Frihed, medbestemmelse og ikke blindt slå sig til tåls med autoriteternes dispositioner
Efter en princippiel godkendelse af planen for strukturændringer i samfundet med sigte på et mere selvbårent samfund, hvor der i første omgang uden tvivl vil være en del ændringer, som vil gøre ondt, begyndte flertallet at trække i land, da konsekvensændringerne påbegyntes at blive fremlagt
Lørdag d. 19. januar 2002
Josef Motzfeldt
, Formand for Landstinget
Emnekreds:
Internationale spørgsmål
,
Politik
,
Rigsfællesskab og selvstyre
,
Thule Air Base
.
Ønsket om frihed kan udtrykkes udfra flere synsvinkler. Befolkningens ufravigelige krav om frihed i det forgangne år er først og fremmest udtrykt som et ønske om omverdenens accept af os som et selvstændigt folk med ret til vort eget land.
Dette blev klokkeklart udtrykt ved folketingsvalget den 20. november. Dette krav blev præsenteret klart og utvetydigt overfor vælgerne fra Inuit Ataqatigiit´s kandidater. Vælgernes konklusion: 31% af vælgerne viste viljen til at stå bag Inuit Ataqatigiit.
Det andet krav om frihed har sit udspring i to forskellige nationers aftale om ret til at benytte vort land. 50 år er gået, siden USA og Danmark indgik en aftale om amerikanernes ret til brug af vort land i forbindelse med den såkaldte "kolde krig". Den omhandlede krig, som førtes mellem øst og vest - daværende Sovjet og USA i særdeleshed - er forlængst overhalet af dagenes og årenes gang. I løbet af disse 50 år er princippet, som disse to først omtalte nationer gjorde brug af ved at indgå en aftale uden i det mindste først at have forhørt sig hos landets befolkning, erklæret ugyldig ved indgåelse af konventioner, som mange nationer forlængst har tiltrådt.
På trods af disse internationale aftaler har Danmark og USA fremtil 1968 endog indgået tillægsaftaler for næsten ubegrænset brug/udnyttelse af en anden nations landområde. Tillægsaftalen af 1968 holdes fortsat hemmeligt for os beboere af landet.
Det første, som drejer sig om vort ønske om omverdenens accept af os som en nation med ret til at eje vort eget land, er der flere alternativer, igennem hvilke kampen kan føres: befolkningens meningstilkendegivelser, Selvstyrekommissionen, vore folketingsmedlemmer samt igennem forskellige internationale fora.Dette mål kan næppe klares fra den ene dag til den næste, idet arbejdet er omstændeligt og kræver velforberedthed. Det synes dog på sin plads at hjemmestyremyndighederne og de danske myndigheder allerede indleder de første drøftelser i slutningen af det nye år, efter at Landstinget har drøftet hvad Selvstyrekommissionen må komme med. Varigheden af processens videre forløb herefter kommer til at afhænge af, hvor åbent de indledende drøftelser bliver ført mellem den danske regering og landsstyret. Men det er et realistisk mål, at det nuværende rigsfællesskab bliver afløst af et Nyt Partnerskab i løbet af en 5 års periode.
Til det andet som vedrører "forsvarsaftalen", som Grønland aldrig har godkendt, og som har rod i dels verdens hensynsløshed og opfattelsen af, at hensynsløs handling kun kan besvares med samme kaliber, skal vi gøre os det klart, at dele af vort land netop benyttes til understøttelse af den slags tankevirksomhed. Der kan overhovedet ikke rejses tvivl om, at ophavsmænd til disse oven i købet ønsker at udvide Pituffik-anlæggets kapacitet i forsvars øjemed.
Denne tankegang er udtryk for respektløshed af følgende grunde: For det første bør der udvises respekt for Danmarks Højerets afgørelse om Hingitaq 53's retsag mod den danske stat. For det andet fordi Selvstyrekommissionen netop er i gang med at afdække disse spørsgsmål. For det tredie fordi Landsstyret allerede i november 1999 har meldt sin modstand mod disse planer. Og for det fjerde kan opgraderingen ikke tages til diskussion, så længe tillægsaftalen fra 1968 hemmeligholdes overfor den grønlandske befolkning.
Mange folkeslag i verden, som arbejder for fred, vil føle sig styrket ved vores fastholdelse af vores modstand som medansvarlige for en mere stabil verden.
Drab af vore uskyldige medmennesker i de krige, som vi til daglig følger på nært hold, kan ikke forsvares.
Derfor bør 2002 være det år, hvor vi grønlændere gør krav på, at starten på den reelle genforhandling af 1951-aftalen sker.
Folkets ønske om medindflydelse og afvisning af blind accept af myndighedernes gøren og laden har i løbet af det forgangne år været udsat for kraftige prøvelser. Vi bør være stolte over, at befolkningen i frihedens og demokratiets navn med oprigtighed direkte har givet deres meninger til kende for deres folkevalgte, ikke mindst i Landstinget. Men al for mange Landstingsmedlemmer har ringeagtet disse tilkendegivelser, og dette har ført til en krænkelse af et inspirerende vilje til samarbejde.
