Klar himmel over Thule

En ren »missilforsvar for nedrustning af strategiske våben« er svær at tro på. Den er i hvert fald så militærfagligt uforsvarlig, at det kræver, at Putin har bedre greb om sine generaler, end vi hidtil har troet.

Fredag d. 31. august 2001
Ole Wæver
Emnekreds: Politik, Thule Air Base.

Indholdsfortegnelse:
Bør ikke stoppe debatten
For mange måske’er
Større afklaring
Sikker på at bygge i Alaska
Osteklokken
Flere systemer på en gang
Stadig stor usikkerhed om Thule
Spørger først Danmark i 2002
Krænke, opsige eller forhandle?
En aftale er svær at forudsige
Tidsfaktoren
Nedrustning og Texas-møde
Debat nu


 
  Den mest markante af de nuværende radaranlæg på Thule Air Base
Der var engang for ikke så længe siden, hvor det var ganske rimeligt, at der i Danmark ikke var en debat om missilskjoldet. Sådan er det ikke mere.

Nuvel, den danske regering har lagt sig fast på at vente med Danmarks vigtigste bidrag - afklaring af om en radar ved Thule kan indgå i missilforsvaret. Efter oprindeligt at have været mere udtalt skeptisk, er den officielle linie fra Grønlands Hjemmestyre blevet den samme. Et svar følger efter et spørgsmål, lyder parolen.

Først når USA formelt spørger, kan man tage stilling. Den politik har haft en pris i form af formindsket indflydelse, men der har også været gode grunde til regeringens og hjemmestyrets politik, der i hvert fald nu er, hvad den er.

Bør ikke stoppe debatten
Dette ene hængeparti bør ikke forhindre flittig aktivitet i debatten i øvrigt. Selv regering og hjemmestyre kan godt gøre sig overvejelser omkring værdien og risikoen ved missilforsvar som sådan - hvad de da heldigvis også har gjort. Og alle vi andre kan diskutere hele sagen, herunder hvad der bør svares, hvis det famøse spørgsmål endelig skulle ankomme. Udover den misforståelse at "vent og se"- linien behøvede at omfatte debatten, var der en anden grund til, at det politiske miljø virkede paralyseret:

For mange måske’er
Der har været for mange ubekendte i sagen.

Det gjaldt især i tidsrummet omkring Folketingets ellers så fine initiativ med en sammenkoblet høring og forespørgselsdebat i april-maj, hvor det hele blev meget uoverskueligt:

Amerikanerne kunne vælge en model, hvor Thule alligevel ikke skulle bruges, russerne kunne måske leve bedre med den ene model end med den anden, men så ville Kina være endnu mere imod, Rusland ville måske gå med til at genforhandle ABM-traktaten, der forbyder et omfattende missilskjold, amerikanerne ville måske opsige traktaten ensidigt - og så videre.

I forhold til den tekniske model, som Bill Clintons regering arbejdede med, havde George W. Bush sat hele projektet til gennemtænkning, og selv om det var klart, at den nye regering i Washington ville have et dyrere og hurtigere projekt, kunne skjoldet gennemføres på mange forskellige måder, alt efter hvilken teknisk "arkitektur", man valgte.

I den situation kunne man kun diskutere de helt overordnede spørgsmål, såsom relevansen af truslen fra stater som Nordkorea, Iran og Irak, eller hvor væsentlig strategisk stabilitet er i det russisk-amerikanske forhold. Alt andet fortonede sig i hvis og såfremt.

Større afklaring
Når en langt mere præcis debat nu er blevet mulig, skyldes det afklaring internationalt primært på to områder:

For det første hvilken udformning, "skjoldet" skal have, hvilket er afgørende både for vurderingen af dets positive og negative effekter, og for det eventuelle behov for en radar ved Thule.

For det andet, hvordan amerikanerne vil håndtere ABM-traktaten, og dermed hvordan de vil omgås Rusland. På hvert af de to områder er der kommet væsentlige nye oplysninger de seneste måneder - og på hvert af de to er der opstået én specifik ny usikkerhed, som vi nu kan zoome ind på.

Nogen af de største spørgsmål, vil med stor sandsynlighed blive afklaret i løbet af de næste par måneder. Det er dog ikke et argument for at vente, for til den tid vil hele missilskjoldssagen nå et foreløbigt klimaks, og det vil være en stor fordel at være forberedt forud.

