Ungdommen er fantastisk!

De unge kan altså. Og de er bedre til det end alle vi andre, som stadig ligger under for traditionel grønlandsk autoritetstro, som tillader naalakkat (lederne) at gøre, som det passer dem

Fredag d. 11. januar 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Politik.

ÅRET ER ENDNU nyt, og vi sidder stadig i de stille stunder og tænker nytårstanker, bagud og fremad. Mange tanker går til afdøde. Alle efterlader de en tom plads, og alle vil blive savnet. Nogle mindes vi med et smil om munden. Det er de gamle, for hvem døden var en naturlig afslutning, som nogle af dem til sidst spøgte med.

Andre savner vi med tung og ufordrivelig sorg. Det er dem, der kom for tidligt herfra, og som vi ikke var parat til at slippe.

Nogle af dem slog sig selv ihjel, fordi de ikke kunne overvinde nuet. Et eller andet voksede dem over hovedet, måske en banalitet for os andre, men for den, der var alene på det forkerte tidspunkt, et uafvendeligt nederlag eller en sorg eller skuffelse, som gjorde livet ubærligt.

Der er utallige årsager til, at det går galt for de unge, men for mange af os er det alligevel svært at forstå, hvordan de kan tage dette sidste skridt ud i den definitive intethed.

Så langt tænker man bare ikke altid, når man er ung og har problemer. Skuffelsen over forældre er for mange unge en uendelig føljeton, som gør dem sårbare, og aktuelle problemer om følelser - om kærlighed, venskaber, søskende vokser sig langt større end de egentlig er. Det er bare så svært at få øje på, når man står i dem for første gang.

I de fleste andre samfund kan du flygte fra det hele. Og før i tiden var det præcis, hvad qivittut (fjeldgængere) gjorde, når de personlige problemer tårnede sig op. Ensomheden i naturen, langt borte fra de mennesker, der gjorde livet vanskeligt, var at foretrække for de følelsesmæssige konflikter blandt fællerne. Det var et opgør, en protest og vel også en flugt.

Men tiden er løbet fra fjeldgængeri, og med den infrastruktur, vi har i Grønland, må de unge blive, hvor de er, ligegyldigt hvor svær en kamp, de kæmper. Her er det ikke muligt at stikke af hjemmefra. Du kan ikke cykle ud til hovedvejen og tomle til Sydeuropa. Du kan ikke vende den vante verden ryggen i protest og hævn over dens urimelighed. Her i landet er vi bundet til vore byer og bygder, til vore problemer, og får vi dem ikke løst, må vi leve med dem - eller lade være.

SELVOM vi således synes, vi kan forklare en del af problemet, kommer vi ikke en løsning nærmere. Forklaring forsoner os ikke med det. Det er - trods forståelsen - stadig en frygtelig fejl, når unge mennesker begår selvmord. Ovre på den anden side af problemerne er der nemlig et meningsfyldt liv med glæder og sorger og med en mangfoldighed af rigdom.

Det er den fremtid, som de unge selv vil bygge op på de fundament, de ældre har skabt - nogle vil måske sige ruinerne - men lad det være.

Og de unge kan gøre det. Vi har de senere år set utallige eksempler på, at netop de unge vil fremad og mener noget med både Grønland og med sig selv. Især mod årets afslutning, hvor de slog i bordet og bad landspolitikerne opføre sig ordentligt. Vederlagsloven var prikken over i’et. De unge organiserede en kamp mod politikernes overgreb - og vandt. Landsstyrekoalitionen brød sammen, og loven om vederlag blev trukket tilbage.

Valg fik de ikke, de unge, men de fik lavet rav i den. Og det var nødvendigt.

De unge kan altså. Og de er bedre til det end alle vi andre, som stadig ligger under for traditionel grønlandsk autoritetstro, som tillader naalakkat (lederne) at gøre, som det passer dem. De unge ser anderledes på det. Og det er befriende. Med folk af deres støbning til at sætte Grønlands kurs er der al mulig grund til at se lyst på fremtiden.

De unge må have langt større indflydelse på arbejdet med Grønlands nutid og fremtid. Især når det gælder de unge, for det er dem, der ved, hvordan der kan sættes ind på at skabe vilkår, som kan give den svage del af ungdommen et håb om en fremtid, der er værd at satse på. De unge vil tilføre dette arbejde en kvalitet, som bestemt ikke præger ungdomsarbejdet i dag.

DET HAR VÆRET SKIK, at medierne ikke beskæftiger sig med selvmord. Faget og branchen har været bange for, at omtale tilskynder til selvmord.

Men det er en unuanceret vurdering, som har gjort selvmord til en slags tabu. Når medierne stort set kun beskæftiger sig med selvmord, hvis det drejer sig om kendte personer, bliver problemet kun synligt i de årlige statistikker. Hvorefter emnet, trods et larmende talmateriale, hurtigt går i glemmebogen.

AG vil i det nye år i samarbejde med eksperter og med mennesker, der selv har stået på afgrundens rand, tage skridt til en egentlig behandling af emnet. Det er vort håb hermed at fremstille problemets skræmmende virkelighed og forhåbentlig - ved hjælp af reportage og oplysning - at snakke nogle af dem, der føler sig tilskyndet til selvmord, fra det.