Et antropologisk frilandsmuseum

Vi får ikke unge veluddannede mennesker til at gå ind i en usikker »korttidsansættelse« i et krævende politisk arbejde, når alternativet er fagligt relevant arbejde til en langt højere løn

Fredag d. 4. januar 2002
Leif Carlsen
Emnekreds: Politik.

Indholdsfortegnelse:
Naturlige bånd til Danmark
Siumut burde for længst have brudt med IA
Det antropologiske frilandsmuseum
Idiotisk anvendelse af offentlige midler
Foruroligende Landsting
Manglende interesse for det politiske arbejde
Internetavisen Atagu
Hvorfor ikke en grønlandsksproget Atagu?
Lønnen for ringe
Ukvalificerede politikere
Vågnede på Sana
Mou i Danmark


"Et antropologisk frilandsmuseum" - det er et af Anders Nilssons yndlingsudtryk om den måde, Grønland bliver drevet på, og det går igen flere gange i løbet af samtalen.

"Et stort beskyttet værksted" er en anden foretrukket vending.

- Grønland bliver nødt til at indstille sig på at føre en politik med jordforbindelse. Jeg kunne ikke holde ud at høre mere vrøvl om NMD (National Missile Defence). Det blokerer for fornuftige politiske tiltag i Grønland. At drive Grønland som et antropologisk frilandsmuseum er en luksus, man kun kan tillade sig, når man hvert år modtager et statstilskud på tre milliarder kroner til at understøtte det politiske apparat. Skulle Grønland klare sig uden bloktilskuddet, ville kun Sisimiut og Ilulissat være beboet, lyder vurderingen.

Det kunne efter Anders Nilssons mening være et sådant fornuftigt tiltag at lære børnene ordentligt dansk. Ikke af hensyn til de tilkaldte, som nok skal klare sig, men mange af de fastboende har problemer med det danske sprog, som underprioriteres i dagens Grønland.

- Og det er tåbeligt, når man nu ikke kan gennemføre en uddannelse uden at være god til dansk. Sådan er det bare, og det er der ikke noget at gøre ved.

- Mange modstandere af en styrket danskundervisning fremhæver fordelene ved engelsk og nærheden til det nordamerikanske kontinent. - Det er et udtryk for politisk umodenhed, mener Anders Nilsson.

- Der er 3.400 kilometer til Danmark og 2.600 kilometer til den civiliserede del af Canada, og det er ingen væsentlig forskel. Desuden er det ikke muligt at skaffe tilstrækkeligt med engelsksprogede lærere.

Naturlige bånd til Danmark
Hertil skal lægges de stærke, naturlige bånd, som i løbet af flere århundreders sameksistens har knyttet Danmark og Grønland sammen.

Det er en yndet opfattelse blandt modstanderne af en bedre danskundervisning, at grønlandsk hidtil har været undertrykt af dansk, men det er ganske enkelt historisk ukorrekt, pointerer Anders Nilsson.

- Den grønlandske befolkning har - som Finn Lynge meget rammende har udtrykt det - været undertrykt ved hjælp af kaffe, the og salmesang. Men statsmagten, lovgivningen og administrationen har aldrig været undertrykkende.

Undervisningssproget har altid været grønlandsk lige siden almueskolerne, fra 1700-tallet og indtil 1950’erne. Det var et ønske fra grønlandsk side at få indført mere dansk i undervisningen.

Og netop det med sproget var - om ikke den direkte årsag til Nilssons endelige farvel til Grønland - så i hvert fald en stærkt medvirkende.

Siumut burde for længst have brudt med IA
- Det er Inuit Ataqatigiits officielle politik, at man ikke skal kunne bruge dansk i Landstinget. Siumut burde have svaret med at bryde samarbejdet. Siumut kunne eventuelt have dannet et mindretalslandsstyre.

Og så skulle folk som Jess G. Berthelsen og Jens Lyberth ekskluderes af partiet, for man kan ikke have folk med så racistiske holdninger i et postuleret midterparti. Siumut burde tage konsekvensen og smide dem ud, ligesom Otto Steenholdt blev smidt ud af Atassut sidste sommer.

Et parti som IA og dele af Siumut illustrerer efter Nilssons mening tesen om "den fremstrakte hånd og den knyttede næve" på glimrende vis: De vil både have fingre i bloktilskuddet og tryne giveren.

