Hjælp til lovlydige fangere

Det er altså ikke kun fangerne, der skal forstå det. Det er også de politikere, der har ansvaret for befolkningens velfærd. De må have forståelse for, at netop fangererhvervet, Grønlands oprindelige erhverv, ikke bare kan være henvist til at sejle sin egen sø

Lørdag d. 26. januar 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Jagt, Love og konventioner, Miljø og natur, Politik.

DEBATTEN om fuglebekendtgørelsen er unuanceret. Desværre har vi ikke haft mulighed for at bringe de læserindlæg, vi har modtaget. Mange af dem er særdeles følelsesladede, fordi skribenterne forudsætter, at bekendtgørelsens fortalere er fangernes modstandere. Hvis man formaster sig til at kritisere Nuuk-fangernes bebudede tilsidesættelse af den nye fuglebekendtgørelse, er det åbenbart, fordi man er fangernes fjende. Denne forenklede (primitive) og uforsonlige debatform løser ingen problemer, men bærer endnu mere ved til bålet og skader i virkeligheden fangernes anseelse og indflydelse. LAD DET HERMED være sagt klart og tydeligt, at fangerne bestemt ikke er en gruppe, der lever et forgyldt liv i sus og dus. Mange steder er det mennesker, der med deres familier opfylder internationale kriterier for fattigdom. Fangerne har i nyere tid oplevet en social tilbagegang og radikal forringelse i status og anseelse. Og samtidig ser de deres erhvervsgrundlag smuldre. Importen af udenlandske fødevarer, befolkningens ændrede levevis og nu naturens tilbagegang er altsammen forhold, der gør livet surt for fangsterhvervet. Der er ikke noget at sige til, at fangerne råber vagt i gevær. Det da også mere måden, de gør det på, som vi her i avisen har kommenteret. NÅR DER VEDTAGES en bekendtgørelse om fredning af fugle i Grønland, så skal bekendtgørelsen overholdes. Det gælder for fangerne og for fritidsjægerne. Det er uhørt forkert og fuldkommen grotesk, at en gruppe borgere siger, de ikke vil overholde bekendtgørelsen. Derimod er det helt i orden at gøre op med bekendtgørelsens konsekvenser. Der må skaffes overblik over, hvilken økonomisk betydning, fuglebekendtgørelsen får for fangerne, og hvis erhvervsgrundlaget virkelig skrider, skal der gøres noget alvorligt ved det. Måske er der for mange fangere. Måske er det på tide at gøre op, hvor mange mennesker, der i overskuelig fremtid kan leve fangst, skaffe anden beskæftigelse til dem, der bliver til overs, og - hvis det er en umulig opgave (politikerne har åbenbart for længst opgivet) - så må de hjælpes enten direkte økonomisk eller gennem beskæftigelsesprojekter, der måske kan føre en erhvervsudvikling med sig. Men det er forkert at blive ved med at skyde fugle, der allerede er for få af. Det er kortsynet og tåbeligt og altså helt uacceptabelt. DET ER RIGTIGT, at man ikke kan lave naturbevarelse, når fangerne sulter. Når mad på bordet er et aktuelt dagligt problem, er det svært at tænke langsigtet. Men med det højt besungne traditionelle grønlandske natursyn burde det trods alt være muligt at skabe forståelse for, at man bevarer naturen i al dens mangfoldighed - også lokalt. Det er altså ikke kun fangerne, der skal forstå det. Det er også de politikere, der har ansvaret for befolkningens velfærd. De må have forståelse for, at netop fangererhvervet, Grønlands oprindelige erhverv, ikke bare kan være henvist til at sejle sin egen sø. De mange mennesker, der har været afhængige af det, må med samfundets hjælp sikres mulighed for en respektabel tilværelse i fortsættelse af de stolte traditioner, der har båret deres gamle fag. Men det skal ikke ske på bekostning af naturen. FUGLEBEKENDTGØRELSEN er ikke noget angreb på fangerne. Der er ingen, der forholder sig fjendtligt til fangerne. Der er ikke tale om ringeagt for fangerne. De bliver rigtignok ramt netop nu - på kort sigt. Men på lang sigt sikrer bekendtgørelsen fugle for eftertiden.