Rovdrift?

Som »organisationsmenneske« synes jeg, det er dårlig stil, når fiskerne indbyrdes begynder at kaste smuds på hinanden, specielt når en sådan tilsvining på ingen måder understøttes af de faktiske forhold.

Fredag d. 15. juni 2001
Peder Munk Pedersen
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

Kære Peter Lyberth!

Jeg har med interesse læst dit indlæg i Sermitsiaq nr. 23 og har især hæftet mig ved afsnittet "Rovdrift", som direkte handler om to af APKs medlemmers fiskeri med trawl efter hellefisk.

Jeg synes, du glemmer en meget væsentlig ting i dine beskyldninger: De mening driver rovdrift, fisker lovligt og helt i overensstemmelse med de af Grønlands Landsstyre fastsatte regler.

Jeg er bekendt med dine synspunkter omkring trawlfiskeri på hellefisk, men du ved også lige så godt som jeg, at dine synspunkter i hvert fald ikke deles af videnskaben. I den situation føler biologernes udsagn om bestandens tilstand, og her er situationen jo den, at dine påstande på ingen måde understøttes.

I Vestgrønland har hellefiskebestanden været stabil gennem et årti eller mere. Kvoterne har været uændret 11.000 tons til deling mellem Grønland og Canada. Der er altså ingen tegn på overfiskeri eller rovdrift.

I Nordvestgrønland er der faktisk fundet en ny bestand af hellefisk, hvor Grønland og Canada i indeværende år kan deles om en kvote på 4.000 tons. Her er der altså heller ingen tegn på rovfiskeri eller rovdrift.

I Østgrønland er den biologiske rådgivning steget til i alt 20.000 tons, som vi, Grønland, skal dele med Island og Færøerne. Her er der altså heller ingen tegn på overfiskeri eller rovdrift.

Som "organisationsmenneske" synes jeg, det er dårlig stil, når fiskerne indbyrdes begynder at kaste smuds på hinanden, specielt når en sådan tilsvining på ingen måder understøttes af de faktiske forhold.