Sundhedsdirektoratet og strejken

Pressemeddelelsen fra Jørgen Dreyer ignorerer, at der er tale om en fuldt lovlig strejke, der for sundhedsvæsenet blot er præget af, at ledelsen ikke har passet sit arbejde og sikret en aftale om nødberedskab

Tirsdag d. 3. juli 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Løn og overenskomster, Sundhedsvæsenet.

I FREDAGS udsendte sundhedsdirektør Jørgen Dreyer en pressemeddelelse, der forbløffede os her på redaktionen. Han forsøgte ikke bare at give SIK skylden for sundhedsvæsenets vanskeligheder, men fralagde sig samtidig ansvaret for både sit job og sundhedsvæsenet. Nu er strejken afblæst, og vi kan naturligvis vælge at se fremad og slå en streg over de finker, der røg af panden i de tumultagtige dage, strejken varede. Men for at gøre os dygtigere i fremtiden må vi lære af fortidens fejltagelser, og her har Jørgen Dreyer alle tiders mulighed. Til denne strejke havde han nemlig ikke sikret sig en klar aftale om nødberedskab. Det skal han sørge for til næste gang. Som udgangspunkt bør det understreges, at det naturligvis er arbejdsgiveren, der har ansvaret for at tage initiativ til en aftale om nødberedskab. Og han må blive ved med at presse på, indtil en aftale er i hus. Det skal ikke ske, når strejken er over os, sådan som vi så det denne gang, men længe før overenskomstforhandlingerne påbegyndes. I PRESSEMEDDELELSEN fra Jørgen Dreyer beklager han sig over, at der ikke er noget kriseberedskab og antyder nærmest, at patienterne er i livsfare. Administrative rutiner er sat ud af drift, sundhedsvæsenet kunne ikke flyve (det var der ingen, der kunne - red.), der kunne ikke besættes ledige stillinger, SIK-personalet mødte ikke på arbejde (der var jo strejke - red.) og lignende. Hvad værre er, så satte Jørgen Dreyer og hans sundhedsvæsen elever til at passe alvorligt syge, og han udskrev patienter, der fortsat burde have været indlagt. Desuden pointerer han, at det sundhedsfaglige beredskab var truet, fordi den nødvendige ekspertise ikke var til stede alle vegne (det er ikke noget nyt i sundhedsvæsenet, vel?). Det mest forbløffende i pressemeddelelsen er dog, at Jørgen Dreyer fortæller, at køkkenaffald stod i varme køkkener og afgav giftige gasser, ligesom det kunne starte epidemier. Det er da forfærdeligt, og man må undre sig over, hvorfor sundhedsdirektøren og andet ledende sundhedspersonale (som det er skik og brug under strejker - red.) ikke kunne hjælpes ad med at få flyttet de affaldssække, så patienterne fik en chance for at overleve. PRESSEMEDDELELSEN fra Jørgen Dreyer ignorerer, at der er tale om en fuldt lovlig strejke, der for sundhedsvæsenet blot er præget af, at ledelsen ikke har passet sit arbejde og sikret en aftale om nødberedskab. De sundhedsfarer, som dette måtte medføre, skyldes alene sundhedsvæsenets ledelse og ikke SIK, så forsøget på at gøre Jess G. Berthelsen og hans strejkende, lavtlønnede medlemmer til bussemænd er en sølle, billig ansvarsforflygtigelse. NU KAN sundhedsdirektøren og hans væsen naturligvis sige, at pressemeddelelsen var et forsøg på at presse hjemmestyret til at give køb på dets stejle holdning. Men den hopper vi ikke på, for meddelelsen slutter med sundhedsvæsenets håb om, at nogen snarest finder en løsning. MANGE af Jørgen Dreyers beklagelser vidner om, at sundhedsvæsenet åbenbart ikke forstår, at en strejke går ud på, at en masse mennesker nedlægger arbejdet. Det kan man ikke blive harm over, for det er en ret, arbejdstagerne har - uanset det handler om sundhed, flyvning eller ildebrand. Naturligvis kan man ikke nedlægge arbejdet midt under en operation, og flyvelederne kan heller ikke gå hjem, mens et fly er under anflyvning, ligeså lidt som brandfolkene kan dreje hanerne om og nedlægge arbejdet midt under en brand. Det er klart. Men servicen bliver uundgåeligt forringet og indskrænker sig til det allermest nødvendige. Det er jo ideen med strejke. Oplysningerne om, at visse funktioner i sundhedsvæsenets såkaldte "egen nødplan" var bedre bemandet end i sundhedsvæsenets elendige virkelighed, viser, at ledelsen har misforstået konflikten. Hvis bemandingen er så ringe, at et nødberedskab kræver flere mennesker, end der er ansat, er der jo netop grund til at at få rettet op på de løn- og ansættelsesforhold, som gør, at der er for få medarbejdere. Men direktoratet tror åbenbart, at man kan beordre folk i arbejde for en sulteløn, blot det er sundhedsvæsenet, det drejer sig om. Sådan er det naturligvis ikke. Der er vel også grænser for, hvor lav en løn, sundhedsdirektører vil gå eller blive for.