Naboerne betaler restancerne

»Vi vil ikke betale for naboens restancer« fortæller en formand for en boligafdeling i en anden af Sermitsiaqs artikler. Det er faktisk sagen i en nøddeskal

Fredag d. 8. februar 2002
Jørgen Wæver Johansen
Emnekreds: Boliger, Politik, Sociale spørgsmål.

I Sermitsiaq nr. 5, den 1. februar 2002 har din avis efter min mening flere gode og saglige artikler om, hvad der sker, når nogle lejere ikke betaler deres huslejer. Derfor skuffer det mig, at du i din leder forsøger at forvrænge hensigten med opstramning af reglerne omkring betaling af husleje.

Specielt skuffende synes den i lederen anvendte sarkasme, de urigtige oplysninger, insinuationerne og usagligheden - samt de stærkt udtrykte mindreværdskomplekser, hvis oprindelse jeg end ikke ved, hvor stammer fra.

Siden 1995 har Hjemmestyrets og kommunernes udlejningsboliger været opdelt i boligafdelinger med hver sin økonomi. Det er af vital betydning for boligafdelingernes økonomi, at de får alle deres huslejer betalt, fordi en boligafdelings udgifter under alle omstændigheder skal betales, f.eks. betaling for lys, varme, vand, snerydning, viceværter o.s.v.

På nuværende tidspunkt er der huslejerestancer på 32 mio. kr. i de boliger, INI administrerer. Men der er jo allerede afholdt udgifter for et tilsvarende beløb i tillid til, at de pågældende huslejer blev betalt. Det beskrives ganske udmærket i en af artiklerne i Sermitsiaq, at de manglende indtægter så må opkræves som huslejestigninger hos de øvrige lejere.

"Vi vil ikke betale for naboens restancer" fortæller en formand for en boligafdeling i en anden af Sermitsiaqs artikler. Det er faktisk sagen i en nøddeskal.

Hvor mange lejere vil betale for naboens restancer?

Det fremgår jo også af politiets oplysninger, at mange begæringer om udsættelser ikke ender med, at lejeren bliver udsat af boligen, fordi de når at betale restancen. Hvorfor skal en sag køre så langt, at Politiet skal inddrages i sagen, før en lejer får betalt sin husleje?

Det er jo allersidste udvej, at sende en sag til politiet, fordi lejeren forinden både bliver rykket for betaling og har fået at vide, at lejemålet kan blive ophævet, hvis huslejen ikke betales. Alligevel ignorerer lejeren disse signaler og reagerer ikke.

Hvem er det så, der bliver sat ud? Det er stadig min påstand, at lejere, der ikke kan men gerne vil betale deres husleje, har alle muligheder for at få hjælp, f.eks. som boligsikring. Men lejeren må selv sørge for at få søgt hjælp til betaling af huslejen.

Hvis du mener, at den offentlige hjælp, som de mindrebemidlede kan modtage hos kommunerne, er for beskeden, så skal dette problem selvfølgelig tages op til diskussion med henblik på at finde en løsning.

Hvis der er mangler i socialpolitikken, skal dette løses over sociallovgivningen, og ikke over boligområdet. Det har jo netop været hensigten med huslejereformen, at få sociale subsidier fjernet fra huslejeberegningen.

Derfor er boligbørnetilskuddet fjernet fra huslejeberegningen og indarbejdet i den nye og stærkt forbedrede boligsikringsordning. Derfor skal lejere med lave indkomster sørge for at få søgt boligsikring.

Huslejereformen og ændring af boligsikringsordningen skal ses i en helhed og kan ikke betragtes hver for sig. Tilsammen er det hensigten, at de forskellige indkomstgrupper så vidt muligt skal tilgodeses i en sådan grad, at de ikke skal betale mere end 20% af deres indkomst i husleje.

Jeg vil understrege, at de opstramninger, der nu bliver gennemført omkring huslejebetaling skal sikre, at boligafdelingerne kan få deres økonomi til at hænge sammen. Derfor skal det forebygges, at der oparbejdes uoverskuelige restancer med både personlige og økonomiske tragedier til følge.

Opstramningerne skal også sikre, at det store flertal af lejere, der overholder deres forpligtelser, ikke oveni købet skal til at betale for, at naboen prioriterer at bruge sine penge til andet end huslejen.

Jeg har svært ved at forstå, hvorfor det fåtal af lejere, der vælger at bruge deres penge til andet end huslejen, skal beskyttes på bekostning af det store flertal, der overholder deres forpligtelser.

Jeg synes også, at det virker besynderligt i forhold til de tusindvis af borgere, der står på venteliste til en bolig, såfremt samfundet beskytter dem, der har en bolig, men som ganske åbenbart ikke prioriterer at betale huslejen.

PS. Ingen af de ansatte i direktoratets boligafdeling er udstyret med tjenestebil eller chefbolig.
Kommentar Jeg frygter, at det sociale sikkerhedsnet ikke fungerer effektivt nok, og at de mennesker, som pludselig står i en akut situation ikke får den hjælp, der er nødvendig, for at huslejen bliver betalt, inden de er blevet sagt op fra deres bolig.

Med de varsler, som nu indføres, skal de, der pludselig rammes af arbejdsløshed, have hjælp til boligbetalingen inden for en måned.

Den 9. i en måned skal boligsikringen være kørt ind i systemet, for at den kan nå at komme med i huslejebetalingen.

Hvis man nu rammes af sygdom, dårligt fiskeri, eller en anden social situation i begyndelsen af måneden, tvivler jeg på, at boligsikringen kan indarbejdes hurtigt nok.

Jeg tvivler på, at sagsbehandlingen i kommunerne er lige så hurtig, som opsigelsen fra Boligselskabet INI.

Og nu indfører du en stikkerordning, hvor de, der i forvejen er ramt af en social situation, må krybe langs husmuren, for at naboen ikke skal opdage ham.

Kan du garantere, at det sociale sikkerhedsnet er lige så effektivt, som opsigelserne fra INI ?

Poul Krarup