Også fra grønlandsk side har det været centralt, at der ikke hidtil har været "noget konkret at tage stilling til". Jonathan Motzfeldt har kraftigt betonet "behovet for at få meget mere at vide om, hvad det egentlig er, man snakker om - i Thule i hvert fald. Den viden jeg har, er ikke tilstrækkelig. Der skal mere til, inden vi kan træffe en beslutning."

Netop på grund af den nævnte usikkerhed, der opstod, da Bush-administrationen tog over, opstod en situation, hvor - stadig med landsstyreformandens ord (Politiken 14 marts 2001) - "hverken grønlændere eller danskere aner, hvad der reelt tales om i øjeblikket."

Vi ved langt mere nu.

Sikker på at bygge i Alaska
Siden april er der kommet en stribe stadigt mere forpligtende udtalelser fra Bush-administrationen om, hvordan man ville gribe sagen an. I juli kundgjorde det amerikanske forsvarsministerium Pentagon, at man nu ville gå i gang med at fælde træer i Alaska for at bygge en forsøgsudgave af anlægget, hvorfra indkommende raketter skal skydes ned.

George W. Bush sagde allerede under valgkampen, at missilskjoldet havde meget høj prioritet, og at man ville gå langt hurtigere frem end Bill Clinton. Efter tiltrædelsen satte han imidlertid hele modellen til gennemtænkning, og det nye var derfor, at denne proces var kommet så langt, at man igen var sikker på, at der skulle bygges i Alaska.

Osteklokken
Den første afklaring er derfor, at amerikanernes valg af "arkitektur" er blevet tydeligere. Clinton arbejdede primært med et system gearet til at spore og ramme raketter på vej hen mod USA, altså et princip om en "osteklokke", der skal skærme USA. Andre foretrækker af forskellige grunde et system, der søger at ramme fjendtlige raketter hurtigst muligt efter affyringen. Hvis USA undlader at bruge rumbaserede systemer til det, vil det under visse yderligere betingelser være mere spiseligt for russerne. Det er derfor også den model, der støttes af Det Demokratiske Partis eksperter. I det scenarium kan man godt forestille sig en aftale om revision af ABM-traktaten, og vælger amerikanerne udelukkende denne såkaldte "boost phase-model", vil Thule pludselig være ude af billedet.

Det er der ikke længere noget, der tyder på, man gør: Både i udtalelser fra Washington og i beslutningen om at fælde skov i Alaska ligger, at "osteklokke"-modellen stadig er med i planerne. Dermed også behovet for en radar et sted som Thule.

Flere systemer på en gang
På grund af den store tekniske usikkerhed arbejder USA med flere systemer på en gang. Bliver de alle til noget, vil man have flere chancer for at fange et missil - lige efter affyringen, midtvejs eller på turen ned mod USA. Undervejs i udviklingsfasen kan nogle systemer så vise sig mere eller mindre lovende, og derfor har Pentagon ikke villet lægge sig fast på en endelig arkitektur.

Faktisk tyder flere meldinger fra især forsvarsminister Donald Rumsfeld på, at han vil gøre alt for at have forskellige brudstykker af systemet operative inden næste præsidentvalg i 2004, så George W. Bush kan sige, at han i modsætning til den foregående halve dusin præsidenter ikke bare har talt om missilforsvar, men også sat det i værk. (Den officielle begrundelse er, at skulle der pludselig opstå en akut trussel fra en slyngelstat, er det bedre at have et ufuldstændigt system end intet.)

Derfor er strategien at gå frem på alle fronter og se, hvordan det udvikler sig. Dette er et yderligere argument for at skrotte - ikke genforhandle - ABM-traktaten, så man undgår at blive begrænset af nye aftaler.

Vi kan således med stor sikkerhed konkludere, at den model, vi skal forholde os til, er en kombimodel. Ja faktisk en maksimalistisk model, hvor der arbejdes på alt, hvad der har mulighed for at blive anvendeligt. Den fremgangsmåde vil maksimere muligheden for at opfange et slyngelmissil på en eller anden måde, men den kombinerer også alle de mulige politiske bivirkninger (ift. Rusland, Kina, m.fl.).

