Begyndelsen til enden

Atassut har derfor et stort demokratisk ansvar at forvalte i de kommende dage og måneder, hvor man kan håbe på, at partiet ikke vil fungere som en redningsplanke for et Siumut, der synes at være i en dyb krise og uden anden retning end at klamre sig til magten

Tirsdag d. 27. november 2001
Aqqaluk Petersen
Emnekreds: Politik.

Efter jordskredssejren til Venstre ved folketingsvalget den 20. november, hvor Venstre for første gang siden 1920 er større end Socialdemokratiet vil de politiske muligheder for de grønlandske nyvalgte folketingsmedlemmer være relativt begrænsede, da Venstre vil kunne regere uafhængigt af både færøske og grønlandske mandater. Det betyder igen, at mulighederne for at opnå større selvstyre (Grønland) eller selvstændighed (Færøerne) alt andet lige må betegnes som mindre sandsynlige. Paradoksalt må folketingsvalget hjemme i Grønland også betegnes som historisk. For første gang siden 1971, har de to grønlandske mandater fordelt sig til venstrefløjen i grønlandsk politik og har samtidig gjort IA til det største parti ved et folketingsvalg. Man skal nok være varsom med at udråbe dette valg som en stemme for større selvstændighed, idet det nok snarere er den folkelige protest mod vederlagsforhøjelsen i landstinget, der har spillet en afgørende rolle. For dette forhold taler IA’s massive fremgang, da IA med et vist forbehold er det eneste parti, der er gået imod vederlagsforhøjelsen. Samtidig må det konstateres, at IA med Kuupik Kleist har fået valgt et folketingsmedlem ind, der tidligere kun med besvær er blevet valgt til landstinget i en enkelt periode, på trods af talrige opstillinger. Endvidere må man selvom en politisk sværvægter som Lars Emil Johansen blev valgt ind, betegne valget for Siumut som intet mindre end et katastrofevalg, med massiv tilbagegang over hele linien. Samtidig må det konstateres, at Siumut udelukkende fik valgt Lars Emil Johansen ind på baggrund af stemmespild og splittelse i den borgerlige lejr. Folketingsvalget bør derfor give anledning til selvransagelse, ikke kun i Atassut, men også og specielt i Siumut. Valget medfører desuden, at udsigterne til et landstingsvalg nu fortoner sig, idet det for Siumut under de aktuelle omstændigheder vil være det rene politiske selvmord at udskrive valg. Det kan kun en revurdering af vederlagsforhøjelsen samtidig med en tiltrængt politisk fornyelse, der desværre synes at have lange udsigter, ændre på. Valget har for IA været en stor sejr, ingen tvivl om det, og man må forvente, at kræfter i partiet nu vil arbejde for et hurtigt landstingsvalg. Imidlertid har partiets ledelse indtil videre kun i ord været mod vederlagsforhøjelsen og har i dette væsentlige spørgsmål ikke turdet at sætte landsstyresamarbejdet med Siumut over styr. Samtidig er vederlagsforhøjelsen jo stillet af landstingets præsidium med IA’eren Ole Lynge i spidsen. Derfor synes den mest sandsynlige udgang på dette historiske valg til folketinget at være, at der ikke bliver udskrevet landstingsvalg, men at Siumut vil søge et samarbejde med Atassut, hvis IA skulle springe af båden. Atassut har derfor et stort demokratisk ansvar at forvalte i de kommende dage og måneder, hvor man kan håbe på, at partiet ikke vil fungere som en redningsplanke for et Siumut, der synes at være i en dyb krise og uden anden retning end at klamre sig til magten.