Det antropologiske frilandsmuseum
Som eksempel på grønlandsk politiks manglende evne i at indrette sig efter virkeligheden og forlade det antropologiske frilandsmuseum nævner Anders Nilsson de urealistiske priser på sælskind. Skønt verdensmarkedsprisen ikke er mere end 30-40 kroner pr. skind, gives der i Grønland rask væk 300 kroner i tilskud, og det har fordoblet indhandlingen gennem de sidste fem år.

- Jeg kender kontorfolk, der tager ud efter arbejdstid og bøffer sæler for at få fingre i tilskuddet. Det burde kun gives til steder som Qaanaaq, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit, hvor der ikke er andre muligheder. Men det er en diskussion, der slet ikke føres i Grønland. Politikerne ignorerer bevidst virkeligheden, og det er til at brække sig over.

- Almindelige mennesker kan jo godt se, det er åndssvagt. Det er derfor, de går på druk, og det derfor mere end halvdelen af de højt uddannede grønlændere bosætter sig i Danmark.

Idiotisk anvendelse af offentlige midler
Et andet alarmerende og aktuelt eksempel på idiotisk anvendelse af offentlige midler er opførelsen af en hal til 40 millioner kroner i forbindelse med de forestående Arctic Winter Games.

- Den skal bruges i tre uger, det fyrer man 40 millioner af på i en by, hvor der er 13 års ventetid på en bolig. For det samme beløb kunne man bygge 40 enfamilieshuse eller endnu flere boliger i blokke.

Anders Nilsson selv er meget sikker på, at han ikke vender tilbage til Grønland - hvormed Landstinget formentlig har lagt talerstol til sit sidste danske medlem. De to første var Allan Idd Jensen og Jan Streit Christoffersen, der sad der i henholdsvis 1980’erne og i begyndelsen af 1990’erne.

- Der kommer ingen efter mig, for ingen vil gå for en månedsløn på knap 20.000 kroner og blive sjoflet samtidig med, fordi man ikke taler grønlandsk fra talerstolen, fnyser Nilsson - som dog ingenlunde er blank på området. Han har således HF i grønlandsk som fremmedsprog og havde ikke brug for tolk, når han var på rejse langs kysten, ligesom han også forstod indholdet af, hvad der blev sagt i Landstinget. Hans pointe er imidlertid, at ethvert medlem af Landstinget skal have lov at formulere spørgsmål og svar på sit modersmål, så man også får nuancerne med i et sprog, man føler sig tryg ved.

Foruroligende Landsting
I det hele taget er der meget lidt at føle sig tryg ved i forhold til Landstinget - ikke kun for Nilssons eget vedkommende, men for hele den grønlandske befolkning. Det er således helt horribelt, at Landstinget sidder på 80 procent af erhvervslivet (før Pisiffik-salget, red.), hvilket det er ganske uden forudsætning for. Det resulterer da, ifølge Nilsson, også i den ene fadæse efter den anden, hvoraf mange forsøges skjult for offentligheden.

- Nu har de jo lige kørt Royal Greenland ud over kanten, bemærker Anders Nilsson spydigt med hentydning til virksomhedens fortsat dårlige resultater.

- De færreste reagerer på, at Grønlands største virksomhed med en omsætning på 3,5 milliarder kroner kun kommer ud med skiftevis underskud eller ganske små overskud.

- Hvis den danske regering havde samme indflydelse på for eksempel ØK, Mærsk eller DONG, som Landsstyret har på Royal Greenland, ville det se lige så slemt ud i Danmark. Og så er der endda ud af Folketingets 179 medlemmer enkelte, der kan bruge hovedet. Det kniber det mere blandt Landstingets 31 medlemmer, kommer det tørt fra Nilsson.

Manglende interesse for det politiske arbejde
Én ting er ikke at have forudsætningerne for at lege erhvervsliv, en anden er den påfaldende mangel på interesse for det, man har med at gøre i Landstinget.

- Arbejdsopgaverne er meget omfattende, men alligevel er det åbenlyst at medlemmerne ikke bruger den nødvendige tid på at sætte sig ind i sagerne, siger Anders Nilsson, og peger på det paradoksale i, at folk, der aflønnes med mindre end 20.000 kroner om måneden, sættes til at jonglere med milliardbudgetter.

Et landstingsmedlem aflønnes med 19.500 kroner om måneden og derudover 50.000 kroner i årligt omkostningstillæg. Det kan i princippet efter forgodtbefindende, og for mange landstingsmedlemmer glider dette skattefrie beløb da også umærkeligt ind i den daglige husholdning.

Internetavisen Atagu
Selv anvendte Anders Nilsson sit omkostningstillæg til at skabe og vedligeholde den meget populære hjemmeside www.atagu.gl på Internet. Atagu har et gennemsnitligt besøgstal på et par og tyve tusinde om måneden.

