Landstinget - 12 kvinder, 12 mænd og 1 formand m/k

Grønland er ikke et tilbagestående land, hvor fattigdom må accepteres. Befolkningen er veloplyst og har udvist politisk modenhed ved at reagere overfor overforbrug og ved at markere en vilje til at arbejde hen imod øget selvstændighed. Samfundet har penge, både til drift af skoler og sundhedsvæsen og til anlægsopgaver.

Fredag d. 14. december 2001
Arnat Partiiat
Bodil Karlshøj Poulsen
Emnekreds: Politik.

Indholdsfortegnelse:
Stramninger
Vi har penge, men der skal spares
Bør gå i spidsen
Landspolitik


Skal vi virkelig indkalde 31 mennesker for at sikre demokratiet og sikre god lovgivning?

Vi har oplevet vedtagelsen af en meget stram Finanslov 2002. Stram, fordi der skal lægges bånd på de stadigt voksende driftsopgaver, stram fordi vi ikke bør forbruge mere end vi kan indtjene, stram fordi vi er afhængige af verdensmarkedspriser på vor vigtigste eksportvare - fisk.

Stramninger
Rigtig mange mennesker vil opleve stramningerne. Der skal betales mere i husleje, mere for el og vand, mere for de daglige indkøb af madvarer.

Børnefamilier, studerende, de ældre, fangere, fiskeindustriarbejdere, kassedamer og pædagogmedhjælpere - der kan nævnes mange grupper, som har utrolig svært ved at klare de daglige udgifter. Her i december bør der også være overskud til jul med gaver, stearinlys og juletræ.

Vi har penge, men der skal spares
Grønland er ikke et tilbagestående land, hvor fattigdom må accepteres. Befolkningen er veloplyst og har udvist politisk modenhed ved at reagere overfor overforbrug og ved at markere en vilje til at arbejde hen imod øget selvstændighed. Samfundet har penge, både til drift af skoler og sundhedsvæsen og til anlægsopgaver.

Landstinget beslutter, hvorledes midlerne fordeles - og landstingsmedlemmerne bør gå foran og vise gode eksempler på en rimelig fordeling af goderne. Vi har ikke de ressourcer, som vi kunne ønske os. Derfor skal der naturligvis spares - både i den enkelte husholdning og i Hjemmestyre og kommuner.

Samtale mellem forældre og barn: "Vil du gerne have flere lommepenge, så må du påtage dig flere pligter".

Samtale mellem vælger og folkevalgt: "Vil du have højere løn, så må du påtage dig større ansvar og arbejdsbyrde".

Bør gå i spidsen
Landstinget bør gå i spidsen og vise det gode eksempel for en stram finanspolitik. Det siger sig selv, at landstingspolitikerne skal have vederlag for arbejdet, at rejser til og fra Nuuk i forbindelse med møder skal betales, at landstingspolitikerne skal have et sted at bo, og at de skal have penge til at rejse rundt i landet for at debattere med vælgerne.

Vi har i dag 31 landstingsmedlemmer - er det virkelig nødvendigt?

Lad os få et aktivt Landsting med 25 medlemmer - 12 kvinder, 12 mænd og 1 formand m/k. Se, her kan vi spare - ikke mange millioner, men nok til at vi kunne tilgodese de mest udsatte grupper i højere grad end i dag.

Landspolitik
Landstinget skal repræsentere hele landet, derfor er 25 medlemmer for få, vil nogle indvende. Vil hele landet blive repræsenteret? Hvem skal tale for yderdistrikterne? Vil Nuuk komme til at dominere? Hertil vil jeg svare, at landstingsmedlemmer skal udføre landspolitik. Lad kommunalpolitikerne drive kommunerne og fri os for et Landsting, hvor den enkelte kun arbejder for sin egen hjemby.

Stem ved landstingsvalg på en politiker, der arbejder landspolitisk, og stem på en politiker, der vil gøre din by bedre ved kommunalvalget.

Vælgerne i Grønland kan godt skelne - det er det nylig overståede folketingsvalg et fint eksempel på.

Tænk over Arnat Partiiats forslag!