Graden af selvstyre

Hvorledes aftalen end kommer til at se ud, bliver det afgørende for de grønlandske myndigheder, at de får en reel indflydelse på alle forhold, der vedrører Grønland, herunder udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold, og ikke blot skal høres

Torsdag d. 30. august 2001
Jakob Janussen
Emnekreds: Grønlands historie, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse: Indledning Selvstyre inden for rammerne af rigsfællesskabet Kort om Grundloven 1953-ændringen og vælgerne i Grønland Forskellige autonomi-ordninger Grundlovens rammer Ændrede politiske signaler Hvad med graden af selvstyre? Indledning Denne artikel er den anden optaktartikel forud for Selvstyrekommissionens midtvejskonference den 13. og 14. september. Efter aftale med redaktørerne af vore to største aviser udkom den første artikel om selvbærende økonomi i "Sermitsiak’" i sidste uge. Det fremgår af Selvstyrekommissionens kommissorium, at kommissionen skal overveje og fremsætte forslag til, at grønlandske myndigheder får en øget kompetence og et øget ansvar, hvad angår såvel indenrigspolitiske spørgsmål, herunder erhvervspolitik og økonomisk udvikling, som udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Denne artikel beskæftiger sig med, sådan som det fremgår af overskriften, de mere principielle overvejelser om graden af det øgede selvstyre, som gerne skulle være frugten af kommissionens arbejde. Selvstyre inden for rammerne af rigsfællesskabet Da Landsstyret nedsatte Selvstyrekommissionen, præciseredes det i kommissoriet, at kommissionens forslag skal kunne holdes inden for rammerne af rigsfællesskabet. Sagt med andre ord: Den størst mulige øgede kompetence og det tilsvarende øgede ansvar til det grønlandske folk skal finde sted inden for de rammer, der er udstukket af den gældende grundlov for Danmark, Færøerne og Grønland. De fastsatte rammer i kommissoriet er politisk fastsatte, og man kan som sådan være enig eller uenig heri; men det tilkommer ikke kommissionen at fremsætte forslag, der går ud over det, der er indeholdt i kommissoriet. Kort om Grundloven Danmarks første frie Grundlov stammer fra 1849. Den gjorde ende på kongens enevælde. I perioden fra 1849 til 1953 underkastedes Grundloven to hovedændringer i henholdsvis 1866 og 1915. Ændringerne bestod hovedsageligt af valgretsbetingelser ved valg til parlamentets to kamre, Folketinget og Landstinget. Derfor har en masse bestemmelser i den gældende Grundlov været gældende i mere end 150 år. I 1953 blev parlamentets ene kammer, Landstinget, afskaffet, samtidig med at Grundlovens samtlige bestemmelser, inklusive bestemmelserne om frihedsrettigheder, kom til at gælde for Grønland. 1953-ændringen og vælgerne i Grønland I forbindelse med integrationen af Grønland i det danske rige i 1953 blev vælgerne i Grønland ikke spurgt. Med andre ord: De fik ikke lejlighed til at tage stilling ved en folkeafstemning. Kun landsrådene for henholdsvis Nord- og Sydgrønland blev spurgt og accepterede forslaget. Set i bakspejlet, set med nutidens øjne og folkerettens bestemmelser, herunder FN’s charter, måtte dette karakteriseres ikke blot som noget betænkeligt, men som en decideret fejl. Man må imidlertid spørge sig selv, om resultatet havde været anderledes, hvis vælgerne var blevet spurgt. Bedømt ud fra datidens forhold tvivler jeg på, at det havde været tilfældet. Endvidere kan man stille sig selv det spørgsmål, om man skal blive ved med at begræde spildt mælk. For ikke at gentage den begåede fejl i 1953 fik vælgerne i 1979 lejlighed til at tage stilling til den påtænkte hjemmestyreordning med en overvejende stor tilslutning til følge. Forskellige autonomi-ordninger Tidligere fokuserede man hovedsageligt på suveræne staters forhold. I de senere år har man dog ud over disse blevet mere og mere opmærksom på politiske forhold og indbyrdes kompetence imellem centrale myndigheder og myndighederne i øvrige landsdele. Folk, der har studeret disse forhold, har gjort op, at der eksisterer flere hundrede forskellige måder at arrangere sig på. Man kan