Et effektivt fiskeri

Til gengæld bør det følges op med beslaglæggelse eller ekspropriation af de kvoter, som ikke fiskes op. Det offentlige kan så sælge disse kvoter på auktion til fiskere som sikrer, at de opfiskes og indhandles som isede rejer. Samfundet kan ikke leve med, at flere tusinde tons rejer ikke fiskes eller indhandles til lukningstruede fabrikker

Fredag d. 8. februar 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt sagde for nyligt, at vi skal gøre op med tilskudssamfundet. Vi har ikke råd til at blive ved med, at bruge alle erhvervsudviklingspenge til fiskeriet, mente han.

Problemet er imidlertid, at rammerne for et effektivt indenskærs fiskeri ikke har været til stede. Systemet er indrettet efter nogle små kutterejeres ineffektive fiskeri. I en halv snes år har vi nu snakket om, at forbedre forholdene for de indenskærs fiskere, uden at der er sket noget. Nogle fiskere har forstået budskabet og har selv været i stand til at effektivisere og kan i dag trods lave priser fiske og indhandle med overskud.

Men der er mange, som har brug for hjælp, og her har politikerne svigtet.

Man har tilladt og tillader stadig, at fiskerne ikke betaler deres ESU gæld, som efterhånden er oppe på 52 millioner. Hvis disse blev opkrævet lige så effektivt, som INI nu opkræver huslejerestancer, ville der være flere penge til at hjælpe det kystnære fiskeri ud af deres ineffektive krise.

Konsekvensen af den hidtidige fiskeripolitik har været, at adskillige tusinde tons rejer ikke er blevet indhandlet. Og de vil fortsat ikke blive indhandlet med mindre man gør noget drastisk.

De første skridt er taget ved, at man har tilladt egenproduktion i det indenskærs fiskeri, samtidig med at man har tilladt større fiskefartøjer indenskærs, men det harmonerer ikke med landsstyrets ønske om at bevare de landbaserede anlæg.

Balancen er på den ene side at skabe mulighed for større indtægter i det indenskærs fiskeri, samtidig med at man tiltrækker investorer til de nødvendige fartøjsfornyelser og samtidig sikrer landanlæggene.

Samfundet har ikke råd til at miste de eneste produktionsarbejdspladser på land. Derfor må landanlæggene sikres den indhandling, der er nødvendigt for at drive fabrikkerne rentabelt. Det vil større og mere effektive fartøjer kunne klare.

På den anden side vil større og mere effektive fartøjer betyde egne kasser og egen isproduktion ombord. Til fordel for både landanlæg og fiskere, må trawlerne garanteres landingsmuligheder bestemte steder, så de ikke sendes fra den ene fabrik til den anden, men ved hvor de kan indhandle hurtigt og effektivt.

Politikerne må se i øjnene, at for at komme ud af klemmen og få gang i et effektivt indenskærs fiskeri, der indhandler til fabrikkerne, er det nødvendigt med en mindsteprisgaranti i en periode.

Til gengæld bør det følges op med beslaglæggelse eller ekspropriation af de kvoter, som ikke fiskes op. Det offentlige kan så sælge disse kvoter på auktion til fiskere som sikrer, at de opfiskes og indhandles som isede rejer. Samfundet kan ikke leve med, at flere tusinde tons rejer ikke fiskes eller indhandles til lukningstruede fabrikker.

Samtidig må Royal Greenland klart melde ud, hvor mange rejer man kan producere på de landanlæg, samfundet ønsker. Til gengæld må samfundet sikre, at denne mængde rejer indhandles og ikke flyttes til produktion på havet.