Hvor svært kan det være?
Desværre er det en realitet, at stadig mange forældre overlader »opdragelsen« til skolen og det offentlige system. Og det er for det meste disse børn, som skaber problemer for andre børn med (hvad skal man sige) »et problemfrit hjem«!
Fredag d. 15. marts 2002
Heidi M. Davidsen
Emnekreds:
Kultur og samfund
,
Uddannelse
.
Nu har vi som forældre stået model til mange orale øretæver i form af beskyldninger som manglende opmærksomhed, omsorg og opbakning af vores børn som går i den (kommende??) gode skole. Vi er en stor skare som følger godt med på sidelinien, i den håbefulde udvikling af Den Gode Skole, og nogle af os prøver at holde fast i tråden, og give ungerne den bedste ballast hjemmefra, som skal være deres redskab resten af livet (og ikke kun i skolen).
Desværre er det en realitet, at stadig mange forældre overlader "opdragelsen" til skolen og det offentlige system. Og det er for det meste disse børn, som skaber problemer for andre børn med (hvad skal man sige) "et problemfrit hjem"!
Magtkampen starter derfor allerede meget tidligt i skolestadiet, og vi andre må sidde og blive røde om ørerne på de "dårlige" forældres vegne, når der skal opdrages på, formes på os forældre.
Det kan da ikke være så svært at forstå, at børn har lige så stort et krav på opmærksomhed og opbakning, som eksempelvis kvinden, der bliver banket af manden, eller manden som slår ihjel, fordi han har haft en rædselsfuld barndom med druk og vold.
Hvor svært kan det være for "voksne mennesker" at se, at vold avler vold, og at se at vores børn ikke skal bruge den slags mod hinanden. Det ér da vel forkert, eller har jeg misforstået noget?
Hvad skal vi prioritere højst, Den Gode Skole eller Krisehjem, og psykologer til de ramte f amilier? Måske! Det er åbenbart for svær en opgave for den enkelte familie at rette op på skaden selv, så lad os få rådet bod på alt det psykiske, før tror jeg ikke på at vi kan komme videre.
Jeg er bange for at det er alt for udbredt, og vil skade udviklingen af den gode skole, og børnenes fremtid mange år endnu.
Nu hvor vi er i gang med,at forme Den Gode skole synes jeg godt, at vi kan vende blikket den anden vej, og se ind i klasseværelserne, skolepasningen og skolegården. Kikke lidt på de pædagoger og voksne som er sammen med vores barn eller børn en hel del timer om dagen.
De fleste uddannede lærer elsker deres elever og arbejde i skolerne og lever op til deres arbejde, så selv vi forældre får lyst til at gå i skole igen.
Men desværre findes der personer, som bliver sat til at passe vores børn uden for skoletiden, nemlig i skolepasningen eller jeg bliver helt nervøs. Efter en grim oplevelse med vold mod et barn kan jeg ikke lade være med at reagere på det kraftigste og opfordre andre forældre til at være ekstra opmærksomme på deres børns adfærd.
I én af De Gode Skoler i Nuuk er der vold elever imellem, og dette er tilsyneladende "helt i orden"!?
De voksne sidder og kikker på og føler sig magtesløse (eller måske nærmere ligeglade) overfor børnenes handlinger.
Eksempeltvis: Et barn er blevet slået på i en lang periode, og blevet truet med flere bank hvis der sladres om dette til forældrene .....
Hvad er det for en sygelig opførsel af børn som teenagere endnu. Det kan vel ikke passe, at vores børn skal være bange for at gå i skole, fordi de "voksne" ikke gider "slå til", hvor stor en selvtillid tror du så dit barn har?
Tænk på dit barn som ikke tør fortælle dig, hvor stor en byrde det bærer rundt på (det gør helt ondt i hjertet ik!).
Tænk på hvor dårlig Den Gode Skole vil blive ved med at være, så længe vi som forældre ikke "gider" at lytte og være opmærksom på vores barn.
Hvor svært kan det være at forstå?