Gør op med samfundssystemet

Det er Sermitsiaq, som raver i blinde, når bladet påstår, at SIK ikke mestrer det politiske spil. Læs blot det samfundssind, vi har udvist ved vores aftale om faste udgifters nedfrysning i 1995. Det er absolut ikke lokumsaftale med landsstyreformanden

Fredag d. 6. juli 2001
Moses Olsen
Emnekreds: Løn og overenskomster, Politik.

Sermitsiaq påstår, at den lille mand kommer i klemme, fordi SIK gang på gang stiller meget store overenskomstkrav. I samme åndedrag udtrykker man dog en vis sympati for medlemmerne af SIK, som vitterligt arbejder for en løn, man kun vanskeligt kan leve af. Den sidste sætning er ganske rigtig. Det er jo netop derfor, at SIK kæmper for anstændige løn- og ansættelsesvilkår for sine medlemmer. At vi gang på gang stiller meget store overenskomstkrav er imidlertid udtryk for uvidenhed om sandheden. Sandheden er, at vi ved overenskomstforhandlingerne i 1995 indgik aftale med Landsstyret om fastfrysning af faste udgifter, såsom husleje, el og vand i den kommende overenskomstperiode, imod, at vi kræver moderat lønforhøjelse, som var afpasset landets daværende økonomiske formåen. På den måde var SIK på eget initiativ med til, at inflation nedbragtes i overenskomstperioden til gavn for erhvervslivet. Mens fastfrysning af faste udgifter var til gavn for alle borgerne, rige som fattige. Det betalte SIK for med en meget lille lønforhøjelse med respekt for landets daværende økonomiske formåen og for at beskytte erhvervslivet mod inflation. Derfor har Sermitsiaq intet belæg for at skrive følgende: "Politisk bidrager organisationen ikke til udvikling af det grønlandske samfund." Tværtimod viser vores initiativ i 1995, at SIK er sit ansvar fuldt bevidst, når det gælder samfundets formåen og udvikling. Sermitsiaq taler om den store lønspredning. Det er rigtigt. Men ansvaret herfor er hos både de offentlige og private arbejdsgivere. Derfor må det være arbejdsgiverne, som mangler samfundssind, og derved ikke gør nok til udvikling af det grønlandske samfund. Sermitsiaq påstår, at man intet hører til SIK i den almindelige politiske debat. Hvis man ikke er blind og døv, må man ellers forlængst have observeret, at det stort set er SIK alene, der til daglig reagerer på forskellige politiske initiativer, mens andre organisationer forholder sig tavse. Udover offentlig deltagelse i den almindelige politiske debat høres SIK i utallige lov- og bekendtgørelsesforslag, som SIK forholder sig til overfor de relevante direktorater og er på den måde med til at præge indholdet af den grønlandske lovgivning. Derfor er det ganske usandt, når Sermitsiaq påstår, at vi lever afsondret, isoleret og fjernt fra det omgivende samfund. Tværtimod giver løbende politisk inspiration og fremmer nytænkning ad den vej. Derfor er der intet belæg for at påstå, at SIK kun kæfter op, når det skal på løn- og arbejdsforhold for medlemmerne. Sermitsiaq påstår, at det handler om de lønforskelle mellem tilkaldte og hjemmehørende, som indføres af bagvejen, og som SIK vender det blinde øje til. Det er Sermitsiaq, som raver i blinde, når bladet påstår, at SIK ikke mestrer det politiske spil. Læs blot det samfundssind, vi har udvist ved vores aftale om faste udgifters nedfrysning i 1995. Det er absolut ikke lokumsaftale med landsstyreformanden. Det er reel politik til gavn for hele samfundet, inklusive Sermitsiaq’s redaktør. Det nuværende landsstyre har desværre opsagt denne gode aftale, hvorfor overenskomstsituationen er helt anden i forhold til tidligere, hvis man altså med åbne øjne og øren følger med i forholdene i dagens Grønland. Sermitsiaq skriver, at ledelsen i SIK ikke vil lytte til andre. Hvem er de andre? Vi har løbende kontakt med landsstyret og vore medlemmer døgnet rundt for medlemmernes egen skyld og for samfundets skyld. Til slut må vi understrege, at det ikke er SIK, der har skabt eller opretholder den voldsomme lønspredning. Det er arbejdsgiverne, der sidder med ansvaret for dette. Derfor er SIK garanten for, at den lille mand ikke konstant er i klemme. Hvis lønkløften skal minimeres, er det ikke SIK, men samfundssystemet, vi i fællesskab skal gøre op med.