Magtkampen i Siumut er ikke forbi endnu
Magtkampen i Siumut er langt fra løst med landsstyrerokaden og vedtagelsen af partiets nye linie. Politiske iagttagere mener ikke, at roen dermed er genoprettet, og at den nu gennemførte løsning holder valgperioden ud. Det skulle heller ikke undre, om ballonen brister en dag og et ekstraordinært valg bliver uundgåeligt
Fredag d. 5. oktober 2001
Jørgen Fleischer
, Redaktør
Emnekreds:
Politik
.
Magtkampen i Siumut er langt fra løst med landsstyrerokaden og vedtagelsen af partiets nye linie. Politiske iagttagere mener ikke, at roen dermed er genoprettet, og at den nu gennemførte løsning holder valgperioden ud. Det skulle heller ikke undre, om ballonen brister en dag og et ekstraordinært valg bliver uundgåeligt.
Det er ikke første gang, at der er magtkamp i Siumut. Man husker en årelang magtkamp mellem Jonathan Motzfeldt fra partiets højrefløj og Lars Emil Johansen fra venstrefløjen. Magtkampen denne gang udspilles mellem højrefløjen med Jonathan i spidsen og venstrefløjen, anført af de såkaldte "unge brushaner". Brushanerne har netop sat sig i Siumuttoppen og vippet Jonathan af pinden.
Samtidig med formandsskiftet har Siumut vedtaget en ny linie, der vil have en ligelig udvikling i landet, som opdeles i fire regioner.
Den nye strategi kan kollidere med selvstyretanken. Ligelig udvikling og selvstyre kan ikke forliges. Man kan ikke få både i pose og sæk.
Revolution i Siumut
Det er usandsynligt, at den igangværende magtkamp ender med en revolution i Siumut som dengang i 1987, da magtkampen mellem Jonathan og Lars Emil udartede til en en regulær revolution i Siumuts top.
Den 26. marts 1987 var der ekstraordinært valg til landstinget, da samarbejdet mellem Siumut og IA bristede på grund af uenighed om Thuleradaren.
Efter valget forlød det, at formændene for de to store partier Jonathan Motzfeldt, Siumut, og Otto Steenholdt, Atassut, havde haft et møde med henblik på et eventuelt samarbejde.
Det huede slet ikke Siumuts venstrefløj.
Efter mødet med Otto rejste Jonathan til Sydgrønland for at slappe lidt af efter valgkampens anstrengelser. I Narsarsuaq mødte han Lars Emil, som på det tidspunkt var forstander på Sulisartut Højskoliat.
Jonathan spurgte: Hvor skal du hen, Lars Emil? Og partikammeraten svarede: Til Nuuk til Siumuts hovedbestyrelsesmøde.
Jonathan lugtede lunten med det samme. Der var ugler i mosen. Han var formand for partiet, men han havde ikke fået besked på, at hovedbestyrelsen skulle samles til møde.
Efter hovedbestyrelsesmødet uden Jonathan, kom Moses Olsen ud af mødelokalet og fortalte med grådkvalt stemme, at en enig bestyrelse havde udpeget Lars Emil som partiformand og som kandidat til posten som landsstyreformand.
Så fik Jonathan ellers travlt. Han chartrede et fly til Nuuk og erklærede ved ankomsten, at mødet i Siumuts hovedbestyrelse ikke var slut.
Mødet blev genoptaget med det resultat, at Jonathan satte sig igen på formandsposten i Siumut.
IA vandt, Atassut tabte
Den egentlige vinder ved vedtagelsen af Siumuts nye linie er IA. Siumuts drejning til venstre betyder, at IA får mulighed til at gennemføre sine mærkesager, blandt andet indførelse af en rigmandsskat. Det vil igen betyde, at IA får held til at bevæge Siumut til at poste flere penge ind på socialområdet.
Og det vil i sidste ende betyde, at IA fortsætter sin sejrsgang og hugger vælgere fra Siumut og andre partier.
Taberen ved Siumuts nyordning er oppositionen Atassut. Partiet har nemlig ikke udnyttet den opståede politiske situation godt nok.
Det er Atassuts svaghed, at partiet som opposition er alt for flink og tilbageholdende. Atassut har ganske vist krævet landstingsvalg her og nu.
Men partiet har ikke været ihærdig nok til at overbevise vælgerne om, at et landstingsvalg var tvingende nødvendigt, og at det var den eneste udvej til at løse den opståede politiske krise.