Ny bog om grønlandskajakken
I det moderne Grønland oplever kajakken i disse år en renæssance, - bl.a. holdes årlige åbne grønlandsmesterskaber i kajakkaproning, kajakstafet, harpunkastning samt naturligvis grønlandsmesterskabet i grønlændervendingen - kunsten at vende helt rundt i kajakken. Moderne grønlandske unge oplever en kreativ tilfredsstillelse ved at bygge deres egne kajakker, ved den fysiske udfoldelse og ved at bidrage til bevarelsen af en identitetsgivende historiske tradition
Søndag d. 4. november 2001
Kaj Smedemark
Emnekreds:
Anmeldelser af bøger, film mv
,
Bøger
,
Fritid
.
En ny bog om grønlandskajakken ligger d. 29. oktober klar på boghandlerens disk. Den er skrevet af Kaj Smedemark, Fynshav, i samarbejde med medejeren af Helnæs Mølle Friluftsgård og Naturskole, Vagn Henriksen, der bor i Otterup på Fyn. De to har i fællesskab skrevet en byggevejledning til en traditionel grønlandsk havkajak. Trin for trin og med fine tegninger og fotos af Kaj Smedemark gives en komplet beskrivelse af fremgangsmåden på at bygge en personlig havkajak af naturmaterialer.
De to forfattere er begge rutinerede kajakbyggere og de har bl.a. bygget 20 havkajakker sammen med elever på Danebod Højskole, mens Kaj Smedemark var forstander her. Vagn Henriksen har egenhændigt bygget over 100 kajakker.
Bogens andet afsnit er en spændende - og den første dækkende - beskrivelse af grønlandskajakkens historie og dens tætte tilknytning til den grønlandske befolknings oprindelige fangerkultur og historie. Her sættes kajakken - der er blevet kaldt verdens mest fuldkomne enkeltmandstransportmiddel - ind i en økologisk, kulturel og religiøs sammenhæng. At være kajakmand var et livsfarligt erhverv og shamanen blev inddraget for at sikre sig åndernes gunst.
I det moderne Grønland oplever kajakken i disse år en renæssance, - bl.a. holdes årlige åbne grønlandsmesterskaber i kajakkaproning, kajakstafet, harpunkastning samt naturligvis grønlandsmesterskabet i grønlændervendingen - kunsten at vende helt rundt i kajakken. Moderne grønlandske unge oplever en kreativ tilfredsstillelse ved at bygge deres egne kajakker, ved den fysiske udfoldelse og ved at bidrage til bevarelsen af en identitetsgivende historiske tradition.
Kaj Smedemark, der igennem en årrække var højskolelærer på Danebod Højskole i Fynshav, heraf de sidste tre år som forstander, har tidligere udgivet bogen "Naturtegning - teknik og motiver" om biologi og tegnekunst. Han er især optaget af arbejdsprojekter og konkret undervisning, hvor åndelige og praktiske færdigheder forenes. Han har bl.a. arbejdet med økologisk jordbrug, vedvarende energi, feltbiologi og laftning af norske bjælkehytter, foruden altså grønlandskajakker.
Kaj Smedemark oplyser at han arbejder på endnu et par bøger, én af dem handler om livsfilosofi og vores måde at forholde os til tid på. Om alt går vel er den klar til udsendelse næste efterår. Kaj Smedemark er nu ansat som leder af beskæftigelsen af sindslidende i Sønderjyllands Amt og af Værkstedshuset Alssund i Augustenborg.
//////Bogen "Grønlandskajakken - byggevejledning og historie" kan købes hos boghandleren.
Og den kan købes hos:
Forlaget Algarve
tlf (+45) 56 96 31 92
Vagn Henriksen
tlf (+45) 64 82 17 18 email:
algarve@mail.dk
Kaj Smedemark
tlf (+45) 74 47 46 89 email:
smedemrk@post10.tele.dk
//////Pris 199,- kr.
112 sider - rigt illustrreret