Alle advarsler blev overhørt

Da H.-P. Barlach Christensen havde udskiftet tjansen som mappebærer for daværende vicekoncernchef i Royal Greenland, Lars Emil Johansen, med direktørstillingen i Puisi, skulle der for alvor gang i sagerne

Fredag d. 11. januar 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Politik, Puisi, Økonomi.

Normalt henfalder vi ikke til selvros. Vi forholder os almindeligvis nøgternt til vore egne præstationer i avisens spalter. Når det gælder Puisi-sagen gør vi en undtagelse. Vi har skrevet om projektet, siden det stilfærdigt blev lanceret af Royal Greenland som led i en interessant produktudvikling. Hvordan kan sælen udnyttes fuldt ud, spurgte den store virksomhed og satte gang i laboratorieforsøg og sondering af markedet. Forsøgene var positive, og projektet kom på finansloven, som det nu er skik og brug her i landet, og efter markedsundersøgelser i Kina og nye laboratorieforsøg var tiden efterhånden inde til at bringe projektet ind nye rammer. Puisi A/S blev en realitet - i første omgang med hjemmestyret og Royal Greenland som aktionærer. I begyndelsen af 1998, da H.-P. Barlach Christensen havde udskiftet tjansen som mappebærer for daværende vicekoncernchef i Royal Greenland, Lars Emil Johansen, med direktørstillingen i Puisi, skulle der for alvor gang i sagerne. Direktøren udstyrede revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers med en bunke tal og løse overslag, som resulterede i et guldrandet femårs-budget for Puisi A/S. Sermitsiaq kom i besiddelse af dette budget - og vi undrede os. Vi undrede os over, hvordan sagkyndige rådgivere, kunne lægge navn til budgetter, som selv almindelige mennesker måtte studse over. Hvis budgetterne holdt stik, ville Puisi allerede i 2000 generere et tocifret millionoverskud - i de følgende år et trecifret millionoverskud. Sælerne var en guldåre - Grønlands fremtid, som Nanortaliks borgmester, Nikolaj Ludvigsen, begejstret konstaterede. Ludvigsen var dengang samtidig bestyrelsesformand for Puisi A/S, og den grønlandske del af Puisis produktion skulle foregå i - Nanortalik. Fra da af anlagde Sermitsiaq en kritisk vinkel. I over 50 artikler og redaktionelle kommentarer behandlede vi Puisi-sagen fra 1998 og frem til den smertelige fallit i februar 2000. Vi forsøgte at vende hver en sten i det principielt interessante og løfterige virksomhedsinitiativ. Vi var i Nanortalik for at se fabrikken. At vi aldrig kom til Kina var en journalistisk fejl. Alligevel havde vi den glæde at blive indstillet til rigsfællesskabets fornemste journalistiske hæderspris, Cavling-prisen, for vores afdækning af forholdene i Puisi A/S. Som nævnt anlagde vi en kritisk vinkel. Ikke fordi vi var sortseende pessimister, men fordi budgetmaterialet og hele begivenhedsforløbet under opbygningen af virksomheden udstrålede eklatant mangel på troværdighed. Gang på gang skildrede vi hvordan det, der (formentlig) kunne være blevet til en sund eksportvirksomhed, i stedet blev offer for politiske trakkasserier, økonomisk uansvarlighed samt skalten og valten med menneskeskæbner og en hel kommune. Alene fordi de ansvarlige netop ikke levede op til deres ansvar. Det skortede med andre ord ikke på advarsler om, at Puisi styrede direkte mod afgrunden. Alligevel overså de politiske beslutningstagere de blinkende advarselslys. Alt imens greb vi gang på gang de direkte implicerede i at bringe usandheder til torvs. Nu er millioner af skatteyderkroner spildt. Nanortalik, fangerne og Puisis ansatte betalte en uhyggelig høj pris for det økonomiske lemmedaskeri, vi alle var vidne til, og som nogle mener, at vi helst ikke skulle have skrevet om. Vi skrev alligevel, og vores dokumentation var i orden. Det har historien vist. I al beskedenhed mener vi, at Sermitsiaqs artikler burde have fået de ansvarlige til at spærre øjnene op - og til at reagere. Dvask og uansvarligt lod man i stedet millionerne rulle. "Det interessante er nu, hvem der påtager sig ansvaret, hvis det lykkes at smadre et ellers udmærket projekt. Vi ved godt, hvem der vil stå frem, hvis det bliver en succes. Mon de samme vil tage ansvaret for en fiasko?" Citat: Sermitsiaqs leder den 29 oktober 1999, da Landstinget netop havde sagt ja til at garantere for et banklån til Puisi på 12 millioner kroner.