Overmennesker II

Godt hjulpet på vej af en samfundspolitisk afhængig presse, er politikkerne og deres embedsmænd og rådgivere, godt på vej til at udelukke fangerne fra samfundsfællesskabet. Du prøver at bilde os ind, at fangerne selv har været med i hele processen med den nye fuglebekendtgørelse og har godkendt den undervejs i forløbet. Det må være politiske ønskedrømme ...

Fredag d. 1. februar 2002
Jørgen B. Jensen
Emnekreds: Erhverv, Jagt, Kultur og samfund, Love og konventioner, Miljø og natur, Politik.

Overmennesker, det må vist være medarbejderne på AG´s redaktion, som føler sig intellektuelt højt hævet over de dumme uintelligente fangere, som ikke kan indse at samfundets elite og overklasse selvfølgelig har ret til at ødelægge fangernes eksistensgrundlag.

De forkælede fangere vover at protestere, trods det,
  • at de næsten tjener 1/3 af gennemsnitsindkomsten i samfundet, og 1/5 af jeres redaktionsmedlemmers løn.
  • at vi samfundsunderstøttere endnu ikke har lukket alle deres indhandlingssteder - selv om vi helst ville det.
  • at vi endnu ikke har smidt dem ud af deres lejligheder, men givet dem en ekstra frist til selv at indse at de skal opgive deres fangererhverv og blive ordentlige lovlydige samfundsborgere, så de kan betale deres husleje.
  • at de er den befolkningsgruppe som politikerne altid har leflet for og imødekommet
  • hvilket tydeligt ses på den fremtrædende økonomiske status og magt som fangerne har i samfundet.
 
Næ! Kære Jens Brønden, det med forkælelsen lyder jo besnærende, når du skriver det, men virkeligheden ser jo unægtelig helt anderledes ud, og din leder er blot forførerisk ordflom, som skal dække over den virkelighed, at fangerne er den befolkningsgruppe, som gang på gang stækkes i deres erhverv af politikkerne og deres bedrevidende eksperter og embedsmænd. De sidder på deres flade og ser verden gennem et vindue fra et lunt kontor, som så sandelig ikke er blevet nyistandsat og ombygget i de sidste 3 måneder!!, og de kender intet - intet - til den virkelighed og samhørighed med naturen, som fangerne lever i.

Man kan trampe så meget på en befolkningsgruppe, at den griber til anarki og magtanvendelse, som dit såkaldte fællesskab kalder ulovligt. Et samfundsfællesskab er kun et fællesskab hvis alle i samfundet føler en fælles samhørighed. Man kan underkende og nedgøre en befolkningsgruppe så meget, at den ikke længere føler den er en del af fællesskabet, og så opstår konflikterne. Luk op for radio og TV eller læs dine historiebøger, så kan du ikke undgå at blive konfrontreret med det.

Godt hjulpet på vej af en samfundspolitisk afhængig presse, er politikkerne og deres embedsmænd og rådgivere, godt på vej til at udelukke fangerne fra samfundsfællesskabet. Du prøver at bilde os ind, at fangerne selv har været med i hele processen med den nye fuglebekendtgørelse og har godkendt den undervejs i forløbet. Det må være politiske ønskedrømme, og med indbildningens kraft kan man selvfølgelig bedrage sig selv og andre, men prøv at knib dig selv i armen og vågn op. Ville fangerne protestere så voldsomt hvis de havde accepteret bekendtgørelsen før den blev underskrevet af IAs Alfred Jacobsen på vegne af det daværende IA-Siumut landsstyre? Nej vel! Der er ligesom ingen sammenhæng i det, du skriver, men det er altid let at nedgøre mennesker, som ikke har samme samfundsstatus som en selv. Langt lettere end at undersøge, hvorfor fangerne reagerer som de gør, og så være med til at rette op på de urimelige vilkår vi fællesskabsborgere byder denne befolkningsgruppe.

Midt mellem fuglebekendtgørelsens tåbelige fredningsbestemmelser, som er fastsat trods biologernes egne udsagn om at der er millioner af for eksempel Appat og Mitit langs kysten, ja, så har man også i en bisætning forbudt brug af blyhagl pr. 1/1 2003.

Hvis bekendtgørelsen ikke trækkes tilbage, vil det koste fangerne mange penge. Alternative haglpatroner koster minimum 70 procent mere, og hertil kommer, at mange fangere bliver nødt til at købe nyt haglgevær, da de gamle geværer risikere at sprænge løbene med andre typer hagl.

Man begrunder forbudet ud fra sundhedsmæssige aspekter, som oven i købet ikke er særlig velunderbygget. Men kunne selvfølgelig have respekt for en sådan beskyttende og præventiv foranstaltning over for befolkningen, hvis ikke lige at hykleriet springer en i øjnene.

Hvis direktoratet for sundhed og miljø virkelig havde befolkningens sundhedstilstand for øje, så er det temmelig uforståeligt, at man ikke for længst har forbudt salg af såvel tobak og spiritus. Tobak og spiritus skadelige virkninger er langt bedre dokumenteret og udgør en langt større sundhedsrisiko for befolkningen end en smule blyhagl i fugle, og virkningerne af tobak og spiritus koster samfundet tocifrede millionbeløb hvert eneste år.

Trods dette er sådanne forbud ikke indført og bliver det heller ikke, for så rammer fællesskabet sig selv.

Jeg forstår godt at fangerne ikke har respekt for et sådant hykleri fra miljø- og sundhedsdirektoratets side.


Atugalliutit / Grønlandsposten svarer:
Kære Jørgen Jensen

Jeg er ellers ikke meget for at trykke indlæg af den type, du her har skrevet. Det er fyldt med urigtigheder (for eksempel om blyhaglsundersøgelser), med tåbeligheder (som "det er farligere at ryge") og med ubegrundede tilbagevisninger af den overordentlig veldokumenterede viden om havfuglene - især lomvierne - som også har fået fangerne til at indrømme, at noget må der gøres.

Når jeg alligevel bringer indlægget, er det alene, fordi det er vendt imod AG, og vi nødig vil har stukket i skoene, at vi undertrykker kritik af os selv.

Du forsøger at gøre AG til fangernes modstander, hvilket er helt urimeligt. Bladet har ikke noget imod fangerne. Tvært imod vil vi til enhver tid tale deres fortvivlede sag. Bare ikke på bekostning af naturen.

Du, derimod, skider på det hele og bakker op om lovovertrædelser, der spænder ben for naturbevarelsen, så du her og nu kan få solgt de blyhagl, du åbenbart er brændt inde med.

For hvad er ellers motivet for din aggressive holdning til fuglebekendtgørelsen?

AG har hermed brugt megen plads på dig og dine "synspunkter". Det ønsker jeg ikke at bidrage yderligere til og slutter med den sidste bemærkning, at du tydeligvis læser både AG og fuglebekendtgørelsen, som Fanden læser bibelen.