Stadig stor usikkerhed om Thule
Nok så væsentligt i en dansk sammenhæng, er det samtidig en model, der inkluderer et radarbehov a la Thule. Det er stadig ikke afgjort, at Thule faktisk kommer til at indgå, og det er ikke overvejende sandsynligt, at en forespørgsel om Thule er lige op over. For det første har Pentagon implicit udskudt planerne for bygning af nye radarer både i Thule og på Shemya i Aleuterne (der i Clinton-planen skulle komme mindst et år før Thule).

Ingen af delene er med i USA’s finanslov for 2002 eller missilskjoldsorganisationen (BMDO)s planer for de kommende år. Den eksisterende Cobra Dane radar på Shemya vil sandsynligvis blive opgraderet. Mest interesse er der for at bygge en ny radar på Hawaii, der dels vil være nyttig i forhold til de nedskydningstests, man allerede er i gang med, dels vil være velegnet i forhold til missiler fra Nord Korea, som beæres med den største del af opmærksomheden for tiden.

Derudover er der opstået tanker i Pentagon om muligvis at sætte de store X-Band radarer på skibe i stedet for. USA har en mindre radar af denne type på skibet "Observation Island", og i princippet kan det derfor sandsynligvis teknisk lade sig gøre at placere den meget større "Thule-type" radar på et skib, selvom det både bliver dyrere og rummer nogle nye risici.

Spørger først Danmark i 2002
Når USA igen begynder at supplere bekymringen for Nord Korea med trusler fra Mellemøsten, vil Hawaii og Shemya ikke være nok, og man skal enten opgradere og siden bygge ved Thule og Fylingdales i Storbritannien - eller bygge de skibsbaserede radarer.

Det mest sandsynlige er derfor, at man ikke vil ønske at begynde anlægsarbejder i Thule før 2003, allertidligst. Dermed er der næppe noget tvingende behov for at spørge Danmark før tidligst forud for præsidentens budgetønske, der fremsættes 1. februar eller mere sandsynligt Forsvarsministerens detaljerede budget i juni.

I sidste ende er det imidlertid i lige så høj grad en politisk, ikke en rent teknisk afgørelse, hvornår det spørgsmål kommer, så vi skylder demokratiet at få taget den debat, så vi er rede. Dette for, som Udenrigsminister Lykketoft - godt nok i anden sammenhæng - har sagt, "at få offentlig debat om de centrale udfordringer i tide".

Krænke, opsige eller forhandle?
DET andet hovedelement i afklaringen er, at USA er villig til at opsige ABM-traktaten ensidigt. I sin store missilforsvarstale den 1. maj fremførte Bush ønsket om en ny "strategisk ramme", ikke en ny traktat. En række udtalelser fra særligt viceforsvarsminister Wolfowitz inklusiv høringer i Kongressen og et lækket brev til amerikanske ambassader har i juli gjort det klart, at USA varmer kraftigt op til at opsige ABM-traktaten ensidigt.

Man vurderer, at planlagte tests og anlægsarbejder vil "støde imod" traktaten indenfor "måneder snarere end år". USA ønsker under ingen omstændigheder at krænke traktaten. Præferencen er, at USA og Rusland enes om at ophæve den. Næstbedst er, at USA træder tilbage fra den, hvilket kræver seks måneders varsel. En genforhandlet traktat er ikke på dagsordenen.

Som med "arkitekturen" er der imidlertid også på traktatområdet såvel afklaring som en ny usikkerhed. Efter udspillet fra Bush og Putin i Genova, må vi spørge: hvad kommer der ud af disse samtaler, som russerne kalder "forhandlinger" og amerikanerne "konsultationer"? Det er vigtigt, om der kommer en aftale.

Sagligt set er det let at forestille sig en situation, hvor der stadig vil være mange problemer forbundet med et missilskjold, selv om Rusland og USA bliver enige. Udenrigsminister Lykketoft har faktisk lagt forbløffende meget vægt på Kina-faktoren særligt i Folketingets forespørgselsdebat i maj. Men politisk er der næppe nogen tvivl om, at hvis der kommer en aftale, vil der ikke være grundlag for europæisk og/eller dansk modstand længere.

