Usmagelig journalistik
Det eneste, jeg eftersøger i denne sag er åbenhed, og det burde AG hjælpe mig med. Det kan ikke være rigtigt, at AG skal forholde sig så ukritisk i spørgsmålet og indtage rollen som forsvarer i sagen, fordi der er en ansat, der er tæt på en af hovedpersonerne
Tirsdag d. 19. februar 2002
Per Berthelsen
, landstingsmedlem, Siumut, politisk ordfører
Emnekreds:
Aviser, radio og TV
,
Erhverv
,
Kultur og samfund
,
Politik
,
Royal Greenland i krise
,
Økonomi
.
I gårsdagens AG den 12. februar bliver jeg - i lederen - udhængt for "enøjet heksejagt" og for at være en "fanatisk heksejæger". Det må jeg naturligvis reagere på.
I samme leder dækker man en enøjet personlig jagt på mig ved at skrive, at jeg "indtil for nylig var medlem af et parti, der ustandseligt har kaldt Royal Greenlands ledelse til orden, når den resultatorienterede effektivisering af virksomheden gik ud over vælgernes beskæftigelse". Hvad har dette med sagen at gøre???
Det hele afstedkommes af, at jeg for en uge siden fremsendte en "Åben skrivelse" til alle medier i vor land under overskriften "Aldrig har så mange haft så få at takke for så lidt - en beretning fra det virkelige liv i Grønland", der indeholder kritik af Royal Greenland med grundlag i de famøse "gyldne fratrædelsesordninger" - altså også til AG, som dog ikke bragte den.
Alligevel tillader AG sig at bruge mit navn i sin leder og udhænger mig som en "fanatisk heksejæger", som om jeg interesserer mig for personerne i denne sag, som jeg prøver at få skabt åbenhed omkring. AG skriver også på en måde, så man skulle tro, at jeg har "enøjet jagtet" hovedpersonerne i sagen. Det er første gang i mit liv, jeg skriver noget om Royal Greenland overhovedet, og jeg er absolut ikke den eneste i sagen, for før mig har jeg da set, at mindst to landstingskolleger har vist samme interesse for selskabet og emnet som jeg. Så jeg må spørge, hvorfor AG så prøver at hænge mig ud og undlader at bringe min skrivelse i avisen.
Se, det er en "enøjet heksejagt" fra AGs side på en uskyldig Per Berthelsen - hvorfor? Fordi han egentlig rammer plet i sagen???
Jeg vil tage kontakt med Grønlands Pressenævn for at få vurderet sagen, og jeg håber sandelig for AGs troværdigheds skyld, at avisen i hvert tilfælde bringer denne skrivelse i den først kommende AG herefter - på begge sprog. Dette er skrevet på dansk og ej på grønlandsk, fordi AGs ansvarshavende redaktør er dansk, hvorfor jeg skal udbede mig på grund af min egen mangel på tid, at AG selv sørger for en korrekt oversættelse af skrivelsen.
Det eneste, jeg eftersøger i denne sag er åbenhed, og det burde AG hjælpe mig med. Det kan ikke være rigtigt, at AG skal forholde sig så ukritisk i spørgsmålet og indtage rollen som forsvarer i sagen, fordi der er en ansat, der er tæt på en af hovedpersonerne.
AG, lev op til mediernes rolle som en kritisk, saglig og uafhængig debattør i samfundet - for demokratiets skyld! Grav i sagen, også omkring den tidligere og nuværende RG-formands divergerende udmeldelser. For der er noget riv-rav-ruskende galt i systemet - tro mig. Set med mine øjne burde tingene granskes igennem af Rigsrevisionen.
Kære Per Berthelsen
Når jeg i lederen kalder dig heksejæger i denne forbindelse, er det ikke, fordi jeg ser dig som en okkult, kappeklædt middelalderskikkelse, men fordi du opfører dig som en.
AG's tidligere opfattelse af
Per Berthelsens
farvel til Siumut:
Wild-west-demokrati (II)
Per Berthelsen lock-outet
Vi kan læse af sagen, som vor udmærkede konkurrent Sermitsiaq tilsyneladende ved mere om end vi, at din reaktion er unuanceret og enøjet for så vidt angår den økonomiske udvikling i Royal Greenland og dermed virksomhedens resultater. Du hænger alene direktionen op på elendigheden og undrer dig over, at AG søger en bredere årsagssammenhæng, idet vi blandt andet nævner, at dit parti (til du blev smidt ud) bærer sin del af ansvaret, fordi det gang på gang har spændt ben for effektiviseringsprocessen.
Det er ikke AGs hensigt at forsvare Royal Greenland eller den fratrådte koncernledelse. Din bemærkning om, at avisen lader sig påvirke af en enkelt medarbejders personlige relationer til den ene af de to direktører er perfid, men kendetegnende for din vederhæftighed i denne debat. Det er nedslående at høre en i øvrigt sandhedssøgende politiker (dem er der ikke mange af) som dig i den grad ignorere den række af omstændigheder, der har bragt Royal Greenland i uføre. Det kan godt være, at en af disse omstændigheder kan være udygtig ledelse. Men det har vi her på redaktionen ikke dokumentation for at fastslå.
Du finder det formasteligt, at AG omtaler dig i forbindelse med indholdet af et indlæg, vi har afvist på redaktionen. Men du må da være klar over, at også vi læser Sermitsiaq, og heri markerer du dig med ganske stor slagkraft. Så selvom dit indlæg ikke fandt nåde for AGs kvalitetskontrol, blev du med det samme en heftig del af debatten. Og så må du finde dig i at blive nævnt.
Tak i øvrigt for din faglige rådgivning. Det er altid rart at lytte til begavede mennesker.
Venlig hilsen
Jens Brønden