Flertallet i Landstinget har ikke alene udvist, at de end ikke er rede til at acceptere befolkningens ønske om frihed til medindflydelse. Befolkningen glemmer ikke de folkevalgtes utilstedelige forsøg på at slå ned på befolkningens ønske om at være med.
Dette skel har ikke kun at gøre med Landtingets forsøg på at forhøje deres vederlag. For mange af vore folkevalgte har indført uskikken med ubændigt hunger efter popularitet på en overfladisk måde, medvind og jackpot til alle. Som et eksempel herpå kan følgende fremdrages: Efter en princippiel godkendelse af planen for strukturændringer i samfundet med sigte på et mere selvbårent samfund, hvor der i første omgang uden tvivl vil være en del ændringer, som vil gøre ondt, begyndte flertallet at trække i land, da konsekvensændringerne påbegyntes at blive fremlagt; denne umiddelbare tvivlen er et tegn på manglende mod. Det er det princip, man kalder et skridt frem og to tilbage.
I dag må det grønlandske samfund betragtes som folk uden kompetent ledelse blandt deres folkevalgte.
Der er for mange folkevalgte, som end ikke kan måle sig med deres vælgeres visioner og trang til initiativ.
Som nationens førere forsøger de sig på at lede vejen til ændringerne, som de hverken kan kontrollere endog forstå. Der er for mange folkevalgte , som ellers skulle tænke i politiske baner, som i al for stor grad er begyndt at se på sig selv som valgte til at foretage små tekniske ændringer, som om de blot skal acceptere alle de ting som er beredt fra administrativt hold.
Alene dette havde været begrundelse nok til udskrivelse af et landstingsvalg. Folkevalgte, som prøver at lede vejen uden at have fremtidige målsætninger og visioner, og som er blevet agterudsejlet fra deres vælgeres visioner, kan derved erstattes af folk med målsætninger og mod på arbejdet.
At vende det døve øre til folkets ønske om et nyt valg er at rende fra ansvaret.
De folkevalgtes hovmodige adfærd accepteres ikke længere. Såfremt det videre arbejde skal udføres, er det nødvendigt til stadighed, at vi ruster os hver især. Minisota-kuren bør ikke anses som den eneste mulighed til at begynde at betragte sig selv uden mindreværdsfølelse. For at føle os stærkt rustet som menneske er følelsen for ansvar overfor sig selv og overfor andre nødvendig.
I dag viser selvmord, vold mod medmennekser og de mange aborter at følelsen for at finde en havn blandt medmennesker er minimal, samt at livet ikke gives den værdi, som det bør gives.
En mere åben debat om livsværdi for at livet skal blive lettere at leve er nødvendig. Dertil er det ikke kun et spørgsmål om kun at sætte sin lid til myndigdernes og andre institutioners formåen og ressourcer til at skabe debatten. Det er overordentligt vigtigt, at vi som en del af samfundet føler et ansvar til at deltage.
Som en del af samfundet er vi hver især ikke alene forpligtet til at deltage i arbejdet for vort land, men der er også brug for os alle.
Initiativer i omverdenen, som er værdifulde, skal vi med forståelse deltage i. Men der er også mange initiativer i omverdenen, som enten først skal vejes omhyggeligt, eller blot skal forbigåes. Hændelsen den 11. september, og som har ført til krig i efterhånden flere måneder, viser at der er uoverensstemmelser folkeslagene imellem, samt at der sker hån imod folk med andre meninger og racer.
Ligesom resten af samfundet accepterer Inuit Ataqatigiit ikke terrorisme. Dette skal ikke forståes som accept af alle amerikanernes handlinger og krav. Vi mener således, at det er tankeløst at prioritere brugen af våben fremfor at komme til forståelse. Vort ønske er et verdenssamfund i forståelse med hverandre og med gensidig opmuntring, og ikke et våbenkapløb.
Ved siden af samfundets forsvar for deres medbestemmelse har det forløbne år bragt mange glædelige hændelser. Organisationernes utrættelige og hårde slid for deres medlemmer har medført flotte resultater. Vore idrætsudøvere har gjort god reklame for vort land i den internationale idrætsarena, hvilket må betragtes som et flot resultat. De uddannelsessøgende, som bliver færdige med deres uddannelser, og som skal være med til at varetage udviklingen af vort land, bliver flere og flere.
Ved at takke inderligt for alle de ting, er vi kommet ind i det nye år med fortrøstning. Med håb om at vi ved fælles anstrengelse fortsætter udviklingen af vort land mod en større selvstændighed ønsker vi alle et godt nytår.
Inuit Ataqatigiit
Josef Motzfeldt, formand
Igaliko 31. december 2001.