på forhånd ikke gætte sig frem til præcist, hvorledes man bør indrette politiske forhold og indbyrdes kompetence mellem centrale myndigheder og myndighederne i øvrige landsdele. Udtrykt meget kort finder man frem til arrangementer, som er til at leve med for såvel den centrale som den lokale myndighed, selvfølgelig inden for rammerne af den enkelte stats forfatning. Der er tilfælde, hvor kompetencen i ganske overvejende grad er koncentreret omkring statens centrale myndigheder, mens landsdelenes kompetence kan ligge på et meget lille sted. I andre stater har de enkelte landsdele udstrakt grad af selvstyre, samtidig med at de centrale myndigheder er udstyret med et minimum af kompetence i forhold til de lokale myndigheder. Som eksempler på sidstnævnte kan nævnes en række øer på Caribien med tilknytningsforhold til USA samt andre øer på Stillehavet med tilknytningsforhold til New Zealand. Grundlovens rammer I starten af denne artikel er det anført, at Landsstyret i kommissoriet for Selvstyrekommissionen har præciseret, at kommissionens forslag skal kunne holdes inden for rammerne af Grundloven. Man kan imidlertid spørge sig selv, hvilke rammer Grundloven udstikker, og om disse i givet fald er absolutte. Hjemmestyrekommissionen spurgte som led i sit arbejde i midten af 1970’ erne statens centrale myndigheder, hvilke sagsområder kunne overføres til hjemmestyret inden for rammerne af Grundloven. Svaret var, at eksempelvis hverken hele eller dele af retsvæsenet kunne overføres til hjemmestyret, fordi disse skulle udgøre en enhed. Mindre end 30 år efter stillede Den grønlandske Retsvæsenskommission nøjagtigt det samme spørgsmål til statens centrale myndigheder. Svaret var, at dele af retsvæsenet kunne overføres til hjemmestyret forudsat, at der fortsat eksisterede en fælles Højesteret, samt at hjemmestyreloven blev ændret. De indbyrdes modstridende svar viser, at de rammer, som Grundloven udstikker, ikke er absolutte, men at Grundlovens rammer må fortolkes i lyset af ændringer i allerede anført i starten af artiklen er nogle af Grundlovens bestemmelser mere end 150 år gamle. Man kan roligt sige, at samfundsforholdene har ændret sig i løbet af disse år. Ændrede politiske signaler Som bekendt var der i 1970’erne en vældig debat om ejendomsretten til ressourcerne i Grønland, herunder de ikke-levende ressourcer, og Landsrådet krævede, at disse skulle tilhøre Grønland. Den daværende statsminister Anker Jørgensen fremsatte dengang sin berømte udtalelse om, at Grønland i givet fald måtte ud af det danske rige. Ikke desto mindre overdrog statsminister Poul Schlüter i 1992 retten til at udnytte de ikke-levende ressourcer til de færøske hjemmestyremyndigheder. Folketinget havde forud for sin sommerferie i år en omfattende afslutningsdebat den 30. maj, hvorunder forholdet til Færøerne blev debatteret ret så omfattende. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen tilkendegav utvetydigt, at færingerne kan få et reelt selvstyre uden at melde sig ud af rigsfællesskabet. Hvad med graden af selvstyre? Det fremgår af ovenstående, at det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at spå om graden af det selvstyre, Grønland kan opnå. Dette afhænger fuldstændig af, hvilken aftale der til sin tid vil kunne opnås i forhandlingerne mellem Landsstyret og den danske regering. Ud fra de erfaringer, vi har, kan man heller ikke påregne, at forhandlingerne vil kunne afsluttes i løbet af kort tid; men ud fra de seneste års hændelser, og såfremt parterne udviser tilstrækkelig grad af vilje, så er jeg ikke i tvivl om, at der vil kunne nås frem til et resultat, som begge parter vil kunne leve med. Hvorledes aftalen end kommer til at se ud, bliver det afgørende for de grønlandske myndigheder, at de får en reel indflydelse på alle forhold, der vedrører Grønland, herunder udenrigs- og sikkerhedspolitiske forhold, og ikke blot skal høres. Efter min mening kan dette ske, såfremt de grønlandske myndigheder inddrages på et så tidligt tidspunkt som overhovedet muligt og ikke først langt henne i beslutningsprocessen.