, at bogen skal forestille at handle om Morgans egne oplevelser.

Den australske urbefolkning med "Dumbartung" i spidsen er forståeligt nok derfor stadigt ikke tilfredse. På internettet kan man finde sider, hvorpå de beder om støtte fra alle verdens oprindelige folk, til en fortsat boykot af "Marlo Morgans bog !!!.

Set i lyset af dette, kan det kun undre, at Atuakkiorfik af alle verdens bøger vælger at bruge ressourcer på at oversætte og udgive netop denne bog.

Vi var nogle, der håbede på, at det blot var udtryk for en "bommert", at mangelfuld research havde bevirket, at Marlo Morgans bog ved en beklagelig fejl var sluppet igennem Atuakkiorfik redaktionens nåleøje.

Når man læser Henriette Rasmussens forsvar af bogen i Sermitsiaq nr. 19- 2001, er der dog desværre ikke noget, der tyder på, at udgivelsen af "Nunap Inuii" blot var en fejl. Tværtimod, der er ingen anger at spore i det indlæg.

Det leder automatisk hen til Atuakkiorfiks ud givelsespolitik. Hvordan og ud fra hvilke præmisser beslutter Atuakkiorfik, at en bog som denne skal oversættes og udgives?

Henriette Rasmussen skriver selv, at forlaget er klar over, at der var kontroverser i forbindelse med bogen, og at man i antropolog kredse var splittede. Det må siges at være noget af en underdrivelse:

Jeg har ihærdigt ledt efter henvisninger til antropologer og fagfolk, der udtaler sig positivt om Marlo Morgan og hendes bog, men kun fundet det modsatte. F.eks John Stanton fra "University of Western Australia" , Professer i antropologi Dianne Bell fra Melbourne og den danske historiker Hanne Bache. Og disse er endog meget negative i deres kritik.

Men hvorfor så denne udgivelse? De litterære kvaliteter? Næppe, selvom bogen har solgt godt i USA (ikke i Australien!!), kan man næppe finde ret mange kritikere, der vil falde i svime over "Marlo Morgans" evner som forfatter.

Tilbage står emnet og bogens budskab. Tjahh, som Dianne Bell siger lakonisk i "The Bulletin", 26/9 - 1995 (i min oversættelse): "Selv når man fortæller folk, at den (Marlo Morgans historie) er geografisk, fysisk, etnografisk uladsiggørlig, fokuserer de stadig på det, de synes er et "smukt budskab." Og videre, at Marlo Morgan ..." "modellerer" den australske urbefolknings kultur så den passer til hendes personlige fantasier".

Er det derfor bogen forsvares så heftigt i Henriette Rasmussens indlæg? Fordi bogen har et smukt budskab? Falsk, sårende, nedladende, kolonialistisk ... men smukt?

Eller er det bare forlagsdirektøren, der prøver at redde en tvivlsom investering hjem?

Henriette Rasmussen kalder Semitsiaqs kritik for formynderisk, og opfordrer folk til selv at købe bogen og danne deres egen mening.

Henriette Rasmussen har åbenbart ikke forstået, at idet Atuakkiorfik vælger, at udgive "Nunap Inuii" og ydermere promoverer forfatteren ved at inviterer hende til Grønland, så er de ikke bare med til at blåstemple bogen, forfatteren og det hun står for. Man har dermed også taget part i striden, for Marlo Morgan imod den australske urbefolkning og deres boykot.

Så meget for brodersolidariten blandt verdens oprindelige folk!