- Jeg ville ellers lukke den, da jeg flyttede fra Grønland, men der kom mange protester, siger Nilsson, som vil se, om han kan få arbejdet med at opdatere Atagu til at harmonere med sit nye arbejde.

Hvorfor ikke en grønlandsksproget Atagu?
En pudsig lille detalje er, at skaberen af denne meget søgte informationsbank om alt, det er værd at vide noget om i Grønland, også har fået på puklen for, at den ikke er på grønlandsk. Hertil svarer den tidligere landstingspolitiker, som ikke måtte bruge sit modersmål i Grønlands højeste forsamling - ikke uden en vis spydighed - at det jo står ethvert af de øvrige landstingsmedlemmer frit for at skabe noget tilsvarende på grønlandsk for deres eget årlige omkostningstillæg...

Lønnen for ringe
Et forslag fra Landstingets formandskab på efterårssamlingen 2000 om at hæve lønnen for landstingsmedlemmerne, så den kom til at modsvare den nødvendige arbejdsindsats, vandt imidlertid ikke det store gehør. Således gav Arbejdsgiverforeningens direktør overfor Nilsson udtryk for, at han ikke mente, at tidspunktet var inde til at Landstinget bevilgede sig selv mere i løn.

- Hvad tjener din kontordame? spurgte Nilsson. Og med svaret måtte direktøren erkende, at der med kontordamens løn på 22.000 kroner måske nok var et misforhold, når det betænkes, at de lavtlønnede landstingsmedlemmer trods alt har et medansvar for finanslovens budget på seks-syv milliarder på hele befolkningens vegne.

- Vi får ikke unge veluddannede mennesker til at gå ind i en usikker "korttidsansættelse" i et krævende politisk arbejde, når alternativet er fagligt relevant arbejde til en langt højere løn.

Ukvalificerede politikere
De grønlandske politikeres kvalifikationer og moralske habitus lader, efter Nilssons smag, en del tilbage at ønske, hvilket han ikke lægger skjul på. Det samme gælder flertallet af dem, der gerne vil være det.

- Ved forrige kommunevalg spurgte jeg for sjov Nuuks borgmester, Agnethe Davidsen, hvad der ville ske, hvis man sejlede alle kandidaterne til kommunevalget ud på Kook-øerne. Det vidste hun ikke.

Så ville der ikke være en eneste landsbytosse tilbage i byen, ler Nilsson, men tilføjer hurtigt i et alvorligt tonefald, at der findes masser af fornuftige folk i Grønland. - Men de vil ikke ind i det cirkus. Folk, der kunne gøre en forskel, meler hellere deres egen kage og vender det politiske system ryggen.

For folk med Anders Nilssons indstilling er det ikke muligt at gøre tingene halvt, og udvalgsposterne i finansudvalget, lovudvalget og sundhedsudvalget krævede i perioder sin mand i døgndrift, og under efterårssamlingerne måtte lørdag og søndag også inddrages.

Vågnede på Sana
Da den enlige dansker samtidig skulle kæmpe mod det, han kun kunne opfatte som chikane fra visse af landstingskollegernes side, blev det for utaknemmeligt.

- Jeg kunne ikke blive ved med at råbe over kløften, forklarer 55-årige Anders Nilsson, der til sidst også måtte begynde at tænke på sit helbred. To gange oplevede han at vågne op på hospitalet, en gang på Sana i Nuuk og en anden i Ittoqqortoormiit, simpelthen på grund af stress.

- Jeg kan godt blive hidsig, og jeg tror, jeg var faldet død om, hvis ikke jeg havde trukket mig ud af det, siger Nilsson med et smil.

Mou i Danmark
Som han sidder der i sofaen i sin rummelige stue, ser han nu ganske afstresset og veltilfreds ud. Han og familien er glade for deres beslutning om at flytte til Danmark. Valget faldt på landsbyen Mou, cirka 25 kilometer øst for Aalborg, hvor Anders Nilssons kone, Najaaraq, der i Nuuk var ledende lægesekretær på Sana, har fået arbejde som lægesekretær på Sygehus Nord.

Anders Nilsson selv har taget imod et jobtilbud fra Kimik IT, hvis udviklingsafdeling ligger i Århus. Det meste arbejde kan dog udføres hjemme i Mou.

Ved slutningen af interviewet gør Anders Nilsson opmærksom på, at han ikke vil efterlade det indtryk, at alt i Grønland er noget skidt.

- Vi har mange gode minder og gode venner i Grønland, og dem glemmer vi aldrig.