Sort dag

Og bedre blev det ikke, da KNR-TV senere på dagen afbrød sin direkte videresendelse af Danmarks Radios TV. Her var vi vidne til det største angreb på verdens demokrati, mens KNR-TV mente, at et norsk ungdomsprogram havde større prioritet og senere på aftenen en amerikansk film

Torsdag d. 13. september 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Politik, Thule Air Base.

MENNESKETS MEST afskyelige side åbenbarede sig for øjnene af os, da vi gennem direkte TV i tirsdags så USA blive angrebet af terrorister. Tusindvis af uskyldige mennesker blev målet for endnu unavngivne ekstremister, der med selvmordspiloter fløj sig ind i USA’s hjerte den verdensberømte finansbygning World Trade Center og senere ind i USA’s magtsymbol Pentagon.

Alle sad med angsten og fortvivlelsen forplantet i hver en nerve i kroppen og så fjernsyn og lyttede til nyhederne på Danmarks Radio, mens den værste krigshandling mod USA nogensinde blev sendt direkte til os. Et attentat mod demokratiet rullede sig frem for øjnene af os, mens vi i tavshed forsøgte at kape-re meddelelserne om de mange tusinde uskyldige menneskeliv, der gik tabt ved denne meningsløse handling.

MEN OGSÅ RAKETSKJOLD, Thule og Pituffik fik en central plads i tankerne. Ville vi nu blive en del af en krig, vi ikke havde nogen indflydelse på? Med raketskjoldsplanerne in mente bredte spørgsmålene sig om, hvilken betydning dette afskyelige angreb på USA, ville få på os herhjemme?

Tankerne blev hjulpet godt på vej af KNR-TV, som først lang tid efter at nyheden var sendt ud til resten af verden, fik snøvlet sig sammen til at koble os andre på. Ganske utidigt var reporterne i den direkte udsendelse ude med en erklæring om, at 3. verdenskrig kunne være brudt ud. I al sin gru en eklatant amatøragtig udtalelse, som ikke hører nogen steder hjemme.

Og bedre blev det ikke, da KNR-TV senere på dagen afbrød sin direkte videresendelse af Danmarks Radios TV. Her var vi vidne til det største angreb på verdens demokrati, mens KNR-TV mente, at et norsk ungdomsprogram havde større prioritet og senere på aftenen en amerikansk film. Man skal lede længe efter en større mangel på indsigt i prioritering af, hvad der er vigtigt i livet. Underholdning eller rædsler i den virkelige verden.

Tak til lokal TV-foreningerne, som her viste et større overblik og modenhed til at prioritere, hvad vi burde være vidne til.