En opgave for de to nye folketingsmedlemmer
Hun skriver blandt andet, at der i København findes et sørgeligt miljø, hvor en del grønlandske kvinder og mænd lever i illusionen om Danmark som et slaraffenland ...Jeg kan fortælle hende, at de mennesker, hun omtaler, er folk, der har brug for hjælp. Mennesker som for eksempel er kommet her til Danmark med danske ægtefæller, er blevet skilt og ikke ønsker at rejse fra deres børn.
Fredag d. 16. november 2001
Henriette Berthelsen
Emnekreds:
Politik
,
Sociale spørgsmål
.
Jeg har med stor undren læst Atassuts folketingsmedlem Ellen Kristensens valgbrochure.
Hun skriver blandt andet, at der i København findes et sørgeligt miljø, hvor en del grønlandske kvinder og mænd lever i illusionen om Danmark som et slaraffenland.
Det viser noget om, hvor lidt viden hun har om de grønlændere, hun omtaler.
Det samme skete, da hun i dansk TV omtalte, at incest er en del af vores kultur. Dengang tænkte jeg, at det nok var en engangsbommert, hun lavede.
Jeg har ikke på nogen måde oplevet hendes engagement i de omtaltes situation.
Jeg arbejder med grønlændere i Danmark og har kendskab til den gruppe, hun omtaler. Og jeg må sige, at jeg indtil dato ikke har mødt nogen, der er kommet her, eller vælger at bo her, fordi de mener, Danmark er et slaraffenland.
Det kan være, at Ellen Kristensen selv mener, at Danmark er et slaraffenland.
Jeg kan fortælle hende, at de mennesker, hun omtaler, er folk, der har brug for hjælp. Mennesker som for eksempel er kommet her til Danmark med danske ægtefæller, er blevet skilt og ikke ønsker at rejse fra deres børn.
Andre vil gerne tilbage til Grønland, men boligsituationen, arbejdsløshed og mange andre forhold gør det svært for folk at flytte tilbage.
De fleste har mere eller mindre hjemve og ønsker bedre kontakt til deres familier. De høje billetpriser til Grønland gør det ikke nemmere.
Jeg har sammen med andre forsøgt at få kontakt med Ellen Kristensen utallige gange. Hun har ikke engang ulejliget sig med at at ringe tilbage. Vi ønskede at fortælle hende om forholdene for denne gruppe, få hende til at tale med de pågældende mennesker samt bede hende om hjælp til at forbedre situationen.
Den gruppe mennesker, hun omtaler, er der blevet omtalt i pressen adskillige gange. Det kan altså ikke skyldes uvidenhed, at vi ikke intet har hørt fra Ellen Kristensen - måske uvilje. Jeg har svært ved at tro på, at hun pludselig (her op til valget) vil begynde på dette arbejde.
Det andet grønlandske folketingsmedlem Hans Pavia Rosing har gjort et stort stykke arbejde. Han har været ude og tale med disse mennesker samt arbejdet for deres sag.
Vi håber virkelig, at de grønlandske folketingspolitikere, der bliver valgt den 20. november, vil arbejde videre, hvor han slap, for der er et stort behov for en dybdegående undersøgelse af problemerne.
Der bor mange flere grønlændere i Danmark i dag end for bare 10 år siden. Omkring 12.000, og tallet er stigende.
Det bistandsapparat, som Grønlands Hjemmestyre ved lov er forpligtet til at drive i Danmark for herboende grønlændere, udøves lokalt fra de grønlandske huse og centralt fra Direktoratets sociale afdeling i Hjemmestyrets Danmarkskontor.
Fungerer bistandsapparatet, som det var meningen? Er det rustet til at varetage en opgave, der er blevet større og større og sandsynligvis vokser fremover?
Den danske stat bruger mange millioner på integration af flygtninge og indvandrere, men der er ingen penge til at integrere de grønlændere, der flytter til Danmark. Vores kulturer er forskellige og det bliver der ikke taget hensyn til.
Dette er nogle af de mange forhold, som en grønlandsk folketingspolitiker kan arbejde med.