Ingen penge til bolig

Det er rigtigt, at 115 millioner kroner er et helt urimelig udestående, men størsteparten er altså opbygget af mennesker med en husstandsindkomst på mindre end 128.000 kroner, og så i et land, hvor en indkøbsvogn med daglige fornødenheder koster mere end 1.000 kroner. Det er altså mennesker, der har 10.000 kroner om måneden - før skat - til alle nødvendigheder

Fredag d. 1. marts 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Boliger, Politik, Sociale spørgsmål.

PÅ SIDE 10 bringer vi et par artikler om BSU-boligejernes restancer. De skylder en hulens masse penge væk, helt nøjagtigt 115 millioner kroner, og flere hundrede familier står til udsmidning. Det ville imidlertid skabe helt uoverskuelige vanskeligheder, fordi det drejer sig om mennesker, der socialt og økonomisk hører til de svageste i samfundet - og rigtig mange mennesker. Mange af dem er fangerfamilier, som gennem de seneste år har mærket en markant tilbagegang i indtægtsmulighederne, mens leveomkostningerne stiger støt.

Nu får de heldigvis hjælp. I henhold til en landstingsforordning fra november sidste år kan alle med en husstandsindkomst på under 128.000 kroner få gældssanering. Det bliver der nu brugt 96 millioner kroner på, og hermed er truslen om udsmidning drevet over for de fleste.

Men tallene giver anledning til eftertanke. Det er rigtigt, at 115 millioner kroner er et helt urimelig udestående, men størsteparten er altså opbygget af mennesker med en husstandsindkomst på mindre end 128.000 kroner, og så i et land, hvor en indkøbsvogn med daglige fornødenheder koster mere end 1.000 kroner. Det er altså mennesker, der har 10.000 kroner om måneden - før skat - til alle nødvendigheder.

Det fik os til at tænke på, at der må være mange med den indtægt, når størsteparten af BSU-ejerne ligger under den indtjeningsgrænse. Og stor blev vor forbløffelse, da det viste sig, at Grønlands Statistiks seneste tal viser, at gennemsnitsindkomsten for den enkelte skatteyder (altså ikke husstandsindkomst) i hele Grønland er netop 128.000 kroner.

Men i bygderne rundt om i landet er det såmænd det samme, om der tales om husstandsindkomst eller ej. Masser af kvinder her har ikke lønnet arbejde, men rigeligt at gøre med at passe hus, hjem, børn, fangst og meget andet.

Vi har altså et socialt boligprogram, der trods sine favorable tilbud stiller for store krav til boligejeren. De færreste er i stand til at betale deres boliger, og det skyldes ikke, at kravene er for store, men at de ikke kan imødekomme dem. De tjener simpelthen ikke penge nok.

Erhvervsforholdene i bygder- og yderdistrikter er helt usædvanligt dårlige. Uden fangst fungerer de ikke, og mennesker, der bor her, tjener ingen penge.

Det er påtrængende nødvendigt at der fra nu fokuseres kraftigt på bygderne, fordi de bliver mere og mere ressourcekrævende for landet som helhed.

I øjeblikket får de lov til at passe sig selv, for der er jo ingen, der sulter i bygderne. Problemerne er altså ikke overhængende, mener de kortsynede politikere. Men de skal nok blive klogere.