Voldsmænd bør konfronteres med ofre

Mit forslag er, at voldsmanden skal konfronteres med offeret og få en forklaring på, hvilke skader han har forvoldt. Voldsmanden, hvis samlever gemmer sig i krisecentret, ser ikke de synlige tegn på volden. Voldsmanden, der besøger sin kone/samlever på Sygehuset, ser hende pænt lappet sammen

Torsdag d. 5. juli 2001
Bodil Karlshøj Poulsen
Emnekreds: Sociale spørgsmål, Sundhedsvæsenet.

Tak for det modige og ærlige indlæg, som chefdistriktslægen og personalet på sygehuset i Ilulissat har skrevet om "Vold som kommunikation?".

Jeg er overbevist om, at I har ret. Vold anvendes som kommunikation - i Grønland som i resten af verden - af ganske almindelige mennes ker, ofte af mennesker som påstår at elske den, som volden går ud over.

Vold anvendes af den, som vil bestemme. Vold er udtryk for magt: hvis jeg ikke kan få dig til at elske mig/kontrollere dig/bestemme over dig ved hjælp af ord, kan jeg forsøge at tvinge dig.

Vold mod kvinder fordømmes af "verdenssamfundet", men accepteres i langt de fleste lande. Vi hører og læser, at voldtægt af kvinder stadig er en del af krigens våben, at prostitution, incest og overgreb mod børn er almindeligt forekommende.

I Grønland gives offentlig støtte fra såvel kommune som hjemmestyre til krisecentrene. Det er godt, for der er behov for krisecentrene, men det er samtidig en accept af, at vold mod kvinder sker.

Vold mod mænd sker overvejende udenfor hjemmet, mens vold mod kvinder sker i hjemmet. En skade, forvoldt i krig, er ærefuld, og offeret hædres, en skade forvoldt efter slagsmål på gaden, kan vises frem og kommenteres på arbejdspladsen. En skade, forvoldt af ægtefællen, ties ihjel. "Skrig sagte, så naboen ikke hører det". Det er flovt, hvis et samliv ikke lykkes. Vi tror på myten: Og de levede lykkeligt til deres dages ende.

Personalet på sygehusene ser mærkerne efter de tilfælde, hvor myten bristede, og volden blev kommunikationsmidlet både de fysiske skader i form af flækkede øjenbryn, brækkede ribben, knækkede tænder og indre skader, og de psykiske ska-der, hvor voldsramte sidder knuget og lukket inde i sig selv. Politiet ser det samme, og vi, der arbejder på krisecentrene, ser det.

Ser voldsmændene ofrene?

Nuummi Arnat Suleqatigiit er en forening, som driver Krisecentret i Nuuk. Her kan kvinder, der har været udsat for vold eller trusler om vold, søge tilflugt sammen med deres børn. Kvinderne kommer oftest af sig selv, men en del køres til krisecentret af politiet eller sygehuset.

Nuummi Arnat Suleqatigiit har overfor politi og Retsvæsenkommissionen påpeget det forkastelige i, at det er den voldsramte, som er bange for repressalier, der skal anmelde voldsmanden. Der er sket forbedringer i kvinders retsstilling, i dag anmelder politiet grove tilfælde af vold, når de er tilkaldt til "husspetakler", der er strengere straffe for vold, der er større åbenhed i samfundet og større afstandstagen til vold som kommunikationsmiddel. Der er også flere tilfælde af anmeldt vold.

Mit forslag er, at voldsmanden skal konfronteres med offeret og få en forklaring på, hvilke skader han har forvoldt. Voldsmanden, hvis samlever gemmer sig i krisecentret, ser ikke de synlige tegn på volden. Voldsmanden, der besøger sin kone/samlever på Sygehuset, ser hende pænt lappet sammen.

Lad en læge, under overværelse af en betjent, forklare voldsmanden, hvilke skader, han har forvoldt. Vis billeder - også røntgenbilleder, forklar ham om de fysiske og psykiske mén og angiv, hvor lang tid der vil gå, før kvinden vil kunne være tilbage i hjemmet som madlaver, oprydder,barnepasser eller elskerinde.

Politiet har lagt op til strengere foranstaltninger for at komme volden til livs. Jeg er overbevist om, at samtlige landstingspolitikere vil lytte til konstruktive forslag for at opnå et ligestillet, fredeligt og demokratisk samfund.

Lad os debattere, men også aktivt sige fra og markere vores afstandstagen til vold. Lyt og agér - selv om naboen kun skriger sagte.