Stor mundfuld for ny Siumut-formand

Foruden dagligdagens nære problemer, som efter hans mening har nydt alt for ringe politisk bevågenhed, satte han fokus på nepotisme og magtmisbrug. Farvel til kammerateriet og goddag til samarbejdet. Han gjorde op med partiets tabuer og vil have den dårligdom i partiet og i samfundet, som ingen har kunnet tale om, frem i lyset og afskaffet

Torsdag d. 20. september 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

DET ER IKKE overraskende, at Siumut fik ny formand og hovedbestyrelse på landsmødet forleden. Partitoppen har fjernet sig mere og mere fra baglandet og vælgerne og har efter de fleste lokalafdelingers mening mistet jordforbindelsen. De nære ting som boligproblemer, beskæftigelse, renoveringer og lignende er gledet i baggrunden, og store monumentale projekter har nydt høj prioritet. Der er bygget lufthavne, ingen har brug for, og der er igangsat prestigeprojekter, som burde være lagt i mølposen.

Den nye formand, Hans Enoksen, der på en måde har jordforbindelse, men muligvis mangler overblik, holdt en valgtale, der satte fokus på en masse "rigtige" synspunkter. Foruden dagligdagens nære problemer, som efter hans mening har nydt alt for ringe politisk bevågenhed, satte han fokus på nepotisme og magtmisbrug. Farvel til kammerateriet og goddag til samarbejdet. Han gjorde op med partiets tabuer og vil have den dårligdom i partiet og i samfundet, som ingen har kunnet tale om, frem i lyset og afskaffet.

Der var en åben og ærlig snak, og Hans Enoksen kan sagtens med disse synspunkter have rykket et par stemmer, så valget faldt ud til hans fordel.

DEN ANDEN KANDIDAT til formandsposten, Jonathan Motzfeldt, fandt ikke anledning til at vende blikket fremad. Hans indlæg var en blanding af skideballer og tilbageblik. Det var ikke fremad (siumut) men tilbage (kingumut), og den forgangne mandag var ikke dagen, hvor den slags valgtaler tog kegler. En noget vred og fornærmet Jonathan forsøgte at udnytte sin erfaring og den pondus, der plejer at være lige så skridsikker som grundfjeldet, til at skabe medvind for sit kandidatur. Men det lykkedes ikke. Han har virkelig mistet fodfæstet. Hans og partitoppens enegang har skabt modstand og behov for fornyelse.

SPØRGSMÅLET ER SÅ, om det bliver en reel fornyelse. For ét er at sige en masse rigtigt. Et andet er at sætte handling bag og gøre de smukke tanker til virkelighed.

Hans Enoksens ønske om at prioritere de påtrængende daglige problemer betydeligt højere end hidtil fortjener al mulig støtte. Der kan ikke gøres for meget for at forbedre boligsituationen, skabe gode og sunde skole- og uddannelsesforhold og fremme bæredygtig beskæftigelse. Hans Enoksen fortjener ros og opbakning for sine synspunkter, og selvom han formentlig får vanskeligt ved at vende bunken af politiske mærkesager på landsstyrets bord, så er det godt at vende blikket mod de vedkommende ting.

Løsningen af de nære problemer koster bare masser af penge. Penge, vi ikke har med det forbrug, vi har i dag. Så for at indfri sine løfter, må den nyvalgte formand skaffe ørenlyd for en ny prioritering. Der må ikke bruges penge på prestigeprojekter som for eksempel lufthavne og landingsbaner, som ingen har brug for. Der skal investeres i fremtiden i stedet for at klatte penge væk på drifts- og omkostningskrævende projekter, der suger blodet ud af vort ressourcefattige underlag.

Spørgsmålet er, om Hans Enoksen er i stand til alt dette. Han har ofte optrådt med følelsesladede udtalelser om forhold, der tages ud af en større sammenhæng, og det er for en stor del denne demagogiske form, der har givet ham politisk medvind i vælgerskaren og nu også på landsmødets delegeretforsamling.

Derfor må Hans Enoksen tages i skole. Den nye hovedbestyrelse må skaffe sig overblik, så partiet ikke kaster sig ud i at løse en helt masse enkeltstående, nære problemer. En overordnet politik er nødvendig i stedet for den række af enkeltstående fagpolitiske løfter, som de politiske partier plejer at gå til valg på.

DET ER HELLER IKKE sikkert, at arbejdsklimaet i Siumut bliver det aller bedste i den kommende tid. Èn ting er, at det er et rent forhindringsløb, at partiformand og landsstyreformand er to personer. Det har vi set før. Der kan desuden være grund til at frygte, at partiet løber ind i en turbulent periode, hvor de nye magthavere på trods af den nyvalgte formands holdning til magtkamp vil cementere deres position. Det er en tradition i partiet, og der skal mere end en Hans Enoksen til at afskaffe den. Flere af hovedbestyrelsens medlemmer har for længst indset, at det er nødvendigt at sikre sig en platform af støttepersoner, der er taget i ed med henblik på fremtidige konfrontationer og magtkampe. Siumut står derfor overfor en udrensningsfase, som for en tid vil tage pusten fra den nye ledelse.

Lad den periode blive kort, og lad os håbe, at den nye formand virkelig er i stand til at udtænke en politik, der kan løse nogle af de nære, men påtrængende problemer, som påvirker den enkeltes dagligdag og lammer fremskridtet.