En aftale er svær at forudsige
En aftale er ikke let at forestille sig. Centrale kræfter i den amerikanske administration er imod aftaler af princip og særligt med hensyn til missilskjoldet. Det vil først tage form hen ad vejen, hvorfor man er meget uvillig til at binde og begrænse sig. Det gør det omvendt svært at se, hvordan Rusland kan blive beroliget.

En ren "missilforsvar for nedrustning af strategiske våben" er svær at tro på. Den er i hvert fald så militærfagligt uforsvarlig, at det kræver, at Putin har bedre greb om sine generaler, end vi hidtil har troet. Mere sandsynligt kræver enighed, at man enes om en aftale, der begrænser både det offensive og det defensive, og det ser ikke let ud.

Skulle der imidlertid komme en russisk- amerikansk aftale, hvor russerne giver grønt lys for det amerikanske missilskjold, er det kun godt, og skulle vi så have taget en debat forgæves i Danmark, lever vi nok med det. Hellere en demokratisk debat for meget end for lidt.

Tidsfaktoren
Samtalerne mellem Rusland og USA kommer næppe til at vare længe. Pentagon har brug for snart at blive "løst" fra ABM-traktatens begrænsninger. En amerikansk opsigelse af traktaten skal ske med seks måneders varsel, og de seneste vurderinger fra en juridisk gruppe i USAs forsvarsministerium er, at de planlagte tests og anlægsarbejderne i Alaska vil komme i karambolage med traktaten til april næste år.

Regner man seks måneder tilbage fra april 2002 får man - oktober 2001. Dette regnestykke er i de sidst to uger blevet bekræftet af eksplicitte meldinger fra viceudenrigsminister John Bolton og princippet fra præsident Bush.

Amerikanerne har altså meget travlt, og hvis ikke de får en aftale med russerne, vil de derfor snarest opsige ABM-traktaten. Russernes dilemma vil til den tid være det samme som i juli fik Putin til at gå ind på forhandlinger: amerikansk enegang vil få russernes forhandlingskort, ABM-traktaten, til at forsvinde, og de har derfor en interesse i at gå med i stedet.

Omvendt kan russerne regne med forstærket modstand i Europa og USA, hvis amerikanerne kommer til at fremtræde meget hårdhændede i deres opgivelse af forhandlingerne til fordel for ensidig opsigelse af traktaten.

Nedrustning og Texas-møde
Et slutpunkt for forhandlingerne i oktober-november passer godt med, at amerikanerne lige præcis kan nå den "nuclear posture review", der skal afgøre, om de kan presse tallet på missiler ned under de 2000, generalerne ønsker, i retning af de 1500, russerne taler om.

Forhandlingerne kan næppe tænkes afsluttet før, amerikanerne har sat tal på deres bud på nedskæringer i offensive systemer. Det kan blive svært nok for amerikanerne at orkestrere et sammenbrud i forhandlingerne, men dette tilbud må de have fremlagt først.

Det eneste problem med den timing er, at det kan ødelægge den gode stemning, når Putin i november skal besøge Bush hjemme på ranchen i Texas.

Mest rimeligt er det at indstille sig på, at hele sagen om missilskjoldet kommer til at tage gevaldig fart om 2-3 måneder.
 
  Atagu: Skal det gamle nucleare forsvarssystem på Thule Air Base genoplives i form af radarudstyr til forvarsling i et missilskjold mod slyngelstater?


Debat nu
Danmark og Grønland bør - som alle andre, Thule eller ej - have forberedt sig ved at tage tilstrækkelig meget af debatten inden da. Thulespecifikt bør vi være forberedt på, at der kan komme en forespørgsel, når amerikanerne har afklaret deres radarbehov.

En aftale med russerne er usandsynlig nok til, at det mest ansvarlige vil være at påbegynde en diskussion hos os af det mest realistiske og mest ubehagelige scenarium.

Hvis amerikanerne ensidigt opsiger ABM-traktaten, og der kommer en forespørgsel om først at opgradere Thule-radaren og siden at bygge en helt ny radar på stedet til at indgå i missilforsvaret - hvad skal vi så svare?
OLE WÆVER er professor i International Politik ved Københavns Universitet, Institut for Statskundskab, og medlem af bestyrelsen for DUPI, Dansk Udenrigspolitisk Institut.