Sund vrede

Og det gælder for så vidt hele Landstinget. Det er nemlig svært at tage modstanden mod lønforhøjelserne alvorlig, når alle på forhånd ved, de kommer alligevel. Det er nemt at sige nej tak, når man ved, man får alligevel

Tirsdag d. 13. november 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

DE UDDANNELSESSØGENDE i Nuuk havde i sidste uge held til at gennemføre et par demonstrationer, som udmærker sig i forhold til, hvad vi tidligere har set. De havde stor opbakning, de var højrøstede, de havde held til at samle mange andre end de unge for at protestere over landspolitikernes prioritering af udgifterne. Og så var de, i modsætning til de kystnære fiskeres havneblokader, lovlige. Succesen med de to demonstrationer onsdag og søndag skyldes ikke mindst, at der denne gang var noget særdeles håndgribeligt at protestere imod, nemlig prioriteringen på finansloven. Med klart afsæt i politikernes radikale lønforhøjelse! Det har vi skrevet spalte op og spalte ned om. Og den sag er der ikke mere nyt i. Ikke ud over, at der altså er en grænse for, hvad folk vil finde sig i. Nu bliver der demonstreret, så det ikke er til at overse. Politikerne bliver nødt til i fremtiden at opføre sig ordentligt. Det er det, det handler om. VÆLGERNE er ellers tålmodige, og de kan sagtens acceptere politiske fejltagelser. Historien har vist os, at tolerancen rækker langt. Det er ikke småting, vælgerne har tilgivet politikerne. Fejl, som har kostet samfundet hundredvis af millioner kroner. Vælgernes tålmodighed, overbærenhed og langmodighed har sat vide rammer om politikernes spillerum, og det er vel rimeligt i et lille land, hvor vi med det lille befolkningsantal ikke har begavelser nok til at fylde den lovgivende forsamling med kvalificerede på højt niveau. Men vælgerne finder sig ikke i at blive narret. En urimelig stor lønforhøjelse, der giver visse landstingsmedlemmer økonomiske forbedringer på 75 procent, blev lusket igennem lovprocessen. Forslaget dukkede op efter et par indledende, fordækte, lukkede møder umiddelbart før førstebehandlingen. Den folkelige debat kunne ikke nå at kulminere, før det hele var overstået, og pengene så godt som lå i lommerne på politikerne. Det er ligesom at tage af kassen. Og her "stopper festen" efter demonstranternes mening. De vil af med de uærlige politikere og forlanger valg til Landstinget for at sikre et troværdigt mandskab til at lede landet. OG DET GÆLDER for så vidt hele Landstinget. Det er nemlig svært at tage modstanden mod lønforhøjelserne alvorlig, når alle på forhånd ved, de kommer alligevel. Det er nemt at sige nej tak, når man ved, man får alligevel. Modstanden kunne have været mere radikal. For eksempel kunne nej-sigerne have sat deres job ind på sagen.